Ministerroser til BL og KL
Sophie Hæstorp Andersens fokus på sundhed flugtede perfekt med Allan Werges uddybning af dagsordenen i hans beretning:
”Det startede for mere end et år siden, hvor regeringen nedsatte en Sundhedsstrukturkommission, der afgav sin rapport i juni måned lige før Folkemødet,” sagde Allan Werge og sprang til april måned, hvor det fælles politiske oplæg fra KL og BL med titlen Boligpolitik skal styrke det borgernære sundhedsvæsen udkom.
”Efter vi lancerede det oplæg, er det gået virkelig stærkt. Mange boligorganisationer og kommuner har henvendt sig med konkrete ideer til sundhedsfaciliteter: Lægehus i Tønder, klinikfaciliteter som tilbygning til fælleshus i Horsens, omdannelse af plejeboliger i landsbyer ved Varde, ombygning af fælleshus i Fredericia og adskillige sundhedstiltag. Også nye typologier af senior-, ældre- og omsorgsboliger i Holstebro. Og meget andet,” sagde han.
Ministeren roste BL og KL for at tænke sundhed og bolig sammen og understregede, at det giver mening at lave klinikker og behandlingstilbud tæt på de mennesker, der har behov for det.
”Tak til BL for at tænke med i udviklingen af vores velfærd og for at bruge konkrete eksempler fra sundhedshuset i Aalborg Øst, der skubber til døre, der står på klem, og resulterer i bedre og mere lige sundhed. På den måde får vi et Danmark, der hænger endnu bedre sammen,” sagde Sophie Hæstorp Andersen.
Balance mellem by og land
Et andet centralt punkt i ministerens tale var ambitionen om at skabe bedre balance mellem land og by. Hun pegede på problematikkerne uden for de større byer, hvor fraflytning overstiger tilflytning, og hvor boligorganisationer som konsekvens kæmper med tomme boliger.
"Denne regering tror på, at vi kan skabe balance overalt i Danmark. Det skal være muligt at bo, leve og uddanne sig i hele landet. Derfor udfordrer vi centraliseringen og ser på, hvordan vi kan skabe nyt liv i områder med tomme boliger og få lys tilbage i vinduerne," lød det fra ministeren.
Hun forklarede uddybende, at der nogle steder kan være brug for omdannelser til andre boligtyper, etablering af lokale sundhedstilbud, sammenlægning af boliger m.v. for at fastholde og tiltrække beboere til lokalområderne. På en kommentar fra salen om, at der også vil være behov for nedrivninger svarede ministeren: ”Jeg vil ikke udelukke noget, men inden nedrivninger skal vi først forsøge andre muligheder med renoveringer og omdannelser for at skåne klimaet.”
Flere boliger i storbyerne
I hovedstadsområdet er udfordringerne det stik modsatte. Her mangler betalelige boliger. Det store problem er, at der ikke kan bygges inden for det fastsatte maksimumbeløb på grund af høje priser på materialer og arbejdsløn. Allan Werge pegede i sin beretning derfor på behovet for et højere maksimumbeløb.
Som tidligere overborgmester i København kender Sophie Hæstorp Andersen til problemet med manglen på boliger i hovedstaden.
”Her står en minister, der kender på egen krop, hvordan det er, når der ikke bliver taget nok spadestik,” sagde hun og fortsatte:
"Vi skal bygge flere almene boliger nu, hvis vi skal sikre betalelige boliger i fremtiden. Men det kræver, at vi ser på maksimumbeløbet, som udfordrer særligt her i København og i det øvrige hovedstadsområde," sagde hun og annoncerede:
”Derfor er jeg i arbejdstøjet. Vi vil komme med et boligudspil i starten af det nye år,” afsluttede hun til store klapsalver fra salen.
Målrettet arbejde bærer frugt
Allan Werge pointerede afslutningsvis i sin beretning, hvordan det langvarige og målrettede arbejde fra BL og boligorganisationerne har båret frugt – ikke mindst gennem politiske partnerskaber og samarbejder på tværs af kommuner og regioner.
"Vi har arbejdet stenhårdt for at få boligpolitikken ind på en central politisk arena. Sundhed, bæredygtighed og sociale indsatser er alt sammen blevet naturlige dele af samtalen om den almene sektor," sagde Werge og fremhævede betydningen af beboerdemokratiet som sektorens hjørnesten.
Væk med bøvlet i beboerdemokratiet
Netop beboerdemokratiet blev diskuteret livligt i en efterfølgende breakout session, hvor fokus var, hvordan man fjerner ”bøvlet”, så flere har lyst til at engagere sig.
”Den almene sektor er potentielt et kæmpe demokratisk værksted, hvor den demokratiske samtale er bydende nødvendig og så endda om noget, der er vigtigt, nemlig vores bolig og lokalområde. Samtidig huser vi nogle af de grupper, der kan være i størst risiko for at blive hægtet af den demokratiske samtale. Og som vi kan se i udlandet, så er det med at blive hægtet af ikke alene en udfordring for dem, der føler sig udgrænset. Det er et stabilitetsproblem for hele samfundet,” sluttede formanden.