04. DEC. 2024 KL. 07:58
Boligminister fjerner juridiske snubletråde for byggeri af sundhedshuse i almene boligområder
04. DEC. 2024 KL. 07:58
Sophie Hæstorp Andersen tager nu første skridt for at sikre borgere i almene boliger lettere adgang til sundhedsydelser. Det fortalte hun under et besøg i det almene boligområde Axelborg i Horsens.
De juridiske snubletråde, som spænder ben for opførelsen af sundhedshuse i den almene boligsektor, bliver nu ryddet af vejen.
Det løftede en glad boligminister sløret for mandag, da hun besøgte det almene boligområde Axelborg i Horsens. Her skulle ministeren blandt andet at høre om de nære sundhedstilbud, for eksempel et sundhedshus, som de har på tegnebrættet.
”Det er rigtig spændende, at en lang række boligorganisationer, som her i Axelborg, spiller ind og siger, at de gerne vil være en del af løsningen i at sikre borgernære sundhedstilbud. Borgere i almene boligområder skal have nemmere adgang til sundhedstilbud, hvor de bor, så vi får gjort op med den store ulighed i sundhed,” siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.
”Det har også givet anledning til at kigge på lovgivningen og de barrierer, der kan være for at etablere sundhedstilbud i boligområderne. Derfor tager vi nu første skridt og sender en ny sideaktivitetsbekendtgørelse i høring med det klare sigte, at alle boligorganisationer i hele landet kan etablere erhvervslokaler til sundhed,” uddyber hun.
Hos BL har man efterspurgt en afklaring på, om erhvervslokaler kan etableres med et sundhedsformål, da der i bekendtgørelsen har stået, at der skulle være et ”boligsocialt” behov. Og det er netop, hvad der nu kommer klarhed omkring.
Med den nye sideaktivitetsbekendtgørelse, som vil blive sendt i høring inden jul, slår social- og boligministeren nu fast, at disse lokaler kan etableres i de tilfælde, hvor kommunen vurderer, at der er behov for arealerne i boligområdet. Med bekendtgørelsen bliver det også tydeligt, at erhvervsarealer kan etableres i alle almene boligafdelinger og ikke kun i udsatte boligområder, lyder det fra ministeriet.
Læs senere artikler
Statsministeren vil fjerne snubletråde i boliglovgivningen for at bygge sundhedshuse i almene boligområder
Der var en række repræsentanter med fra Albo på dagen. Blandt andet formand for Albos organisationbestyrelse Niels Rasmussen og byggerådgiver Steen Rosvang Andersen. Under rundvisningen besøgte de også beboer Louise Tromborg. Foto: Lars Græsborg Mathiasen
Sundhedshus kan åbne boligområde op
Under sit besøg i Axelborg fik boligministeren en større rundvisning i følgeskab af blandt andet borgmester Peter Sørensen (S) og adm. direktør i Albo, Michael Melgaard. For få dage siden stemte et stort flertal af beboerne – over 93 procent – ja til en stor renovering af boligområdet, der støttes af Landsbyggefonden.
I forbindelse med renoveringen vil Albo – i tæt samarbejde med kommunen – gerne etablere et sundhedshus, der skal erstatte de slidte erhvervslokaler, som lige nu huser en ældre grillbar. Tankerne med sundhedshuset er at samle flere funktioner under ét tag, for eksempel fremskudte sundhedsindsatser og gerne en almen praksis.
Det er tanker og visioner, som giver rigtig god mening ifølge boligministeren. Særligt i et område som Axelborg, hvor beboerne i forvejen har langt til flere sundhedstilbud.
”Det vil ikke kun bringe sundhed og forebyggelse tættere på beboerne i Axelborg, men hele nabolaget. Det synes jeg, giver rigtig god mening, og det er samtidig en måde at trække andre til og åbne boligområdet mere, så man viser, at det er et godt og trygt boligområde, som man er stolt af,” lyder det fra Sophie Hæstorp, der samtidig er optaget af, at finansieringen af et sundhedshus ikke skal belaste økonomien for beboerne.
Borgmester er optimistisk
Både Peter Sørensen og Michael Meldgaard er utrolig positive over, at ministeren er gået i gang med at fjerne nogle de barrierer, der står i vejen for at etablere sundhedsydelser i almene boligområder som Axelborg. Et alment boligområde, som med borgmester Peter Sørensens ord ”har enormt brug for det”.
”Vi har været så heldige at få lov at give ministeren et oplæg til, hvilke barrierer der ligger for at etablere nære sundhedsydelser – både set fra et kommunalt synspunkt, men også set fra boligorganisationens synspunkt. Det har ministeren taget rigtig godt imod, og jeg hører en minister, der siger, at det her skal vi på en eller anden måde have løst,” siger Peter Sørensen.
Hvad er den største barriere?
”Finansiering af sundhedstilbuds fysiske rammer. Vi har sundhedsaktører, der gerne vil være her, herunder praksislæger. Der er stadig udfordringen med, at en kommune skal op med økonomi i en anlægsramme, der er enormt stram og en boligforening, som ikke kan få garantier for deres huslejer i selve sundhedsdelen. Det, har ministeren sagt, er en af de ting, der også skal kigges på og løses - for boligforeningerne og ikke mindst for lejernes skyld”, svarer Peter Sørensen og tilføjer:
”Jeg tror grundlæggende på, at Christiansborg kommer til at løse det her.”
Næste skridt er økonomien
Også Michael Meldgaard oplevede en ”meget positiv og vidende” minister, der er indstillet på at få ryddet barriererne af vejen. Men hvis et sundhedshus i Axelborg skal blive mere end blot tanker, er der stadig brug for klarhed om de økonomiske rammer, både garantistillelse og finansiering af et sundhedshus. Det kan blandt andet være ved at fremrykke en boligaftale, lyder det fra boligdirektøren:
”Der er brug for, at politikerne går ind og tager det ansvar og hjælper os med at finde muligheder til at finansiere et sundhedshus. Det kan være ved at se på Landsbyggefondens muligheder for at støtte sundhedsrenoveringer. Jeg oplever generelt en minister, som er åben for at finde løsninger,” siger Michael Melgaard.
Sophie Hæstorp lagde da også vægt på, at en ændring i sideaktivitetsbekendtgørelsen er første skridt.
”Derudover går jeg i gang med at undersøge, om der er andet og mere, vi kan gøre for at sikre bedre lånemuligheder eller garantistillelse i forbindelse med at opføre sundhedshuse. Det kan for eksempel involvere blandt andet Landsbyggefonden, så boligforeninger også kan komme i gang med at bygge et folkesundhedshus, som det man har ønske om her i Axelborg,” uddyber Sophie Hæstorp Andersen, der ser en tæt kobling mellem boligpolitik og sundhedspolitik.
Om skribenten
Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.
Seneste Artikel
Boligminister fjerner juridiske snubletråde for byggeri af sundhedshuse i almene boligområderNiklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.
Seneste Artikel
Boligminister fjerner juridiske snubletråde for byggeri af sundhedshuse i almene boligområderMest læste
Se alle artikler (2995)0