12. SEP. 2023 KL. 11:00

Fra klasseværelse til seniorbolig: Rudkøbing Gamle Skole løber med årets Renoverpris

Renoverprisen

Der var glæde og glitter, da Boligselskabet Langeland og byggeteamet bag projektet vandt årets Renoverpris for transformation af Rudkøbing Gamle Skole, som i dag er omdannet til 22 seniorboliger. Foto: Realdania

Boligselskabet Langeland har vundet den prestigefyldte Renoverpris for deres renovering af gammel lokal skole i Rudkøbing. Nu bor tidligere skoleelever i de nye seniorboliger.

Og vinderen af Renoverprisen går til …. Rudkøbing Gamle Skole.

Boligselskabet Langeland og projektteamet bag renoveringen af den Gamle Skole i Rudkøbing var ikke til at skyde igennem, da de torsdag aften blev udråbt som vindere af Renoverpris 2023.

I en byge af glitrende glimmer gik de jublende på scenen for at tage imod det orange trofæ, som er eftertragtet blandt byggefolk. En pris, de nu kan bryste sig med for transformationen af en lokal gammel skole til seniorboliger.

”Det er så stort at vinde Renoverprisen. Både for os i boligselskabet og alle de gode folk bag projektet. Men det er også stort for Langeland, for det får vores dejlige ø på landkortet. Nu får flere øje på, at vi er et godt sted at slå sig ned, for vi har attraktive boliger,” er reaktionen fra Ole Hansen, inspektør i Boligselskabet Langeland, da Fagbladet Boligen kontakter ham efter prisoverrækkelsen.

Skoleby­gningen, som oprindeligt er fra 1921, har nu godt 100 år senere fået nyt liv som 22 almene seniorboliger. Og det er den transformation, som Renoverprisens nomineringsudvalg hædrer.

Den er nemlig et godt eksempel på, hvordan nye funktioner i historiske bygninger kan sikre nyt liv i både bygninger og lokalområde.

”Rudkøbing Gamle Skole er et flot eksempel på, hvordan man kan puste nyt liv i en bygning og et lokalområde ved at udnytte nogle af alle de gamle skoler rundt om i landet, som bliver nedlagt, fordi eleverne samles på større skoler. Det kan andre kommuner godt lade sig inspirere af,” udtalte Karen Mosbech, formand for Renoverprisens Nomineringsudvalg.

Artiklen fortsætter under billedet

FAKTA OM RENOVERPRISEN

Renoverprisen uddeles hvert år til det bedste renoveringsprojekt i Danmark.

Prisen er et samarbejde mellem Realdania og Grundejernes Investeringsfond.

Et valgkollegium af 88 personer fra byggebranchen stemmer på deres favorit blandt de nominerede projekter. Vinderen blev i år fundet blandt fem nominerede projekter – som blev valgt ud af 182 indstillede projekter fra hele landet.

Renoverprisen er en pris til alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere. Vinderholdet modtager en check på 100.000 kr. samt den karakteristiske prisstatuette - et orange R.

Læs mere om Renoverprisen her

Kilde: Realdania

Med den økonomiske ramme, som det almene nu engang har at gøre godt med, og de andre stærke projekter, som Boligselskabet Langeland var oppe imod, gør det bare ekstra fantastisk, at de vinder. Det skal vi alle i den almene boligsektor være stolte af.

Allan Werge

Formand i BL - Danmarks Almene Boliger

Rudkøbing Gamle Skole Foto

1 / 1Rudkøbing Gamle Skole er en smuk ejendom fra 1921. Den har i mange årtier fungeret som skole, men er i dag omdannet til 22 seniorboliger. Den renovering har Boligselskabet Langeland netop vundet Renoveringspris 2023 for. Foto: Realdania

Derfor vandt Den Gamle Skole

Ifølge nomineringsudvalget har skolebygningen i Rudkøbing været igennem en forvandling udover det sædvanlige:

Seniorboligerne i Rudkøbing Gamle Skole er blevet til på bygningens præmisser og varierer derfor i størrelse og form. Boligerne nyder godt af de tidligere klasseværelsers markante loftshøjde og høje vinduespartier, som man ikke ville have fået i et nybyggeri. Yderligere er fællesskabet tilgodeset med omdannelsen af den tidligere pedelbolig til fælleshus og gæsteværelser. Der er således tale om en gennemført transformation af en gammel bygning.   

”Det unikke ved renoveringsprojektet er, at bygningen har beholdt sin signatur, og vi har anvendt de materialer, som var på bygningen i forvejen. I hver bolig er der for eksempel en dør, som har været døren ind til et klasseværelse. Det giver sjæl for de lejere, der bor i det nu,” fortæller Ole Hansen fra Boligselskabet Langeland og tilføjer en sjov detalje:

”En af skolens nuværende beboere har gået på skolen som dreng. Og i dag ligger hans bolig i det klasseværelse, hvor han som barn fik undervisning. Det er da lidt morsomt.”

Læs beskrivelsen af projektet her

Stor ros fra BL's formand

Allan Werge, der er formand i BL – Danmarks Almene Boliger, deltog i torsdagens prisoverrækkelse – i håbet om, at det i år blev et alment projekt, som stak af med Renoverprisen.

Det ønske blev opfyldt.

”Der skal lyde et kæmpe tillykke til Boligselskabet Langeland. Vi er så glade og stolte på deres vegne. Med det her flotte vinderprojekt er de med til at bevise, at vi som almen boligaktør er med til at bevare liv i udkantsområderne. Det skal de være meget stolte af,” er reaktionen fra BL-formanden.

I dette tilfælde bidrager boligselskabet på Langeland med boliger, som gør det muligt for de lokale borgere at bytte huset ud med en lejlighed, som både er til at betale, er indrettet til et trygt seniorliv og ligger attraktivt i Rudkøbing by.

Allan Werge kan fortælle, at der næsten hvert år er almene renoveringsprojekter, som bliver nomineret til Renoverprisen. Men konkurrencen er hård, for idet de almene boligorganisationer er nonprofit og altid skal tænke i at holde beboernes husleje nede, når de bygger og renoverer, kan det være svært at kæmpe om trofæet og æren i et felt af private investorer med en meget tung pengepung.  

”Med den økonomiske ramme, som det almene nu engang har at gøre godt med, og de andre stærke projekter, som Boligselskabet Langeland var oppe imod, gør det bare ekstra fantastisk, at de vinder. Det skal vi alle i den almene boligsektor være stolte af,” siger Allan Werge.    

Vigtigt at prioritere eksisterende bygninger

Formand for Renoverprisens Nomineringsudvalg, Karen Mosbech, kunne ved overrækkelsen af priserne fortælle, at der i år var et stærkt felt af nominerede projekter, som alle beviser, at byggebranchen er blevet dygtigere og bedre til at tænke kreativt i renoveringer af eksisterende bygninger.

Og hun understregede, at vi i fremtiden skal bygge videre på eksisterende bygninger fremfor at bygge nyt.

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2983 )

0

Læseliste