21. NOV. 2023 KL. 10:00
Se videoen: 100-årige Signe giver stadig koncerter
21. NOV. 2023 KL. 10:00
Alder er ingen hindring for Signe Olesen, der trods sine 100 år stadig drøner rundt og giver koncerter på jyske plejecentre. Hendes musik er blevet et samlingspunkt for Varde Kommunes ældre beboere.
Som en anden rockstjerne drager den 100-årige pianist Signe Olesen fra sin almene ældrebolig i Årre til et af sine spillesteder i Jylland.
Med sig har hun sit band "Husorkesteret", som akkompagnerer hende med både violin og harmonika. Og selvom Signe ikke selv vil kalde sig bandets stjerne, er hun ifølge resten af orkesteret deres ubetinget største trækplaster:
”Så længe Signe kan, beholder vi hende. Hun er en stjerne. Det er inspirerende, at hun som 100-årig er den mest friske af os,” siger 87-årige Hans Hansen, der spiller på harmonika.
Signe og Husorkesterets giver altid koncerter på de samme to plejecentre i området omkring Esbjerg og Varde. De spiller blandt andet på Sognelunden i Agerbæk, hvor Signe Olesens musik er blevet så populær, at medarbejderne bruger det som en fast del af deres aktivering af beboerne.
”Vi bruger orkesteret til at skabe liv og glæde. Det er vigtigt, at vi giver vores beboer noget at samles om for at bevare fællesskabet på vores plejecenter. Signe kan inspirere vores beboere med hendes personlighed, og desuden kender hun flere fra bybilledet. Hun er god til at snakke med dem,” siger Rita Mathiasen, der er aktivitetsmedarbejder på Sognelunden, hvor Signe Olesen spiller hver anden mandag.