14. MAR. 2023 KL. 11:28

Efter otte år blev hunde tilladt i almen boligforening ved urafstemning

Artikel Billeder (10) (1)

Efter en urafstemning blev reglerne ændret i boligafdelingen Casa Nova. Foto: Canva

Hanne Nielsen fik tilladelse til hund efter otte år. Hvad betyder det for slitagen, når et husdyr rykker ind? Det har Fagbladet Boligen spurgt en synsmand om.

Spørgsmålet om husdyr er noget, der kan vække stærke følelser på afdelingsmøderne.

Et eksempel er fra boligafdelingen Casa Nova i Herning, hvor Hanne Nielsen efter otte år og en urafstemning fik lov til at få hund.

Hun nåede at stille forslaget om husdyr flere gange. Det blev nedstemt hver gang. Indtil hun valgte at fremsætte en urafstemning for at give flere indflydelse på beslutningen. 

”Jeg synes, at det ville være mest fair, hvis flere var med til at træffe beslutningen. Der er rigtig mange lejligheder her, men det er kun omkring en tiendedel, der møder op til afdelingsmøderne,” siger Hanne Nielsen.

Efter urafstemningen blev reglerne ændret i boligafdelingen Casa Nova. Og det er blot en ud af flere almene boligforeninger, hvor husdyr er tilladt.

I 2016 var det tilladt at holde hund og/eller kat i hele 60 procent af de almene boliger med en centralt placeret husorden. Det viser en temastatistik udarbejdet af Landsbyggefonden.

Hvad er en urafstemning?

En urafstemning er en særlig type afstemning, hvor alle husstande i en almen boligafdeling skriftligt og hemmeligt skal stemme, om et forslag skal vedtages. Ved urafstemninger har hver husstand to stemmer uanset husstandens størrelse og type (ungdomsbolig, ældrebolig og enkeltværelser). Det er afdelingsmødet, der træffer beslutningen, om en sag skal sendes til urafstemning.

”Jeg syner omkring 600 lejemål om året. Det er ikke min oplevelse, at der er flere skader hos dem, der har husdyr, end dem, der ikke har.”

Claus Refsgaard

Synsmand hos Lejerbo

Ridsede gulve og dyr regning?  

Men hvad har det af betydning for de almene lejeboliger, når der flytter et husdyr ind?

Her på Fagbladet Boligen har vi spurgt synsmand hos Lejerbo, Claus Refsgaard, om man skal være bekymret for slitage, hvis husdyr bliver tilladt.

”Jeg syner omkring 600 lejemål om året. Det er ikke min oplevelse, at der er flere skader hos dem, der har husdyr, end dem, der ikke har,” siger Claus Refsgaard, der har været synsmand hos Lejerbo i over syv år.

Kun få gange er han kommet ud til bidemærker i dørkarme og spor efter hunde- og katteurin indenfor i boligen. 

”Det sker måske, fordi ejerne i de tilfælde har glemt at gå nok ture med deres hunde eller har glemt at aktivere dem,” siger han.

I sådanne tilfælde skal lejeren betale for kæledyrets slitage, fordi udbedringerne er en smule mere omfattende.

”Hvis hunde eller katte for eksempel tisser indenfor, kan man risikere at skulle skifte dele af gulvet. Det er ikke nok bare at slibe det, fordi urinen vil komme tilbage til overfladen og få lakken til at boble op,” siger Claus Refsgaard.

Man skal dog ikke afholde sig fra at få kæledyr, fordi man er bekymret for slitage, fortæller han.

”Hvis man passer husdyret og aktiverer det, så er det ikke et problem,” siger Claus Refsgaard.

Varmemester i Casa Nova mærker glæden

Tidligere var reglerne i Hannes boligafdeling, at man godt måtte flytte ind med en hund. Men når hunden gik bort, måtte man ikke anskaffe sig en ny, fortæller varmemester i afdelingen Casa Nova Lars Bo Lauridsen.

”Efter vedtagelsen er der kun kommet et par enkelte hunde til, men vi hører, at folk er meget positive over, at man må have hund her. Det er ikke alle steder, man må det,” siger Lars Bo Lauridsen og fortsætter.

”Det er beboerne, der bestemmer, om de kunne tænke sig at tillade husdyr. Vi forsøger bare at hjælpe, hvor vi kan.”

I boligafdelingen i Herning er der lavet specifikke regler i husordenen, som husdyr og ejere skal følge. 

”Hvis en hund står og gør i en lejlighed, så den generer naboerne, går vi ind som mellemled og prøver at løse situationen og tager en snak med beboerne om det,” siger Lars Bo Lauridsen og fortsætter.

”Det er ligesom med så mange andre opgaver, vi har. Vi prøver at løse dem bedst muligt. Hvis det ikke kan lade sig gøre, må vi sende den videre op i systemet.”

Hvis flere er generede af hunden, og problemet ikke kan løses, kan beboeren blive bedt om at skille sig af med hunden. Det afgør regionskontoret, fortæller Lars Bo Lauridsen, der har været varmemester hos Lejerbo i 16 år. 

Hvad siger loven?

I alle almene boligforeninger kan man stemme om at tillade husdyr.

Har man haft lov til at holde husdyr, betyder en beslutning om at forbyde husdyr ikke, at man skal skaffe sig af med de dyr, man har nået at få, fortæller Susan Fiil Præstegaard, der er juridisk konsulent hos BL – Danmarks Almene Boliger.

I det tilfælde vil den nye regel kun gælde for kommende beboere eller nyanskaffede husdyr. Hvis man bor i en afdeling, der har fået forbud mod husdyrhold, må man ikke anskaffe sig nye husdyr, heller ikke hvis det nuværende dyr dør.  

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste