15. MAJ. 2023 KL. 13:45
Vi Samles: 2.500 var samlet til folkefest i Aalborg
15. MAJ. 2023 KL. 13:45
Flere tusinde lagde vejen forbi Himmerland Boligforenings folkefestival i boligområdet Sallingsundvej i Aalborg Øst. Her blev det almene naboskab og engagement hyldet med fest og farver.
Sol, sambamusik og byens største kagebord. Det var bare en lille del af programmet, som lørdag trak 2.500 glade aalborgensere ud til Vi Samles-festivalen i afdeling Salllingsundvej i Aalborg Øst.
De grønne plæner ved boligområdets aktivitetshus var i dagens anledning omdannet til en markedsplads med festtelt, food trucks, kreative stuer, escape room og frivillige foreninger, som alle bød på sjove aktiviteter for de mange beboere og gæster udefra, som kiggede forbi.
Bedsteforældre, veninder, børnefamilier og enlige nød den varme forårsdag og hinandens selskab. Værterne var Himmerland Boligforening og afdeling Sallingsundvej, som under overskriften Engagement og fællesskab lagde hus til den tredje Vi Samles folkefestival, der turnerer rundt i landet.
Det nordjyske arrangement osede af god stemning fra start til slut. Snakken gik lystigt ved de mange borde, både i og udenfor det store festtelt, og der blev skrålet med, da Ole Gas gav den som Kim Larsen.
”Det’ helt kanon, det her,” var den kommentar, man hørte flest gange, fra de fremmødte beboere og gæster.
Over 1.000 kager blev langet henover disken om eftermiddagen, og 300 bankoplader var i spil, da bankokongen Peter Skram gik på scenen for at styre bankoslaget med flotte præmier til de heldige.
Næste Vi Samles-festival foregår i Silkeborg den 3. juni. Læs mere om den her