22. JUN. 2023 KL. 09:48
Stort fokus på almene boligområder i handlingsplan mod ensomhed
22. JUN. 2023 KL. 09:48
Siden 2013 er antallet af ensomme fordoblet. Antallet af personer over 16 år i Danmark, der føler ensomhed, er i perioden frem til 2021 steget fra 300.000 til 600.000. Det svarer til mere end hver 10. dansker. En overrepræsentation bor alment.
100 organisationer, en minister og fem folketingspolitikere, der er ensomhedsordførere, var i går eftermiddags samlet i Snapstinget.
Anledningen var offentliggørelsen af Den Nationale Strategi for nedbringelse af Ensomhed i Danmark og Den Nationale Handlingsplan mod Ensomhed. To dokumenter som 115 organisationer (herunder BL), 11 ministerier og andre aktører samlet i Det Nationale Partnerskab Mod Ensomhed siden 2017 har givet input til.
”Det har været en fantastisk proces at deltage i. Vi har været mange. Men alle har haft øje på bolden. Der har fra alle sider været stort engagement i forhold til at udvikle forståelse for ensomhedens årsager, såvel som at udvikle anbefalingerne til, hvordan ensomheden kan bekæmpes,” siger Rikke Lønne, der er afdelingschef for strategisk udvikling og samarbejde i BL – Danmarks Almene boliger.
Samfundsproblem
I strategipapiret er kortlagt et alvorligt samfundsproblem, som siden 2013 er fordoblet.
Antallet af personer over 16 år i Danmark, der føler ensomhed, er i perioden frem til 2021 steget fra 300.000 til 600.000. Det svarer til mere end hver 10. dansker.
Ensomhed har ikke kun en høj pris for den enkelte. Alene udgifterne til sundhed, pleje, ekstra førtidspensioner og tabt produktivitet på grund af sygefravær vurderes i strategipapiret at koste samfundet 7,4 milliarder kroner om året.
Livsarenaer
Ligeledes i strategipapiret er ensomheden analyseret til at omfatte fem såkaldte livsarenaer.
-
Hjem og bolig
-
Dagtilbud, skole og uddannelse
-
Fritid og fællesskab
-
Sundhed og pleje
-
Arbejdsliv og beskæftigelse
I forhold til alle fem arenaer beskrives, hvilke dynamikker der er ensomhedsskabende, og hvilke fokusområder samfundet bør sætte ind på, hvis ensomheden skal nedbringes.
I den livsarena, der omhandler hjem og bolig, er der blandt andet fokus på fællesskaber, byggeri, byrum, styrket tilgængelighed til fællesskaber og styrket samarbejde mellem boligforeninger og det øvrige civilsamfund om beboernes deltagelse i lokale aktiviteter.
”Livsarenaen om hjem og bolig tager i meget høj grad udgangspunkt i den almene boligsektor,” siger Rikke Lønne.
”Vi ved at ensomheden i almene boligområder er større, end det er tilfældet i andre boligtyper. Det er naturligt. Vi huser mange enlige, unge og ældre. Og vi huser mennesker i netop de faser i livet, hvor man er allermest udsat for at opleve ensomhed. Det gælder, når man flytter hjemmefra, oplever skilsmisse eller sygdom eller eksempelvis har været på flugt med mere. Faser i livet, hvor der kan være nedsat overskud til at søge sociale relationer,” fortsætter hun.
Om ensomhed
Særligt blandt unge er der en markant
stigning, som betyder, at hver 5. ung mellem
16 og 24 år oplever ensomhed. Hos børn
mellem 11 og 15 år føler knapt hver 10. barn,
at det ofte eller meget ofte føler sig ensom
Derfor koster ensomhed over syv milliarder
Ifølge Sundhedsstyrelsen fører ensomhed
hvert år til:
- 449.000 ekstra lægekontakter
- 17.000 ekstra somatiske og 8.900 ekstra
psykiatriske indlæggelser
- 105.000 ekstra somatiske og 193.000 eks[1]tra psykiatriske ambulante hospitalsbesøg
- 370 ekstra dødsfald
- 4.300 tabte leveår blandt mænd og 2.800
tabte leveår blandt kvinder
- 579.000 ekstra dage med langvarigt
sygefravær
- 232 ekstra ny-tilkendte førtidspensioner
Anbefalingerne
I handlingsplanen er der da også en lang række anbefalinger, der er direkte rettet mod den almene boligsektor. Eksempelvis fortsat udvikling af de boligsociale aktiviteter, større inddragelse af ejendomsfunktionærerne, renovering af vores boliger, så de er egnet til hele livet, så man ikke er nødt til at forlade sit lokalmiljø, når man bliver ældre, eller får et handicap. Den almene sektor anbefales også at forsætte udviklingen af gode rammer for at huse tidligere hjemløse (housing first). Tilsvarende anbefales kommunerne at udvikle deres bostøtte til de hjemløse.
”Der er rigtig mange anbefalinger. Og de indeholder kvalitet, fordi de er udviklet i et samarbejde mellem mange aktører, der har forskellige opgaver, erfaringer og indgange,” siger Rikke Lønne.
Handlingsplanen mod ensomhed indeholder i alt 75 anbefalinger, der forhåbentlig vil føre til strategiens målsætning.
Den hidtil støt stigende kurve for ensomhed skal i 2030 være knækket. Og i 2035 skal ensomheden for befolkningen over 16 år falde til under niveauet i 2017. Det vil sige under otte procent.
Skal holdes til ilden
Engagementet var stort blandt de fremmødte politikere og repræsentanter fra aktørerne, da strategier og anbefalinger blev fremlagt i går på Christiansborg - så stort, at der helt uprovokeret kom denne sjældne opfordring fra en af politikerdebattens deltagere:
”Hvordan holder I os så op på det her. Jo! Kontakt os, inviter os ud. Specielt når man nærmer sig en valgkamp er der rigtig mange, der gerne vil inviteres ud i lokalområderne. Gør det for at holde vores fokus på ensomheden. Og så pres på, når der er finanslovsforhandlinger,” lød det fra det konservative folketingsmedlem og ensomhedsordfører, Mette Abildgaard.
En opfordring de øvrige paneldeltagere skyndte sig at bakke op om.
Læs mere om BL's engagement i det nationale partnerskab mod ensomhed og hent inspiration til, hvordan vi i den almene sektor kan understøtte fællesskabe, der bekæmper ensomhed her.
De oplever ensonmheden
Risikoen for ensomhed er mere end dobbelt så høj, når man bor alene.
Blandt arbejdsløse personer oplever 23 procent ensomhed.
Knap hver fjerde person med et større fysisk handicap føler sig meget ofte eller ofte uønsket alene. For personer med et større psykisk handicap gælder det 40 procent
Blandt LGBT-personer føler 28 procent sig ensomme. Særligt er ensomhed udbredt blandt transpersoner, hvor 46 procent føler sig ensomme.
Læs senere artikler
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Kontanthjælpsreformen er vedtagetRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Kontanthjælpsreformen er vedtaget