17. JAN. 2023 KL. 10:00

Stor succes i Tingbjerg: ”Det var ikke sket uden et fælles mål”

Marco Damgaard Tingbjerg Skole

Marco Damgaard er skoleleder på Tingbjerg Skole, som i dag sender de fleste af eleverne videre på en ungdomsuddannelse. Foto: Scanpix/Søren Bidstrup

Langt de fleste unge på Tingbjerg Skole starter på en ungdomsuddannelse. Det skyldes et stærkt samarbejde mellem skolen og den boligsociale helhedsplan i Tingbjerg.

”Det er fuldstændig fantastisk, og det var ikke gået, hvis ikke bydelen og den boligsociale helhedsplan i Tingbjerg havde samarbejdet med os på den måde, vi gør,” kommer det fra Marco Damgaard, der er skoleleder på Tingbjerg Skole.

Han modtog i sidste uge en rapport fra Københavns Kommune, som viser, at 97 procent af hans elever i 2020/2021 var startet på en ungdomsuddannelse. Det er væsentligt højere end landsgennemsnittet, som ligger på 85,9 procent.

”For Tingbjerg som bydel er det her enormt vigtigt. Det bidrager jo til, at de unge er en del af det positive fællesskab. De har nu kompetencerne, modet og viljen til at gå ud og forme deres eget liv og bidrage positivt og aktivt til vores samfund,” fortæller den stolte skoleleder.

Tingbjerg Skole ligger i hjertet af det store boligområde Tingbjerg i udkanten af København. Da Marco Damgaard blev ansat som skoleleder for seks år siden, var skolen hermetisk lukket bag et gitter efter klokken 15, fordi områdets unge lavede meget ballade. De gad heller ikke at gå i skole, og det betød, at kun 62,8 procent i 2016/2017 fortsatte på en ungdomsuddannelse, efter de var gået ud af 9. klasse.

”Nu har vi vendt det hele på hovedet. Revet lågerne ned og åbnet op for, at alle kan bruge vores skolegårde hele døgnet. Sammen med den boligsociale helhedsplan, kulturhuset og foreningslivet er vi blevet en rigtig god platform for at være et kulturelt og dannelsesmæssigt centrum for bydelen,” fortæller Marco Damgaard.

Størstedelen af skolens 600 elever bor i det udsatte boligområde Tingbjerg, som i december 2022 rev sig løs af regeringens liste over omdannelsesområder. Blandt andet på grund af de mange boligsociale indsatser og aktiviteter, som har været rettet mod områdets børn og unge.

”80 procent af skolens børn er tosprogede, så vi gør meget ud af at styrke de mindre børn sprogligt, så de er klar til indskolingen. Vi tilbyder også familiekurser til forældrene, så de er klædt på til at støtte deres børn med lektierne og det at gå i skole,” fortæller Gert Korvig, der er leder af den boligsociale helhedsplan i Tingbjerg.

Gert Korvig er imponeret over den positive udvikling, Tingbjerg Skole har været igennem:

”Marco er som skoleleder enorm dygtig til at sætte retning for skolens ansatte og elever. Han forstår at stille realistiske krav til børnene, som de kan se sig selv i. Og så er hans udgangspunkt, at han tror på, at de kan, og de vil. Og det er med det afsæt, at vi har kunnet bidrage med kommunikation og indsatser, som taler skolen op, så eleverne og forældrene bliver fastholdt.”

OM HELHEDSPLANEN I TINGBJERG

Helhedsplan start/slut: 2020-24

Boligorganisationer: fsb (administrerende) og Samvirkende Boligselskaber v. KAB (deltagende)

Kommune: København

Samlet antal boliger: 2.367

Samlet antal beboere: 5.775

 

Typer af indsatser (ifm. skolegang):


  • Aktiviteter med fokus på sprogstimulering hos små børn
  • Forløb/aktiviteter for skoleelever med fokus på boglige skolekompetencer
  • Familiekurser/forældre og læring ift. skolebørn
  • Uddannelsesvejledning og studiestøtte for unge
  • Støtte/vejledning for voksne mhp. uddannelse & beskæftigelse
  • Fritidsjobindsats
  • Fritidsaktiviteter for børn og unge i boligområdet

Kilde: LBF

80 procent af skolens børn er tosprogede, så vi gør meget ud af at styrke de mindre børn sprogligt, så de er klar til indskolingen. Vi tilbyder også familiekurser til forældrene, så de er klædt på til at støtte deres børn med lektierne og det at gå i skole.

Gert Korvig

Leder af den boligsociale helhedsplan i Tingbjerg

Lommepengejob styrker skolegangen

Den boligsociale helhedsplan i Tingbjerg har mange forløb kørende for områdets børn og unge, som taler direkte ind i skolen.

Blandt andet Læsemakker-ordningen, som løbende har seks unge ansat i lommepengejob til at læse med seks små elever på Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus, hvor der også er lektiecafe et par gange om ugen for alle området børn og unge.

”Vores lommepengejob er i høj kurs herude. Det er snart svært at finde en ung på 15 år i Tingbjerg, som ikke har haft et lommepengejob. Det, at de indgår i forpligtende fællesskaber, er med til at understøtte deres skolegang og videre færd. Det ser vi nu effekten af. Flere unge tager en uddannelse, flere kommer i job, og flere af områdets unge holder sig væk fra kriminalitet,” fortæller Gert Korvig.

Helhedsplanen og Tingbjerg Skole har også lavet en platform for skolens elever, som har svært ved at være bænket i et klasselokale hele dagen. Sammen med skolens fraværskonsulent kan de bruge boligområdets faciliteter til at lave praktiske opgaver, så de lige får et pusterum fra bøgerne. Her kan de reparere cykler i cykelværkstedet, presse saft i mosteriet, dyrke grøntsager i nyttehaverne, eller give en hånd med i byggeprojekter.

Samarbejdet skal fortsætte

Både Marco Damgaard og Gert Korvig er helt enige om, at de skal holde fast i samarbejdet.

”Vi må ikke hvile på laurbærrene. Selvom bydelen ikke længere er et omdannelsesområde, og vi har så mange børn og unge, som kommer videre i ungdomsuddannelse, så har vi stadig et stort arbejde foran os. Og mange ting, vi skal holde ved lige. Så vores tætte samarbejde med den boligsociale helhedsplan skal bare forsættes og udvikles. Og finde nye steder og hjørner, hvor det giver mening at gøre det stærkere,” siger Marco Damgaard.

Læs senere artikler

Forløsningen ved at slippe af listen

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste