17. FEB. 2023 KL. 08:00
Den almene sektor er langt foran i forhold til at skaffe lærepladser
17. FEB. 2023 KL. 08:00
I det seneste årti har almene boligorganisationer i samarbejde med byggeriets parter arbejdet for at hjælpe unge med at få uddannelse og arbejde. En indsats der i dén grad virker. Modsat, hvad en skribent forleden udtrykte i Information.
Som direktør i de almene boligorganisationers brancheorganisation skulle jeg lige sunde mig lidt, da jeg så, at Information på side 2 i avisen torsdag den 9. februar bragte et debatindlæg fra Helga Mathiasssen, der er formand for Snedker- Tømrernes Brancheklub i København.
Konklusionen på indlægget var, at de almene boligforeninger ikke vil arbejde for krav om lærepladser, når vi bygger og renoverer. Tværtimod skulle BL – Danmarks Almene Boliger og Landsbyggefonden ”svigte”, når unge søger læreplads, var konklusionen. Jeg læste det to gange for at sikre mig, at jeg havde forstået budskabet korrekt.
Jeg skal ikke sige, om Helga Mathiassen udtrykker sig mod eller med bedre vidende, og jeg ved egentlig heller ikke, hvad der er værst. Men hendes påstande er i hvert fald ikke i overensstemmelse med virkeligheden – for nu ikke at benytte et stærkere ordvalg. Og det ville have klædt et seriøst nyhedsmedie som Information, hvis man havde faktatjekket påstandene, før man lagde papir til dem. Det skete desværre ikke. Derfor dette indlæg.
Fakta er følgende:
- Vi følger altid loven – herunder EU-lovgivningen - ved at bruge begrebet personer under oplæring i stedet for lærlinge. Hver eneste år optæller vi andelen af disse personer på vore byggesager – både nybyggeri og renoveringer. Det har vi gjort siden 2011. Dokumentationen viser, at vi har mellem 11 og 13 procent lærlinge på vores byggerier. Det er langt over det gennemsnit på 3,1 procent, som AE-rådet har beregnet, og som Helga Mathiassen også henviser til i hendes debatindlæg.
- Tilbage i 2011 indgik vi en partnerskabsaftale med det daværende Dansk Byggeri, og de almene boligorganisationer har som følge af den aftale lige siden arbejdet stenhårdt på at have en endog meget stor andel lærlinge. Og det er lykkedes. Målet har netop også været, at mange af de unge i de udsatte områder, som kan have vanskeligt ved at skaffe en læreplads eller på anden vis komme i gang med job eller uddannelse, får et fodfæste på arbejdsmarkedet med en lære- eller uddannelsesplads gennem boligorganisationernes indsats.
- Senest har vi endda skruet ambitionerne op til, at der skal være mindst 14 procent unge under oplæring, og Landbyggefonden følger nu uddannelsesindsatsen tættere end nogensinde på det enkelte byggeri eller renoveringssag, så vi kan blive endnu bedre til at få de unge i uddannelse.
- Derudover arbejder vi også med andre unge end præcis lærlinge. For mange boligorganisationer ønsker at bruge deres renoveringer til at skabe både uddannelsespladser og job for de almene beboere, som er langt fra arbejdsmarkedet. Dermed rækker vi også ud efter de unge, som er endnu længere fra arbejdsmarkedet eller uddannelse end dem, som er klar til en plads som lærling. Dermed hjælper vi også mange af dem, som Helga Mathiassen omtaler som ”unge med udenlandsk klingende navne”.
Helga Mathiassen er oprørt over, at der indført nye regler i udbudsloven, så kravet om lærlinge i forbindelse med udbud derfor skal suppleres med personer under oplæring for at harmonere med EU-reglerne.
I Mathiassens indlæg ligger en anklagende undertone af, at den almene sektor ved at følgereglerne vil "tælle praktikanten ... ulønnede praktikker ... lidt ekstra instruktion og sidemandsoplæring" med som lærepladser. Men det er skudt helt ved siden af. Vi følger naturligvis reglerne, og vi snyder naturligvis ikke på vægtskålen. Og som anført har vi i mange år haft rigtig mange lærlinge på vore byggepladser, og det er vores ambition at gøre det endnu bedre.
For god ordens skyld skal jeg nævne, at vi har et glimrende samarbejde med både arbejdsgivere og fagbevægelse i byggeriet i forhold til disse indsatser, hvilket gør Helga Mathiassens udfald endnu mere overraskende og uforståeligt.
Læs senere artikler
14 procent lærlinge på bygge- og renoveringssager
Nyt samarbejde skal skabe flere lærlinge på de almene byggerier
Om skribenten
Seneste Artikel
Leder: Hvem er de virkelige helte?