31. AUG. 2023 KL. 09:27

Socialøkonomisk virksomhed har fået Fida og Zoulikha tilbage på arbejdsmarkedet

Systuen Fida Og Zoulikha 4 Foto Dorte Mosbæk

Foto: Dorte Mosbæk

Fida Adlouni og Zoulikha Chaoui kom i arbejde efter mange år som hjemmegående. Nu er de en del af en socioøkonomisk virksomhed, hvor de bringer nyt liv i gamle tekstiler.

Der er godt fyldt op ved symaskiner og klippeborde på første sal i ”Huset” i Lundtoftegade 23 på ydre Nørrebro.

Otte kvinder er på arbejde i dag, og lyden af tråd, der snurrer hurtigt, og sakse, der hvisler i pladevat, fylder rummet. Fida Adlouni sidder ved sin faste plads og er i gang med et stort gardin. Hendes speciale.

”Ja, vi kalder dem jo Fida-gardiner nu,” forklarer Liv Bejer Heckmann, der er chefdesigner og leder af systuen.

Er glad for sit nye job

Gardinerne, der er syet af tekstilrester indfarvet i forskellige sarte nuancer i et firkantet blokmønster, har i flere år været et bestsellerprodukt fra den socialøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden.

Virksomheden hjælper sårbare kvinder med at få tilknytning til arbejdsmarkedet, som vi tidligere har beskrevet i Fagbladet Boligen.

En af dem er Fida Adlouni. Hun syr de fleste af gardinerne og har også skarpe holdninger til designet, der er inspireret af de mange boligblokke, der omgiver sy- og designværkstedet.

Fida blev i 2020 sendt i et praktikforløb hos I Tråd Med Verden af Jobcentret, fordi hun trængte til at komme uden for hjemmets fire vægge efter at have været hjemmegående med seks sønner i næsten 25 år.

”Jeg arbejdede på en fabrik som syerske i Libanon i 11 år – helt fra jeg var 12 år. Så blev jeg gift og kom til Danmark for at bo og arbejdede ikke i mange år,” fortæller 53-årige Fida, der får hjælp til oversættelse fra kollegaen Zoulikha Chaoui, som taler bedre dansk.

Fida undskylder, at hun ikke har lært dansk, og Liv Bejer Heckmann tilføjer:

”Det er jo derfor, vi kalder håndarbejdet for ”det tredje sprog”. For jeg tænker virkelig ikke over, at vi ikke taler samme sprog.”

”Min mand er syg, der var mange problemer med børnene, og jeg var deprimeret, så jeg ville gerne væk hjemmefra nogle timer,” siger Fida Adlouni, som efter et års praktik fik tilkendt et fleksjob og blev ansat hos I Tråd Med Verden 12 timer om ugen.

”Jeg er så glad for det. Det er dejligt at arbejde her," siger hun og smiler lidt genert.

For familien har det betydet en stor økonomisk forskel, at Fida Adlouni er gået fra mange år på kontanthjælp til et fleksjob.

”Mine sønner sagde til mig, at jeg ikke skulle være på kontanthjælp, når de alle sammen har et arbejde,” siger hun og remser op, hvor de seks voksne sønner arbejder.

Fida Adlouni er en af mange succeshistorier hos I Tråd Med Verden. Hun fik hurtigt tilknytning til arbejdspladsen og kan nu tjene sig selv hjem.

Er glad for at være tilbage i job

Kollegaen Zoulikha Chaoui kom til Danmark fra Marokko for 26 år siden, fordi hun blev gift med en mand, der allerede var i Danmark. De flyttede kort tid efter til boligområdet Lundtoftegade på Nørrebro.

”Jeg kom her til Lundtoftegade, da jeg var gravid med min søn, og vi har boet her siden,” fortæller Zoulikha Chaoui, som i mange år var hjemmegående og passede deres fire sønner, indtil de blev store. Herefter begyndte hun at gå i skole og blev sendt i forskellige praktikker.

Zoulikha var ansat i fleksjob gennem 13 år som syerske på en anden systue med en lignende socialøkonomisk profil, indtil den gik konkurs, og hun måtte finde noget nyt.

Liv Bejer Heckmann fortæller, Zoulikha er en dygtig syerske og laver både puder, små og store tasker, men også er meget dygtig til broderi, hvilket er et særligt fokusområde for I Tråd Med Verden, fordi kvinderne ofte kan lære at brodere og få nerverne i ro, før de måske er klar til at sy de større ting.

”I skolen i Marokko lærte jeg at sy kjoler med både perler og broderi,” fortæller Zoulikha Chaoui.

Det var faktisk en medarbejder i helhedsplanen i Lundtoftegade, der fik Zoulikha overtalt til at stikke hovedet ind på første sal hos I Tråd Med Verden, hvor hun har været cirka to et halvt år nu. 

”Jeg er meget glad for at være her og sy, for jeg kan ikke holde til at arbejde med rengøring eller i et køkken. Jeg er her kun seks timer om ugen, for jeg har slidgigt i knæene og kan ikke gå ret langt eller holde til et arbejde, hvor man skal stå op,” siger hun.

Læs senere artikler

”Vi ser potentialet i både mennesker og kasserede tekstiler”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2894 )

0

Læseliste