15. AUG. 2023 KL. 12:58
Almene boligorganisationer var klar til våd sommer
15. AUG. 2023 KL. 12:58
Det betaler sig at investere i forebyggelse. Det skåner beboere for gener, giver mindre arbejde til boligorganisationen og sikrer en billigere forsikringspræmie.
Sommervejret i år har været noget ud over det sædvanlige. Først to måneder med sol, sol, sol og tørke. Sidst i juni begyndte det endelig at regne i rekordstore mængder.
Ifølge Mikael Scharling, der er klimatolog ved Danmarks Metrologiske Institut (DMI), falder der i gennemsnit 212 millimeter regn i juni, juli og august til sammen. Da vi på redaktionen den 11. august forhørte os hos DMI, var der siden den 26. juni faldet langt mere end det.
I fem kommuner var der på lidt over halvanden måned faldet over 250 millimeter vand. Oveni har Danmark for årstiden været ramt af usædvanlig hård vind med vindstød på op til 31,7 meter i sekundet.
Underdimensionerede kloaker
”Det kraftigste skybrud, vi har registreret i år, var et såkaldt dobbelt skybrud med 34,2 millimeter nedbør på 30 minutter. Det faldt i Nordfyns kommune,” oplyser Michael Scharling.
En af boligorganisationerne med flest boliger i Nordfyns kommune er Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB).
”Vores ejendomme har som sådan ikke lækket. I Otterup havde vi dog en afdeling, hvor kloakvandet på grund af skybruddet kom til at stå så højt, at det trængte ind i kældrene på nogle fritstående et-familieshuse. Det er ikke en bagatel, da det er alvorligt for de familier, det går udover. Kloakvand er inficeret og skal behandles med alvor og omtanke,” siger Betina Gagsch, der er driftschef hos FAB.
”Det er det blevet. Derudover har vi ikke noget usædvanligt at berette om,” fortsætter hun.
Ifølge driftschefen skyldes episoden, at området endnu ikke har fået adskilt bortskaffelsen af regnvand fra kloaknettet. En proces, man ellers er langt med i de fynske kommuner.
Skal ikke ske igen
En af de fem kommuner, der i perioden fik over 250 millimeter nedbør er Helsingør.
”I Vapnagård har vi fem blokke ud af 55, der har fået vand i kælderen. Det er træls for de beboere, der har opbevaringsrum i de pågældende kældere. Desværre er det sket før. Derfor havde mange beboerne placeret deres ejendele i højden. Men selvom de materielle skader er begrænsede, er det selvfølgelig ikke rart,” siger Bent Frederiksen, der er direktør for Boliggården.
”De foregående gange har vi lukket de utætheder, der førte til at det uønskede vand trængte ind. Denne gang vil vi gå i den alvorlige tænkeboks, for at finde og udvikle en alternativ vej for vandet. Det skal helst ikke ske igen,” fortsætter han.
Ellers kan der hos Boliggården i Helsingør kun berettes om en håndfuld mindre episoder med vandindtrængen gennem utætte vinduer eller lignende.
Forebygget i over 20 år
En af de boligorganisationer, gennem de seneste år har flyttet meget jord for at lede vand bort fra ejendomme, der ellers kunne være udsat, er KAB, der administrerer over 50.000 boliger – primært i hovedstadsområdet. Og det har lønnet sig.
”Vi har ikke haft alvorlige vandskader i sommer. Vi har på grund af blæsten oplevet væltede træer. Men det er ikke gået ud over vores ejendomme,” oplyser Lone Skriver, der er vicedirektør i KAB.
”Siden 1999, hvor vi havde en alvorlig 100-års hændelse med omfattende storm- og vandskader, har vi hver gang, vi har renoveret og nybygget, gjort vores bedste for at tænke forebyggelse af lignende skader ind i projekterne. Herudover har den lokale drift fokus på at sikre ejendommene, så vi undgår skader,” fortsætter hun.
Forebyggelsesprojekter der flere steder endda omfatter etablering af søer til opsamling af store mængder nedbør.
”Vi gør det, fordi vi blev forskrækket i 1999, men også fordi forsikringsselskaberne naturligvis kigger os over skulderen. Har vi mange skader, stiger præmien. En investering i forebyggelse kan på mere end en måde holde huslejen nede,” forklarer hun.
Læs senere artikler
Beboere og kommune stemmer sammen klimatilpasning hjem
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
EU-Domstolen har indledt retssag mod den danske statRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
EU-Domstolen har indledt retssag mod den danske stat