31. OKT. 2022 KL. 08:50
Servicehus gør indflytning lettere i Ringsted
31. OKT. 2022 KL. 08:50
Ventetiden var lang, da mere end 500 nøgler blev udleveret til Dampmøllen, der består af 69 nye lejemål. Trods travlhed tog medarbejderne imod de nye beboere med store smil og chokolade.
Solens stråler lægger sig over det lyse laminatgulv, da 30-årige Josefine Jensen træder ind på gulvet for første gang midt i oktober.
”Det er dejligt, at boligen er spritny, og jeg er helt vild med gulvet – både fordi det er flot og på grund af gulvvarmen,” siger hun.
Den treværelses lejlighed har ingen radiatorer. Til gengæld er der gulvvarme i alle rum, fortæller ejendomsfunktionær Lasse Sørensen, da han går i gang med at vise rundt i lejligheden.
”Jeg kommer fra en gammel lejelejlighed, der var dårligt varmeisoleret og dårligt lydisoleret,” siger Josefine Jensen, der får hjælp af sin mor til at flytte ind i boligafdelingen Dampmøllen i Ringsted. Hendes to-årige datter er i vuggestue, og de voksne skal have styr på flyttekasserne, inden de små fødder træder ind i det nye hjem i boligafdelingen, der er en del af MNV Bolig i Midtsjælland.
Artiklen fortsætter under billederne.
Ny boligafdeling i Ringsted
Dampmøllen består af 69 familieboliger, der har to til fire rum og koster mellem 5.930 kroner og 9.908 kroner, inklusive aconto vand og varme. Boligafdelingen er nybygget og har fået sit navn efter en nedlagt dampmølle, der blev revet ned, da byggeriet gik i gang. Med sine røde mursten og spring i facaden sender byggeriet en hilsen til møllen.
Dampmøllen er en del af boligorganisationen MVN Bolig, der driver 1.600 boliger fordelt på 14 afdelinger i Holbæk, Frederikssund, Kalundborg, Lejre og Ringsted.
Køen er lang foran servicehuset, og kulden bider i kinderne. Men ventetiden er uundgåelig, lyder det fra servicemedarbejder Nicholas Chidekel. Foto: Katrine Nadia Jørgensen
Mor hjælper med indflytningen, fortæller 30-årige Josefine Jensen, der kommer fra en bolig, der er dårligt lyd- og varmeisoleret. Foto: Katrine Nadia Jørgensen
Alle lejemål har gulvvarme i stedet for radiatorer. Ejendomsfunktionærerne viser, hvordan beboerne indstiller varmen. Foto: Katrine Nadia Jørgensen
"Jeg håber at få motiveret nogle af de nye beboere til at deltage i beboerdemokratiet," fortæller servicemedarbejder Nicholas Chidekel, der tager imod beboerne i servicehuset. Foto: Katrine Nadia Jørgensen
Nye nøgler kræver ventetid
Josefine Jensen kommer fra en lejlighed, der ligger blot 500 meter herfra, og det har ikke været muligt at se boligen inden indflytning. Men dørene stod åbne i en enkelt opgang, da der var åbent hus i boligafdelingen. Dengang var afdelingen stadig en byggeplads, og af hensyn til forsikringen var det ikke forsvarligt at åbne op for flere boliger inden indflytning. Det er blot en af mange ting, der er anderledes, når indflytningen foregår i et nybyggeri.
Også udlevering af nøgler foregår på en anden måde end normalt. En stuelejlighed i boligafdelingen er midlertidigt lavet om til et servicehus. Her kan nye beboere hente deres nøgle i løbet af indflytningsdagen. Normalt får nye beboere hos MNV Bolig en fast tid. Men nu skal de blot dukke op mellem klokken 8:30 og 15:30.
”Vi vil gerne give beboerne den frihed, at de kan komme, når de vil. Hvis vi havde givet dem faste tider, ville der sikkert opstå ventetid, og beboerne ville blive frustrerede. Men vi har gjort dem klart, at der også på denne måde kan være ventetid,” siger servicekoordinator Nicholas Chidekel, der skal give mere end 500 nøgler og nøglebrikker til de nye beboere.
Artiklen fortsætter under citatet.
Servicehus skal give lyst til beboerdemokrati
Klokken har slået elleve, og køen af forventningsfulde beboere strækker sig allerede hele vejen fra servicehuset og ned til den modsatte ende af den store parkeringsplads. Undervejs snor køen sig omkring et par flyttebiler. En pige tegner med kridt og hinker frem og tilbage. Et par voksne taler om, at de har ventet i 2,5 time allerede. Efterårsvinden bider i kinderne, men for de fleste overskygger forventningens glæde ventetiden, lyder det fra køen. Og servicekoordinator Nicholas Chidekel holder fast i, at det var godt at sløjfe de individuelle tider.
”Mange ville have haft brug for at rykke tiden alligevel. Og det ville have været dyrt og have kostet mange ressourcer,” siger han, og i samme øjeblik kommer en ledig ejendomsfunktionær til syne i døren ind til servicehuset. Og de forreste frysende beboere kan komme ind for at få nøgler, velkomstmateriale, en æske chokolade – og et stort smil.
I alt hjælper fire ejendomsfunktionærer til med at få beboerne på plads, og i velkomstmaterialet er der blandt andet en midlertidig husorden. Den gælder, indtil der bliver besluttet en ny på det første afdelingsmøde.
På samme møde bliver den nye afdelingsbestyrelse nedsat, og Nicholas Chidekel håber, at han sammen med sine kollegaer kan være med til at inspirere beboerne til at være en del af beboerdemokratiet. Det kommer især til at foregå fra servicehuset, der bliver i afdelingen de to første uger efter indflytning. Derefter har kommunen råderet over boligen, og beboerne kan i stedet kontakte servicekontoret i Jægerspris, der ligger en lille time væk fra Ringsted.
”Du kan altid lave en skabelon over et nybyggeri, men du ved ikke, hvordan det bliver, før du er flyttet ind. Med servicehuset vil vi vise, at vi satser på beboerne. Alt handler om besparelse i Danmark lige nu, og god service virker mindre vigtigt i samfundet,” siger han.
Krisebevidsthed hos beboerne
Siden beboerne skrev sig op til boligerne i august måned, har krisebevidstheden luret under de spørgsmål, der er kommet til ejendomsfunktionærerne hos MNV Bolig. Og det gør den også i dag.
Det er spørgsmål om, hvor vand og varme kommer fra, og om man selv kan tilmelde sig det elselskab, der giver den billigste strøm. Beboerne er bundet til samme forsyningsselskab for vand og varme. Til gengæld kan de selv vælge elselskab og internetudbyder, lyder svaret.
Tilbage i lejligheden hos Josefine Jensen har hun brug for at vide, hvordan hun får pudset de store vinduer, og om hun kan sætte rullegardiner op, uden at det bliver set som misligholdelse og koster penge. Ejendomsfunktionæren svarer hurtigt på det hele, før han kaster sig ud på trapperne i løb.
Efter frokost er køen skrumpet ind, og der er mindre sved på panden hos medarbejderne hos MNV Bolig. Men allerede i november måned skal de til det igen. Nybyggeriet Lundevej i Kalundborg skal indvies. Heldigvis drejer det sig kun om 18 lejemål op imod Dampmøllens 69 lejemål. Og boligorganisationen har besluttet sig for at fordele tiderne til syn og nøgleudlevering.
”Det ville have været umuligt her i Dampmøllen, fordi beboerne er så mange. Men jeg håber, vi bliver bedre til at strukturere køen næste gang. Derfor deler vi beboerne op i blokke på to timer,” slutter Nicholas Chidekel.
Indflytning i nybyggeri – Sådan gør du
1. Giv beboerne fleksibilitet
Lad beboerne komme, når de vil. Har I at gøre med et stort byggeri, giver det mening at køre uden faste tider for nøgleudlevering. Sådan sparer I også penge og ressourcer. Har I et mindre byggeri, kan det give mening med to-timers intervaller.
2. Få kontakt inden indflytning
Sørg for en god kontakt til beboerne, inden de flytter ind. Forbered dem grundigt på, hvordan indflytningen bliver. Fortæl dem, om de skal forvente ventetid ved nøgleudleveringen.
3. Få et servicehus
Opret et servicehus i boligafdelingen, hvis I har mulighed for det. Den tætte kontakt til beboerne er vigtig. Der vil ofte være problemer med nybyggeri, da det er uprøvede boliger, og eventuelle fejl bliver først opdaget, når beboerne flytter ind.
Nicholas Chidekel, servicemedarbejder i MNV Bolig
Om skribenten
Seneste Artikel
En almen grundlovsbevægelse er fødtMest læste
Se alle artikler (3007)0