28. NOV. 2022 KL. 12:00

KAB: ”Pas nu på jer selv og på boligen”

Foto Holger Anderson Jens Elmelund KAB 01812

Jens Elmelund, adm. direktør i KAB, håber ikke, at energikrise og inflation sætter gang i kreative løsninger, når det kommer til opvarmning af boligerne.

I KAB-fællesskabet er de opmærksomme på, om der er beboere, som bliver lidt for kreative med at opvarme deres bolig, når kulden for alvor rammer os. For det kan føre til skader på ejendommen, som lejerne i sidste ende hænger på.

Må man flytte grillen ind i stuen, tænde op for biopejsen, mens man sover, eller fyre op i en gammel gasovn for at spare penge på varmen, når det bliver rigtig koldt?

”NEJ,” er det helt korte svar fra Jens Elmelund, administrerende direktør i KAB. I KAB-fællesskabet administrerer de 65.000 boliger med 120.000 beboere, som nok alle gør sig tanker om, hvordan de kan spare penge i en vinter, hvor både energikrisen og inflationen hærger.

”Vi er helt med på, at mange af vores beboere er nødt til at vende og dreje hver en øre i denne krisetid. Men de må for alt i verden ikke slukke radiatorerne og eksperimentere med alternative måder at varme deres bolig op på. For det kan få alvorlige konsekvenser, både for dem selv og for ejendommen. Og det kan blive dyrt for lejeren, hvis vi skal til at udbedre skader på boligen,” siger han.

I værste tilfælde kan følgerne af alternative varmekilder være alt fra brandulykker til giftige gasser, som kan være livstruende for beboeren, men også medføre skader på ejendommen.

”Vi har ikke en forventning om, at det skulle gå så galt. Men der kunne godt være nogle, som lader værelser være uopvarmede eller ikke lufter ordentligt ud på grund af vinterkulden. Og så risikerer de at få skimmelsvamp, som er meget usundt for helbredet,” fortæller Jens Elmelund.

Derfor skal man følge Energistyrelsens anbefalinger om at varme sin bolig op til minimum 18 grader. Og lige så vigtigt er det at få luftet ud flere gange om dagen – uanset temperaturen udenfor. For hober der sig stillestående luft op, fyldt med fugt fra madlavning, vådt vasketøj og stearinlys, kan det en dag ende som mørke skimmelpletter på tapet, i vindueskarme og skabe – og dårligt indeklima.

I KAB-fællesskabet er medarbejderne i driften og administrationen altid opmærksomme på, om der er beboere, som ændrer adfærd, så de kan gribe ind, inden beboeren gør skade på sig selv eller boligen. Og i år har boligafdelingerne også skruet op for information til beboerne om, hvordan de bedst holder deres bolig sund at leve i. Blandt andet via deres digitale kanaler og plakater i opgange.  

”Vi må jo tage det, som det kommer. Men vi forventer ikke, at der kommer en ekstraordinær stigning i skader i boligerne i år. Langt de fleste har fuld forståelse for, at de skal passe på deres bolig. For misligholder en beboer sin bolig, så risikerer de også at hænge på regningen for at rette op på skaden,” forklarer Jens Elmelund.

I yderste konsekvens kan misligholdelse føre til, at beboeren bliver sat ud af sin bolig. Men første skridt vil altid være at have en dialog med beboeren, så skaden bliver standset. Dernæst kommer der en vurdering af, hvem der skal betale for at udbedre skaden. Om den hviler på afdelingen eller beboeren.

”Det er hovedlogikken i de almene bestemmelser. Men jeg er sikker på, at det kun er få, som vi vil få problemer med,” afslutter Jens Elmelund.


UNDGÅ SKIMMELSVAMP

For at undgå skimmelsvamp i boligen, kan du følge disse 10 råd: 

HOLD BOLIGEN TØR
Sørg for at holde boligen tør. Så kan du i de fleste tilfælde undgå skimmelsvamp.

LUFT UD
Sørg for at lufte godt ud – lav gennemtræk i boligen 5-10 minutter flere gange dagligt. Du skal være ekstra omhyggelig med udluftningen på badeværelset og i køkkenet, når du har været i bad eller laver mad.

BRUG EMHÆTTE
Sørg altid for at bruge emhætten, når du laver mad. Tjek, at udsugning og aftræk virker, som det skal.

TØR TØJ UDENFOR
Hæng tøj til tørre udenfor eller brug en tørretumbler med kondens-virkning eller aftræk til det fri.

HOLD EN JÆVN TEMPERATUR
Hold den samme temperatur i alle rum i hjemmet. Temperaturen må ikke være lavere end 18 grader.

TJEK AFTRÆK OG VENTILER
Hold friskluftsventiler i vinduesrammer og vægge åbne og se, om aftrækskanaler og udsugningsventiler fungerer og er rene. Kontakt ejendomskontoret eller din boligorganisation, hvis du er i tvivl.

GØR RENT
Skimmelsvampe kan gro i støv, hvis der er tilstrækkelig fugt, og ophobet støv kan indeholde svampesporer og andre svampedele, der kan genere allergikere. Jævnlig støvsugning fjerner svampedele og grobunden for nye svampe.

PAS PÅ DE KOLDE YDERVÆGGE
Hvis boligen er ældre eller dårligt isoleret, vil man ofte opleve, at ydervæggene er betydeligt koldere end de indre vægge. I disse tilfælde er det vigtigt ikke at placere møbler med fast bagside op ad væggen. Vi anbefaler min. 10 cm. mellem væg og møbel for at sikre luftcirkulation og undgå kondens.

TØR OP
Husk at tørre vægge og gulv i baderum af med en skraber eller et håndklæde. Hæng håndklædet til tørre udendørs.

HOLD ØJE MED FUGTSKADER
Hvis der opstår vandskade, skal du sørge for at kontakte ejendomskontoret eller din boligorganisation, så skaden kan blive udbedret hurtigst muligt.

Kilde: skimmel.dk

Læs senere artikler

Nu kan beboere udskyde el- og gasregningen

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Forslag fra S om inflationshjælp til almene beboere

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste