04. JUL. 2022 KL. 14:21
Nye regler kan dæmpe huslejestigningerne i 2023
04. JUL. 2022 KL. 14:21
Verdensøkonomien og dansk økonomi er fanget i en perfekt storm med stigende priser, især på energi, og stigende renter. Det rammer også huslejen i de almene boliger. Boligministeren vil nu arbejde for at tage toppen af huslejestigningerne til næste år.
Mange boligorganisationers budgetter viser helt usædvanligt store stigninger i huslejen til næste år på helt op til 5-7 pct. Forklaringen er de generelt stigende priser i samfundet i kølvandet på pandemien og krigen i Ukraine, som har fået energipriserne til at stige voldsomt.
Men hertil kommer også en ekstra faktor, nemlig de stigende renter i samfundet. De betyder nemlig også huslejestigninger, men de kommer af en lidt snørklet vej via de mange henlæggelser til planlagt vedligeholdelse i den almene sektor.
Henlæggelserne må nemlig efter lovgivningen kun placeres i obligationer, og når renten stiger, så falder kursen på obligationer, og det tab skal dækkes af huslejen i de enkelte boligafdelinger.
Administrerende direktør for boligforeningen AAB i København har ved udgangen af maj måned konstateret et tab på boligforeningens formue på 77,8 millioner kr., fordi renten er steget.
”Tabet på vores formue vil føre til meget store huslejestigninger i vores afdelinger på i gennemsnit 6 pct., og i en enkelt afdeling kommer tallet op på 13 pct.,” siger Christian Høgsbro, administrerende direktør for AAB.
Direktøren for AAB mener, at det er helt skævt, at boligafdelingerne skal påtvinges så store huslejestigninger, fordi der sker bevægelser i boligforeningens formue på grund af renteudsving og dermed kursudsving i de obligationer, som boligforeningen har placeret afdelingernes henlæggelser i.
”Det her drejer sig jo i høj grad om regler for bogføring, nemlig at vi skal indregne kurstab eller kursgevinster, uanset om vi rent faktisk realiserer de tab ved at sælges obligationerne. Disse regler bør laves om, så beboerne ikke påføres unødige huslejestigninger og særligt i en situation som den nuværende, hvor priserne generelt stiger og presser familiernes økonomi.”
Regler om den almene sektors kapitalforvaltning
Boligorganisationen skal i dag ifølge driftsbekendtgørelsen forvalte boligorganisationens og afdelingernes midler bedst muligt under hensyntagen til størst mulig sikkerhed og bedst mulig forrentning.
Typerne af aktiver er afgrænset i bekendtgørelsen, hvor det fremgår, at midlerne kun kan anbringes på bankkonti eller i obligationer. Med de nye regler åbnes for, at en andel af midlerne kan placeres i aktier via indeksfonde, investeringsforeninger og porteføljeforvaltere under særlige forudsætninger.
Boligministeren vil ændre reglerne
BL har gennem en længere periode haft dialog med Indenrigs- og Boligministeriet om de store udfordringer med huslejestigninger, som de stigende renter giver på grund af særlige regler i den almene sektor om henlæggelsernes finansielle placering og bogføring.
Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen tager problemstillingen meget alvorligt og ønsker at ændre reglerne på flere punkter.
”Jeg vil ændre reglerne, så de almene boligorganisationer ikke er tvunget til at anbringe alle beboernes henlæggelser i obligationer med den risiko for store kurstab, som vi ser nu. Fremover vil der også være mulighed for, at boligorganisationerne kan placere op til 30 pct. af henlæggelserne i aktier gennem investeringsforeninger, så der kan sikres en god risikospredning,” siger Christian Rabjerg Madsen.
Indenrigs- og boligministeren påpeger, at muligheden for at placere nogle af midlerne i aktier ikke løser den akutte krise, men det kan give en større robusthed på længere sigt og lidt mere afkast til beboerne.
Samtidig understreger han, at placering i aktier ikke må give unødige risici, og derfor vil der i reglerne blive sat den nævnte grænse på maksimalt 30 pct. Investeringen skal desuden ske gennem godkendte investeringsforeninger og indeksfonde og i europæiske valutaer, med en vis spredning over flere forskellige aktier. Endvidere vil Landsbyggefonden få en rolle i den nye model.
BL glæder sig over udmeldingen fra ministeren
I BL glæder administrerende direktør Bent Madsen sig både over, at ministeren vil sikre bredere rammer for placering af henlæggelserne og håber også, at der i løbet af 2022 kan komme justeringer af reglerne for bogføringen af kurstab. Det kan allerede fra 2023 måske skære et par procent af de huslejestigninger, som vi nu ser ind i.
”Det har virkelig stor betydning, at vores minister nu tager initiativ til at ændre på reglerne for den finansielle håndtering af henlæggelserne. Det kan give større robusthed langsigtet, og hvis der følges op med justering af regler for bogføringen, så kan det allerede fra 2023 mærkes særligt for de mange familier med en smal økonomi,” konstaterer Bent Madsen og håber, at de konkrete ændringer af reglerne kommer hurtigt og i hvert tilfælde inden årsskiftet, da de ellers ikke vil få betydning for huslejen i 2023.
Om skribenten
Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.
Seneste Artikel
Morten Pape undersøger sin historie i ny roman: ”Min families forfald var ikke Urbanplanens skyld”Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.
Seneste Artikel
Morten Pape undersøger sin historie i ny roman: ”Min families forfald var ikke Urbanplanens skyld”Mest læste
Se alle artikler (2983)0