15. SEP. 2021 KL. 14:40

Odenses borgmester: ”Ny aftale skal sikre blandede boligområder over hele byen”

Erling Og Politikerne

Foto: Regnar M. Nielsen / Fra venstre: Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (Soc.dem.), formand for BL's 3. kreds, Erling Nielsen, og rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Brian Dybro (SF)

Aftale mellem Odense Kommune og byens almene boligorganisationer om fremtidens udlejning skal sikre alle borgere i byen adgang til en bolig, de kan betale. Også de hjemløse.

Efterårssolen skinnede ned over det spritnye Carl Nielsen-kvarter i Odense, da Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (Soc.dem.), og formændene for byens seks almene boligorganisationer den 14. september var samlet på Hotel Odeon for at underskrive en fire-årig rammeaftale for den almene udlejning i Odense.

”Udover at aftalen er stærk, vil den sikre, at vi generelt rundt omkring i byen får en mere blandet beboersammensætning. Den vil forebygge, at vi kommer i klammeri med ghettolister og lignende,” sagde Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel.

”Aftalen indeholder en mekanisme, der sikrer, at vi i fællesskab sørger for, at byens boligområder bliver mere blandede. At vi kan forebygge, at balancerne i boligområderne tipper. Undgår vi det, har vi gode boligområder, hvor beboerne er glade, og problemerne så små, at vi kan håndtere dem,” fortsatte han.

Boliggarantien

Og borgmesteren blev bakket op af rådhus-kollegaen Brian Dybro (SF), der er rådmand for byens Beskæftigelses- og Socialforvaltning.

”Jeg er superglad for aftalen, som har været længe undervejs, og som bygger på det konstruktive samarbejde, vi mellem kommune og boligorganisationer har haft i flere år. Den handler om at skaffe blandede boligområder i hele byen. Vi skal arbejde på, at alle byens områder bliver blandede – ikke kun for de udsatte,” sagde SF-rådmanden.

”Jeg er især stolt af den boliggaranti, vi i forhold til de hjemløse lavede for et par år siden. Det vidner om det sociale engagement, de almene boligforeninger har i Odense. Det er dejligt at opleve – det varmer,” sagde han.

Også de almene boligorganisationer tog positivt imod aftalen.

”Det, der står skarpest for mig, er, at alle boligorganisationer er med. Det er ikke altid, vi kan blive enige om tingene. Men her er vi alle med,” sagde Erling Nielsen, der er formand for BL’s 3. kreds, som dækker Fyn.

"Jeg vil da også gerne udtrykke en meget stor tak til kredskonsulent, Annesophie Hansen, fra BL – Danmarks Almene Boliger, som har støttet os igennem hele denne forhandlingsproces,” fortsatte han.

På godt og ondt

Også formanden for Odenses største boligorganisation, Civica, var glad for aftalen.

”Aftalen vil sikre, at der ikke opstår nye ghettoer, og at vi kan få blandede boligområder," sagde Søren Damgaard, der er nyvalgt formand for Civica.

 

Om aftalen

Den indgåede aftale gælder for perioden 2021–2024.

Den er indgået mellem Odense Kommune og boligorganisationerne Civica, Fyns Almennyttige Boligselskab, Odense Boligselskab, Kristiansdal, Kollegieboligselskabet, Andelsboligforeningen Samvirke, Arbejdernes Boligforening og Pårup Boligforening.

Aftalen skal arbejde Odense hen mod følgende målsætninger:

  • At sikre en varieret og socialt bæredygtig beboersammensætning i de almene boligområder ved at anvende særlige udlejningskriterier til ansøgere på boligorganisationernes ventelister.
  • At sikre optimal udnyttelse af den kommunale anvisningsret, så borgere med et akut boligsocialt behov kan få et tilbud om bolig inden for rimelig tid, samt at kommunen kan understøtte en økonomisk og socialt balanceret udvikling i de almene boligområder.
  • At der fortsat er boliger til rådighed for andre boligsøgende på boligorganisationernes ventelister.
  • At der er økonomisk overkommelige boliger, så alle har råd til egen bolig og kan være en del af fællesskabet, samt at den sociale opsplitning modvirkes.

Læs senere artikler

Fik du

læst disse?

Foto Holger Anderson Kraner Høje udgifter for nybyggeri rammer planen om flere almene boliger
Seminar Forebyggelsesområder Forebyggelsesområder betyder nye kriterier og regler
BL Tingbjerg 111018 004 Ekstra varmeregning lander hos lavtlønnede i København
Dansk Landskabspris 21 04 0 Remiseparken ved Urbanplanen vinder Dansk Landskabspris 2021
DSC05677 AlmenNet sætter kurs mod markant ny strategi
Se alle artikler ( 2249 )

0

Læseliste