26. OKT. 2021 KL. 11:02

Samarbejde skal løfte hjemløse-planen til succes

20211025 134220 L 68Mb

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) præsenterede regeringens hjemløseudspil på et pressemøde i København mandag den 25. oktober 2021. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Regeringen vil have alle kommuner til at praktisere Housing First.

Cirka 30 journalister, kamerafolk, gæster og lige så mange beboere samlede sig mandag klokken 13.00 i herberget ”Kollegiet’s” fælleslokale. De ventede på, at social- og ældre-minister, Astrid Krag, skulle fremlægge regeringens hjemløseudspil.

Penge gør det ikke alene

Regeringens mål er, at langtidshjemløsheden skal afskaffes. Men der er enighed om, at penge ikke gør det alene. Uden et tættere samarbejde på mange planer vil det ikke lykkes.

”I mange af de kommuner, hvor indsatsen mod hjemløshed er lykkes, er der indgået såkaldte strategiske samarbejdsaftaler mellem kommuner og boligselskaber,” sagde social- og ældreminister Astrid Krag.

Samarbejdet, ministeren hentyder til og fremhævede, er etableret i ti af landets 98 kommuner – herunder de tre største. Aftalerne omfatter blandt andet målrettet anvisning af billige boliger til de svageste grupper. I Odense Kommune har man ved hjælp af den lokale aftale med de almene boligselskaber blandt andet i flere år været i stand til at realisere ”Housing First”.

”Det partnerskab, der skal nedsættes for at følge det her tæt, skal bestå af stat, kommuner, civilsamfundsorganisationerne og boligorganisationerne,” lovede Astrid Krag.


Download regeringens hjemløseudspil:
Alle skal have et hjem - en ny vej ud af hjemløshed

BL hilser samarbejdet velkommen

I BL – Danmarks Almene Boliger modtages regeringens ønske om et tættere samarbejde positivt.

”Et stærkt samarbejde mellem kommune og boligorganisation er et kerneelement i kampen mod hjemløshed, og vi ved det virker. Bl.a. fra Odense, hvor man i flere år gennem samarbejdet har været i stand til at praktisere strategien housing First, siger BL’s viceadministrerende direktør, Solveig Råberg Tingey.

Ifølge udspillet er det netop regeringens ambition at Housing First skal praktiseres i alle landets kommuner.

”Tag over hovedet er helt afgørende første skridt, hvis vi skal komme hjemløshed til livs, men der skal følges op med den rette sociale støtte fra kommunernes side,” siger Solveig Råberg Tingey.

Samtidig hæfter hun sig ved, at det i udspillet foreslås, at kommunerne skal udnytte anvisningsretten til almene boliger med en husleje under 3.500 kr. om måneden

”I mange kommuner er der indgået strategiske anvisnings- og udlejningsaftaler, som er med til at sikre, at personer i risiko for hjemløshed kan få en bolig. Det er afgørende, at der også fremadrettet sikres en fleksibilitet i disse aftaler, så der ikke tilføres regler og krav, der vanskeliggør de lokale løsninger”

Bedre struktur på støtten

På pressemøde lovede social- og ældreministeren også, at støtten i forhold til de hjemløses problemer skal forbedres. Til stede på pressemødet var regeringspartiets spidskandidat i forhold til det nært forestående kommunevalg den 16. november, Sophie Hæstorp Andersen. Hun ville gerne være konkret i forhold til, hvordan støtten kan gøres bedre.

”Rigtig mange af dem, vi får i bolig, mister boligen igen, fordi de også kæmper med psykisk sårbarhed, for stor gæld, fysiske problemer og manglen på et arbejde. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Vi skal have skabt sammenhæng i indsatserne så vi ikke kun får tag over hovedet. Det kan ikke nytte noget, at beboerne skal udrede sig selv med støtte fra kontaktpersoner i flere afdelinger. Det skal gøres meget enklere for borgerne,” lød løftet fra regeringspartiets spidskandidat i Hovedstaden

Om Housing First

Housing First-tilgangen er udviklet i Finland og rettet mod hjemløse med psykisk sygdom, misbrug eller andre sociale vanskeligheder, og som foruden en boligløsning har brug for social støtte. Som det ligger i navnet fordrer Housing First at hjemløse i starten af et indsatsforløb flytter i en permanent, selvstændig bolig. Samtidig skal den hjemløse sikres en individuel og helhedsorienteret social støtte med udgangspunkt i det individuelle behov.

I Der stilles ikke krav om, at borgeren skal være boligparat for at flytte i bolig. Tværtimod anses den manglende bolig for at være en væsentlig del af borgerens ustabile livssituation. Derfor ses en stabilisering af boligsituationen som en forudsætning for en forbedring af borgerens livssituation og livskvalitet. I stedet for, at borgeren først flytter i bolig, når borgeren vurderes at være boligparat, flytter borgeren i egen bolig med det samme, med intensiv støtte.

Den individuelle sociale støtte er en forudsætning for, at borgeren kan bo i egen bolig. Den individuelle støtte består af social og praktisk bostøtte i hverdagen og støtte til at sikre en sammenhængende indsats gennem at etablere og fastholde kontakt til offentlige myndigheder, behandlingstilbud og sociale aktivitetstilbud.

Læs senere artikler

Hjemløse-udspil: Bolig- og socialpolitik knyttes tæt

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Regnar 06111
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Modstand mod parallelsamfundslovgivning

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Modstand mod parallelsamfundslovgivning

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste