29. NOV. 2021 KL. 12:48
Mr. Landsbyggefonden overdrager rorpinden til lattermild chef
29. NOV. 2021 KL. 12:48
Fra december er det Leif Tøiberg, som skal sætte kursen for Landsbyggefonden. Han tager over for Birger R. Kristensen, som har været fondens ”Grand old man” igennem mange år.
Fra den 1. december træder Birger R. Kristensen af som sekretariatschef i Landsbyggefonden. Han har siden 1997 været fondens ”Grand old man”, men giver nu stafetten videre til Leif Tøiberg, der fortsætter under titlen driftsdirektør.
”Jeg ser meget frem til mit kommende virke. Landsbyggefonden er i gang med en spændende udvikling, som jeg glæder mig til at tage fat i. Og det er dejligt, at Birger og hans hukommelse fortsat er tilknyttet os,” fortæller Leif Tøiberg.
Landsbyggefondens nye kaptajn er ikke et ukendt ansigt. For Leif Tøiberg har siden 2010 været ansat som driftsstøttechef i Center for driftsstøtte. Han har i alle årene arbejdet tæt med fondens øverste ledelse og spillet en stor rolle i den udvikling, som Birger R. Kristensen har sat på skinnerne i Landsbyggefonden.
”Birger er jo Mr. Landsbyggefonden. Han har personificeret Landsbyggefonden i mange år. Hans viden og kendskab til sektoren og systemet er helt uvurderlig, så det er store fodspor, som Leif nu skal betræde,” siger Christian Høgsbro, der er formand for Landsbyggefondens bestyrelse.
Bestyrelsesformanden er dog ikke spor bekymret. Han er helt tryg ved, at Leif Tøiberg er den rigtige mand til at føre Landsbyggefonden godt videre.
”Leif kender sektoren indgående, så vi har heldigvis allerede en god og kompetent leder i ham til at udføre det gode arbejde, som Birger har udført. Vi er utroligt glade for, at det er et velkendt ansigt, som nu flytter ind på chefkontoret – og så er vi jo også glade for, at Birger bliver lidt endnu,” siger Christian Høgsbro.
På visitkortet får Leif Tøiberg titel af driftsdirektør. I det daglige skal han lede fondens mange medarbejdere i Center for administration, Center for driftsstøtte og Center for analyse.
”Det bliver fantastisk at skulle være leder for så mange dygtige medarbejdere. For mig er medarbejdertrivsel vigtig, og jeg har fokus på, at det at gå på arbejde også er lystbetonet for medarbejderne,” fortæller fondens kommende leder.
Leif Tøiberg er blandt fondens medarbejdere især kendt for, at han har let til grin. De er aldrig i tvivl om, hvor han er i huset – det er bare at følge lyden af hans høje latter.
Birger R. Kristensen fortsætter som særlig rådgiver i Landsbyggefondens regi. Han startede sin karriere i 1984 som regnskabskonsulent i Boligselskabernes Landsbyggefond, som det hed dengang. I 1989 blev han udnævnt som kontorchef, og siden 1997 har han siddet som sekretariatschef.
Læs senere artikler
Landsbyggefondens chef stopper
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Mest læste
Se alle artikler (2995)0