19. MAR. 2021 KL. 10:24
Far på banen
19. MAR. 2021 KL. 10:24
I udsatte boligområder er det mødrene, der er de primære omsorgspersoner og de mest synlige i lokalmiljøet. Men med projekt Fædrene på Banen får far et rum til at styrke relationen til sine børn.
“At lege med sin far. Helt almindelige børnelege som fodbold eller gemmeleg. Det er guld værd, og det har vi manglet.”
Sådan lyder det fra Majid Kanan, der er familie- og beboerrådgiver ved både Amagerbro Helhedsplan og Helhedsplan Mimerskvarteret på Nørrebro.
I årevis har han haft fokus på fædre med anden etnisk baggrund, især med Fædregruppen på Amager, og senest har han været med til at stable projekt Fædrene på banen på benene. For der er brug for, at fædrene bliver en større del af deres børns liv, forklarer Majid Kanan.
“I udsatte boligområder er det ofte kvinderne, mødrene, der både er de primære omsorgspersoner og som er de mest synlige aktører i lokalmiljøet. Med Fædrene på banen skaber vi et rum, et sted, hvor fædre med anden etnisk baggrund kan styrke deres relation til deres børn,” forklarer Majid Kanan.
Fædre kan ikke lege
Det sidste års tid har Fædrene på banen været lidt i dvale på grund af corona. Også i Remiseparken i Urbanplanen, som er det sted, Majid Kanan er tilknyttet. Men under normale omstændigheder ville en gruppe fædre og deres børn typisk mødes hveranden uge på en af Remiseparkens to bemandede legepladser. Typisk ville aktiviteterne være mad over bål, samtale med de andre fædre og leg med egne og andres børn.
“Flere fædre har ikke haft tradition for at lege så meget med deres børn. De kender ikke til helt almindelige, især danske, børnelege,” siger Majid Kanan, der fortæller, at gruppen derfor har haft besøg af folk fra lokale idrætsklubber, der har haft forstand på leg.
“Vi har klatret, spillet fodbold, leget skattejagt og været spejdere for en dag. Altsammen aktiviteter der har skabt plads til glæde og grin mellem fædrene og deres børn,” siger Majid Kanan.
Fædrene på banen
Fædrene på banen er en indsats, hvor fædre og børn i udsatte boligområder har opbygget stærke fællesskaber med idræt og bevægelse som omdrejningspunkt. Far-barn fællesskaberne er skabt i samspil med lokale idrætsforeninger, boligsociale helhedsplaner og var oprindeligt et samarbejde med DGI Storkøbenhavn.
I dag eksisterer Fædrene på Banen som et samarbejde med Københavns Kommune, Legepladsen Remisen midt i Urbanplanen på Amager i København.
Fædrene på banen er et blandt flere initiativer under Foreningen Fædregruppen Amagerbro.,
(Kilde: Fædrene på Banen - best practise rapport, DGI Storkøbenhavn, 2020 og www.dgi.dk)
Far forebygger kriminalitet
Undersøgelser viser, at ..
Mandlige rollemodeller i udsatte boligområder har en positiv effekt på unge, som er sårbare og eksponerede i forhold til kriminalitet.
Der er derfor brug for en indsats for at give især drenge og unge mænd positive forbilleder. Ikke kun fra professionelle medarbejdere og mentorer, men også i kraft af egne fædre.
(Kilde: Rapporten: Fædreindsatser - Center for Boligsocial Udvikling)
Hygge efter træning. Foto: Fædre på Banen
Plads til omsorg
Mikkel Josephsen, sekretariatsleder for Amagerbro Helhedsplan forklarer, at flere fædre i udsatte boligområder har oplevet krig og ødelæggelse og derfor kan kæmpe med traumer. Traumer der har gjort, at flere vælger at trække sig fra deres børn. Moren har derfor, helt naturligt, en meget fremtrædende rolle i forhold til børnene.
Både Mikkel Josephsen og Majid Kanan understreger, at det er sat på spidsen, men billedet af den fraværende far, der arbejder 12 timer i døgnet og sætter sig i sofaen, når han kommer hjem, for nogles vedkommende ikke er så langt fra virkeligheden.
Men spørger man fædrene selv, vil de faktisk gerne have yde mere omsorg.
“Jeg har hørt fædre fortælle om ønsket om at kysse deres børn godnat. Ingen skulle dog se det. For så var man en blød far. Fædrene på banen handler om at give plads til at vise omsorg,” forklarer Mikkel Josephsen.
Mest for velfungerende fædre
Fædrene på banen er på mange måder en succes, hvis du spørger Majid Kanan og Mikkel Josephsen. Blot dét at der kan dukke helt op mod 50 fædre og børn op til et arrangement er bevis i sig selv. En evaluering af projektet viser dog også, at fædrene reelt føler en større tilknytning til deres børn i dag, end de gjorde før.
Men dermed ikke sagt, at det er nemt at få fædrene til at komme. Det er fortsat de velfungerende og ressourcestærke fædre, der fortrinsvis dukker op.
“Ambitionen også, at nogle af de her fædre tager aktiviteterne med tilbage i egne boligafdelinger. Så endnu flere fædre og deres børn fik et tæt og legende rum sammen,” siger Mikkel Josephsen.
Sådan får du fædrene på banen
- Etabler jer i området og skab relationer og find ud af, om der er et behov for Far på Banen. Vær forberedt på, det tager tid.
- Involver fædrene fra starten. De ved bedst, hvad de har brug for. Og sørg for at aktiviteterne giver mening og har høj kvalitet.
- Tag udgangspunkt i en gruppe fædre der kender hinanden og mødes i forvejen. Afstem forventninger i forhold til fædrenes ressourcer - kompetencer, engagement og tid. De fleste, og det gælder generelt, vil helst bare deltage når det passer i programmet og ikke være ansvarlige og komme hver gang og varetage en rolle.
- Fortæl fædrene, hvor vigtigt det er, at de viser deres børn omsorg ved at lave aktiviteter Det er godt at stå på sidelinjen og se børnene spille, men det er endnu bedre at spille/lege/klatre/ fiske sammen med dem.
- Lær dem mødekultur, og hvordan man gennemfører aktiviteter fra ide til realisering. Så de på et tidspunkt kan blive selvkørende.
- Find de lokale aktører og medspillere og samarbejdspartnere, så projektet kan forankres lokalt.
Om skribenten
Seneste Artikel
Far på banenMest læste
Se alle artikler (3003)0