27. MAJ. 2021 KL. 15:55
Regeringen vil have blandede byer og styrke provinsbyer
27. MAJ. 2021 KL. 15:55
Regeringen har betalelige boliger på Lynetteholm og omdannelse af erhverv til boliger med i sit hovedstadsudspil, mens provinsen får 25 nye uddannelser og hjælp til triste bymidter.
Regeringen kom i denne uge med to nye udspil, der skal styrke byudviklingen i hovedstadsområdet og provinsbyer. Først kom hovedstadsudspillet Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling. Det skal blandt andet skabe plads til flere boliger i hovedstadsområdet og grønnere byer over hele landet.
Torsdag præsenterede regeringen så sit udspil Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund, der både handler om at flytte uddannelser til provinsen og at styrke byudviklingen i mindre byer.
Udspil vil sikre plads til betalelige boliger i hovedstaden
Hovedstadsudspillet har 19 initiativer. En stribe af dem skal give grønnere trafik, renere luft og mere natur i byer over hele landet.
”Samtidig vil vi gøre en særlig indsats for hovedstadsområdet og løfte nogle af de helt særlige udfordringer, som Danmarks største byområde står overfor. Det handler ikke mindst om at sikre plads til billige boliger og til fremtidens erhverv, herunder også produktionsarbejdspladser,” siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek i pressemeddelelsen.
De forslag, der skal styrke hovedstaden, fokuserer på det voksende boligbehov, erhvervsudvikling og bedre idrætsfaciliteter.
Betalbare boliger på Lynetteholm
Et af de initiativer, der har særlig interesse for den almene boligsektor, er planerne for Lynetteholm. Det er en ny ø i Københavns Havn, der skal rumme cirka 35.000 beboere og lige så mange arbejdspladser. Regeringen har her i foråret fremsat lovforslag om at anlægge halvøen. Nu skal udspillet sikre, at bydelen både får gode, betalbare boliger og grønne, rekreative områder.
”Lynetteholm vil bidrage med plads til flere boliger, som kan huse det voksende antal borgere i København og være med til at modvirke boligprisstigninger,” lyder det i forslaget.
Staten skal udpege erhvervsområder til boliger
Fremover skal boliger måske også oftere ligge i tidligere erhvervsområder. Regeringen foreslår nu, at staten skal kunne udpege områder, der kan omdannes fra erhverv til boliger eller en blanding af erhverv og boliger. Det vil give nye muligheder for at bygge boliger, da ældre erhvervsområder ofte ligger steder, hvor mange mennesker gerne vil bo, for eksempel tæt på skole og indkøb, ifølge udspillet.
De statslige udpegninger skal forberedes af et analyse- og udviklingsarbejde i tæt dialog med centrale interessenter, og det skal afsluttes 2022.
Flere unge skal have en uddannelse i hele landet
Regeringens udspil om at flytte uddannelser fra de store byer til provinsen skal skabe bedre uddannelsesmuligheder for mange flere unge, sagde uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen ved præsentationen af udspillet.
”Vi har stadig mere end 22 procent af en ungdomsårgang, der på deres 30-års fødselsdag ikke har en kompetencegivende uddannelse. Hvis vi ser ind i en øget centralisering og vi som politikere og regering ikke tager ansvar for det på det overordnede plan – ikke på individniveau – så risikerer vi, at den gruppe bliver endnu større,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen.
Regeringen vil etablere 25 nye uddannelsesudbud i hele landet frem mod 2025. Mindst 10 af de nye uddannelser skal være velfærdsuddannelser til for eksempel socialrådgiver, pædagog, sygeplejerske og lærer. Disse uddannelser flyttes fra blandt andet hovedstadsområdet.
150 millioner til slidte bymidter
Udspillet skal også vende udviklingen i mindre bysamfund, hvor flere og flere butiksvinduer står tomme. Derfor vil regeringen indføre krav i planloven om, at kommunerne i kommuneplanen skal udarbejde en strategisk plan for bymidterne med sammenhæng til kommunens øvrige strategier og i tæt samarbejde med byens private og civile aktører. Regeringen vil også afsætte 150 millioner kroner til at forny bymidter og støtte særligt vanskeligt stillede kommuner med udviklingsplaner.
Regeringen vil senere på året komme med endnu et udspil, der har fokus på at sikre flere billige boliger i især de større byer.
5 initiativer fra udspillet: Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling
- Det sikres, at Lynetteholm planlægges som en bæredygtig bydel med gode, betalelige boliger og grønne områder. Der skal ske en bred inddragelse af borgerne i processen.
- En statslig udpegning af byomdannelsesområder i hovedstadsområdet, hvor staten ønsker at fremme omdannelse fra erhverv til boliger eller en blanding af boliger og erhverv.
- Der afsættes en ramme til et markant løft af idrætsfaciliteterne i Københavns og Frederiksberg Kommuner.
- Kommunerne får i nye lokalplaner mulighed for at stille krav om opsætning af ladeinfrastruktur i tilknytning til grønne parkeringspladser.
- Statslig skovrejsning i hovedstadsområdet, som skal supplere den eksisterende skovrejsning, der sker i samarbejde med kommuner og forsyningsselskaber. Det foreslås at afsætte 50 mio. kroner.
Læs alle 19 initiativer: Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling, Indenrigs- og Boligministeriet, 2021.
Fem initiativer fra udspillet: Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund
- Der etableres 25 nye uddannelsesudbud i hele landet frem mod 2025.
- 60 procent af pladserne på de fire store velfærdsuddannelser skal ligge uden for de største byer, blandt andet uddannelser til sygeplejerske, lærer og pædagog.
- Der afsættes en statslig pulje på 150 mio. kr. til medfinansiering af fornyelse af bymidter.
- Der indgås udviklingsaftaler med de 2-3 kommuner i 2021, som er og har været mest vanskeligt stillede efter kriterierne i særtilskudspuljen, herunder med særlige strukturelle og sociale udfordringer.
- Der indføres krav i planloven om, at kommunerne i kommuneplanen skal udarbejde en strategisk planlægning for bymidterne med sammenhæng til kommunens øvrige strategier og i tæt samarbejde med byens private og civile aktører.
Læs alle initiativer: Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund, regeringen, 2021.
Lynetteholm i regeringens udspil:
- Lynetteholm er navnet på den nye ø, der i de kommende år planlægges anlagt i Københavns Havn.
- Regeringen har fremsat lovforslag i foråret 2021 om anlæg af øen.
- Lynetteholm får plads til cirka 35.000 beboere og et tilsvarende antal arbejdspladser.
- For regeringen er det afgørende, at Lynetteholm bliver en bydel, hvor bæredygtighed spiller en meget fremtrædende rolle. Både den grønne og sociale bæredygtighed. Der skal både være betalelige boliger og grønne, rekreative områder.
- Regeringen vil sammen med Københavns Kommune sikre, at planerne for Lynetteholm udvikles sammen med borgere, organisationer og faglige aktører.
- Byudviklingen på Lynetteholm forventes at kunne ske fra omkring 2035. Hele området forventes at være færdigudbygget i 2070.
Kilde: Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling, Indenrigs- og Boligministeriet, 2021.
Læs senere artikler
Decentralisering er løsningen for udsatte byer og boligområder
Om skribenten