20. JAN. 2021 KL. 11:18

Her er 10 gode råd til hjemmekontoret fra kollegaerne i DAB

Kirsten Friis Hansen 200121 001

Normalt sidder Kirsten Friis Hansen, organisationskonsulent, sammen med 200 kolleger i DAB’s administration på Frederiksberg. Nu arbejder hun hjemme og giver gode råd til kollegerne under nedlukningen. Foto: Carsten Andersen

Har du corona-blues på hjemmekontoret? Lav en walk-and-talk-aftale, spis frokost sammen online og del din dagsplan med en kollega. Her er de gode råd fra hjemmekontorerne i DAB.

Hjemmearbejde er igen hverdag for mange ansatte i landets boligorganisationer. Teknikken kører fint fra spisebordet, men hvordan holder man kontakten til kollegerne og får lavet en god arbejdsdag?

DAB har spurgt sine medarbejdere om, hvad der fungerer – og ikke fungerer – på hjemmearbejdspladsen. Det er der kommet en stribe gode råd og ideer ud af.

”Vi er som så mange boligorganisationer meget relationsbundne, og en hel del af vores medarbejdere lever i de udadvendte roller og henter energi hos deres kolleger og det, man skaber i samarbejde med hinanden,” siger Kirsten Friis Hansen, organisations- og udviklingskonsulent i DAB.

Hun har fundet en plads i sin stue i Hvidovre, hvor hun kan stå op og snakke i telefon. Nogle gange med solen i ansigtet, andre dage med god udsigt til vintervejret. 

Normalt sidder Kirsten Friis Hansen sammen med 200 kolleger i DAB’s administration på Frederiksberg. Herfra administrerer DAB over 50.000 boliger, hvor langt de fleste er almene.

Tip: Læg en god plan for næste dag

Rundspørgen viste, at medarbejdernes største udfordring var, at de selv skulle skabe en ny struktur for arbejdsdagen.

”Helt overordnet, så kan man lave en god struktur ved at dele arbejdsdagen op i små brudstykker og lægge arbejdsopgaver ind i de intervaller,” siger Kirsten Friis Hansen.

”Man skal lave en god plan for næste arbejdsdag om eftermiddagen, når man lukker ned. Start med de tunge opgaver tidligt på dagen, fordi hjernen er mest frisk om morgenen. Du skal også lukke ned om eftermiddagen til den tid, du har aftalt med dig selv,” siger hun.

10 gode råd til hjemmearbejde

10 råd til dig, der arbejder hjemmefra

  • Skab struktur på arbejdsdagen ved at dele den op i små brudstykker. Læg opgaver i intervallerne.

 

  • Læg altid en god plan for næste dag. Tag de tunge og svære opgaver tidligt.

 

  • Afslut arbejdsdagen til den tid, du har aftalt med dig selv – og med god samvittighed.

 

  • Vær social. Hold telefonmøder med kolleger eller bare ring op. Spis frokost med 1-2 kolleger online. Start en gruppechat hen over frokosten eller hav en kørende i løbet af dagen.

 

  • Husk nu pauserne! Udnyt de få vintersolstråler og gå lidt ud.

 

  • Kantinen er lukket. Tag en pause og spis ordentlig mad.

 

  • Rejs dig op! Stå op, mens du læser eller taler i telefon. Lav en walk-and-talk-aftale med en kollega. Skru musikken op og giv den gas med luftguitar og dans.

 

  • Del din plan for i morgen med kollega eller leder. Det er helt ok at bede en leder om hjælp til at få motivationen ind i arbejdet.

 

  • Du må altid ringe til kolleger, selvom I arbejder hjemme. Man tænker måske, man forstyrrer, men vi har alle brug for nogen at sparre med.

  • Online fredagsbar, afdelingsbanko eller tirsdagskage er også hyggeligt.

Tre vigtige tips:

Tip: Spis frokost online med 1-2 kollegaer

Medarbejderne i DAB havde også ideer til, hvordan man holder kontakten med kollegerne. Man kan for eksempel spise frokost med 1-2 kollegaer online, lægge telefonmøder ind i kalenderen – eller bare ringe op.

”Og husk at komme op at stå. Det er fysisk hårdt at sidde så mange timer ved skærmen. Mange har svært ved at få holdt pause i løbet af dagen, men det er vigtigt,” siger Kirsten Friis Hansen.

Tip: Lav en walk-and-talk-aftale

Bestyrelseskonsulenterne er en af de grupper som hjemmearbejdet giver udfordringer.

”De er vant til at være ude ved alle vores beboere til afdelingsmøder og til selskabsbestyrelsesmøder. De har mange møder online, og selv om det fungerer, så er det ikke det samme som at få lov til at være ude,” siger hun.

En del af bestyrelseskonsulenterne laver derfor walk-and-talk-aftaler med kollegaer, hvor de får vendt sager over telefonen, mens de går en tur.

Tip: En fælles fortælling om os

DAB har lavet sociale arrangementer online for alle medarbejdere og i de enkelte afdelinger. Julefrokosten blev erstattet af 2 timers online-hygge med stand-up, quiz, drinks- og snackpakker.

”Det var en supergod måde at skabe sammenhæng og fælles fortællinger i en periode, hvor vi ser lidt for meget til vores eget spisebord,” siger Kirsten Friis Hansen.

”Hjemmearbejde er rigtigt dejligt for alle dem, der trives godt med det, men der er også en stor del af medarbejderne som er udadvendte normalt, og de har et stort behov for social kontakt, og det skal vi forsøge at tilgodese på andre måder,” siger hun.

Man skal lave en god plan for næste arbejdsdag om eftermiddagen, når man lukker ned. Start med de tunge opgaver tidligt på dagen, fordi hjernen er mest frisk om morgenen.

Kirsten Friis Hansen

Konsulent i DAB

Kirsten Friis Hansen 200121 005

1 / 1Kirsten Friis Hansen deler ud af gode råd under corona-nedlukningen. Et af de vigtigste er at skabe struktur på arbejdsdagen ved at dele den op i små brudstykker.

Tip: Snup en dosis solskin

Den enkelte medarbejders livssituation spiller også en rolle. 

”Nogle sidder mutters alene og synes, det er hårdt, mens andre synes, det er skønt at spare en masse transporttid, og så er der selvfølgelig dem, der har svært ved at strukturere, fordi de har børn i hjemmeskole,” siger Kirsten Friis Hansen.

Hun mener, at forældre til små børn kan sende dem i daginstitution med god samvittighed. Det gør hun selv med sine børn på to og tre år.

”Daginstitutionerne er jo rent faktisk åbne, fordi man skal kunne arbejde,” siger hun.

Kirsten Friis Hansen savner sine kolleger, men holder fokus på de positive ting ved hjemmekontoret.

”Jeg er meget til at prøve at bryde rutinerne og finde mulighederne i at arbejde hjemmefra. Her kan jeg for eksempel snakke i en solbeskinnet stue og få en dosis D-vitamin, mens jeg går rundt og taler,” siger hun.

Læs mere om corona og gode råd til boligorganisationerne

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2890 )

0

Læseliste