10. FEB. 2021 KL. 10:51

Snart kan alle breve til almene beboere sendes som Digital Post

Digital Post Canva

BL har gennem flere år arbejdet for fuld digitalisering af post til beboerne. Foto: Canva

Folketinget har ryddet en stor sten af vejen for almene boligorganisationer, så de snart kan benytte beboernes digitale postkasser ligesom offentlige myndigheder.

Kort før jul besluttede et enigt Folketing at bringe de almene boligorganisationer et stort skridt nærmere fuld digitalisering. Politikerne vedtog, at alle typer henvendelser til almene lejere kan ske digitalt, når den nye offentlige løsning for Digital Post er klar. Det gælder altså også rykkerskrivelser og opsigelser. De har indtil nu været undtaget fra digital kommunikation, og de skal stadig fremsendes som fysiske breve, indtil boligorganisationerne er tilsluttet Digital Post. Det er de ikke endnu.

”Vi har en klar forventning om, at den kommende tilslutning vil være positiv for vores medlemmer. Der er fordele i at få adgang til at bruge systemet, og sektoren bliver digitaliseret i  højere grad, end vi har været før. Det kan virkelig give lettelser hos boligorganisationer i forhold til arbejdsgange og besparelser på post,” siger Christina Iversen, juridisk konsulent i BL.

2  ting skal på plads, før det går løs

Christina Iversen fortæller, at mange boligorganisationer allerede forbereder sig på overgangen til Digital Post. Der er dog 2 ting, der skal falde på plads, før de kan tage det sidste skridt. For det første skal boligorganisationerne sidestilles med offentlige myndigheder på en måde, så de kan bruge Digital Post.

For det andet skal Digitaliseringsstyrelsen sende en ny og mere brugervenlig version af Digital Post i luften til alle danskere. Det er den postkasse, vi for eksempel kender fra Borger.dk. Digitaliseringsstyrelsen forventer, at den er klar 1. november 2021.

”Vi håber, at nogle af vores medlemmer kan blive valgt til at teste Ny Digital Post, fordi vi ved, at overgangen til de nye systemer spiller en rigtig vigtig rolle i mange boligorganisationer,” siger Christina Iversen.

BL har allerede givet input fra boligorganisationerne videre til Digitaliseringsstyrelsen, Boligministeriet og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. De input stammer fra en arbejdsgruppe i BL, hvor repræsentanter fra interesserede boligorganisationer sparrer med BL om overgangen til Digital Post.

FAKTA

Almene boligorganisationer får snart adgang til ny Digital Post 

 

  • Al kommunikation kan snart ske digitalt mellem almene boligorganisationer og beboere. Der er indført hjemmel i lov om leje af almene boliger, som dog kræver, at kommunikationen sker gennem postløsningen Digital Post, der først træder i kraft senere i 2021.

 

  • Boligorganisationer kan således se frem til at kunne fremsende digitale rykkere og opsigelser via ny Digital Post, hvis den enkelte beboer ikke er fritaget for obligatorisk tilslutning efter reglerne i lov om Digital Post fra offentlige afsendere.

 

  • Hvis boligorganisationen ikke anvender Digital Post, skal rykkere og opsigelse fortsat sendes med fysisk post. Boligministeriet har lagt vægt på anvendelsen af Digital Post, da systemet har en høj grad af sikkerhed for sådanne meddelelser, der kan medføre en alvorlig konsekvens for modtageren – nemlig udsættelse af lejemålet.

 

Kilde: BL informerer: Den almene boligsektors overgang til Digital Post

 

Fakta:

Ny Digital Post

  • Digital Post er de offentlige myndigheders fælles it-løsning, der gør det muligt at kommunikere sikkert med borgere, virksomheder og andre myndigheder.
  • Digitaliseringsstyrelsen udvikler netop nu en ny Digital Post-løsning, der efter planen er klar 1. november 2021.
  • Det overordnede mål er, at de mange borgere og virksomheder, der i dag anvender Digital Post, vil opleve en forbedret, sammenhængende og lettilgængelig it-løsning, hvor brugervenligheden er i top.

Kilde: Digitaliseringsstyrelsen: Næste generation Digital Post.

Politisk valg at gøre opsigelser og rykkere digitale

BL har gennem flere år arbejdet for fuld digitalisering af post til beboerne. Drypvise lovændringer har gjort store dele af kommunikationen med beboere digital, men det har bekymret politikerne at tage det sidste skridt, vurderer Christina Iversen. Flere boligordførere udtrykte også bekymring i Folketinget før lovændringen, der gør rykkere og opsigelser digitale, blandt andre Venstres Heidi Bank:

”Som der lægges op til, kan det betyde, at ældre og nogle af vores mest udsatte borgere kan miste deres bolig, hvis meddelelser ikke modtages. Omvendt kan der være ældre og udsatte borgere for hvem den rene digitale løsning kan være bedre,” sagde Heidi Bank.

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) var også inde på spørgsmålet:

”Vi vil i ministeriet holde nøje øje med, om der kommer til at ske en stigning i antallet af udsættelser af lejere efter ændringernes ikrafttræden. Endelig foreligger der mig bekendt ikke undersøgelser, der siger noget om, hvorvidt fysisk eller digital post egner sig bedst til udsættelsestruede lejere.”

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2877 )

0

Læseliste