07. APR. 2021 KL. 12:24
Politiet modarbejder udsættelse af overfaldsmand
07. APR. 2021 KL. 12:24
Syd og Sønderjyllands Politi har med henvisning til paragraf i Offentlighedsloven afvist at give boligorganisationen SALUS aktindsigt i døgnrapporten om en sag, der drejer sig om et voldeligt overfald.
Den 16. februar i år rykker politiet om natten ud til en episode i den ellers fredelige rækkehusbebyggelse Høllevang, i Toftlund i Sønderjylland.
En mand er overfaldet i sit eget hjem. To maskerede mænd har smadret hoveddøren og er brudt ind i hans bolig. Det lykkes efter et håndgemæng beboeren og en kammeret, der er på besøg, at flygte ud af terrassedøren.
Overfaldsmændene bliver i lejligheden, hvor de begynder at smadre boligens inventar.
Der er ingen tvivl om, hvem de maskerede mænd er. Beboeren kender dem i forvejen. Desuden anholder politiet dem i boligen, mens de er i gang med at smadre indboet. Begge overfaldsmænd bor i samme afdeling som offeret.
Nægter at flytte
På vegne af Toftlund Andels Boligforening ophæver SALUS begge beboeres lejemål. Men den ene nægter at flytte. Boligorganisationen forbereder derfor en udsættelsessag ved fogedretten.
Normalt fordrer en udsættelse ved fogedretten, at der kan fremlægges en dom fra strafferetten eller boligretten. En lovændring fra 2011 giver dog mulighed for, at fogedretterne kan gennemføre udsættelse af beboere, hvis andre beviser, for at en ophævelse er berettiget, er tunge nok.
Motivationen for loven var blandt andet, at det er helt urimeligt, at beboere, som har været udsat for grov vold, voldtægt eller lignende i flere år efter udåden i utryghed må leve dør om dør med gerningsmanden, mens man afventer domme i flere retsinstanser.
For over for fogedretten at kunne dokumentere, at episoden har fundet sted, beder SALUS om aktindsigt i politiets døgnrapport vedrørende episoden.
Afslag
Men den 9. marts modtager SALUS et afslag fra Syd og Sønderjyllands Politi. I afslaget henvises til offentlighedslovens paragraf 19, stk. 1, der ganske kortfattet lyder: ”Retten til aktindsigt omfatter ikke sager inden for strafferetsplejen”.
Paragraf 19, stk. 1, er dog ifølge kammeradvokaten, der har skrevet en håndbog om aktindsigt, ikke det samme, som at man skal afvise forespørgsler om aktindsigt i sager, som vedrører straffeloven. Ifølge kammeradvokaten kan man med henvisning til paragraf 19, stk. 1, afslå aktindsigt.
Normalt tilgængeligt
Fagbladet Boligen har talt med Birgit Nielsen, der er sekretariatsleder ved Syd og Sønderjyllands Politi. Men udover at henvise til paragraf 19, stk. 1, har hun ikke yderligere kommentarer til afslaget – heller ikke til den kendsgerning, at et flertal af landets 12 politikredse dagligt lægger uddrag af deres døgnrapporter offentligt frem på nettet.
Syd og Sønderjyllands Politi er ikke en af dem.
”Det er jo helt galt. Vi har at gøre med en beboer, der af flere omgange har skabt stor utryghed i boligafdelingen. Det er helt urimeligt, hvis afdelingens beboere, og ikke mindst ofrene for overfald og anden chikane, skal afvente gennemførelsen af en straffesag og fogedsag, før trygheden kan genoprettes,” siger administrationschef hos SALUS, Toke Arndal.
”Vi har derfor påklaget sagen til statsadvokaten i Viborg,” siger han.
Artiklen fortsætter under boksen.
Læs senere artikler
Udsættelser af kriminelle beboere
Dommerforeningen med alternativt forslag til fast track for udsættelser i straffesager
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Sophie Hæstorp imponeret af sundhedshus i KildeparkenRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Sophie Hæstorp imponeret af sundhedshus i KildeparkenMest læste
Se alle artikler (2949)0