Boganmeldelse: Klassekampen er genetableret

Bogen dokumenterer, at sociale klasser er vendt tilbage. Og hvilken klasse, livets lotteri bringer os i, har afgørende betydning for vores levevilkår og muligheder. Klasserne antager andre former end for 50 og 70 år siden. Derfor kalder bogens fem forfattere den nye udgave: ”klassesamfund 2.0.”

Udhuling af dagpenge, afvikling af efterløn, stigende pensionsalder, begrænsninger i retten til sygedagpenge gør, at mange ­– specielt dem nederst i hierarkiet – igen oplever utryghed. Som bogen udtrykker det ”er der for mange kun 22 uger fra parcelhus til panik”.

I klassesamfundet 2.0 er de sociale brudflader i høj grad geografiske. Det er storbyeliten mod det perifere Danmark.

"Klassesamfundet 2.0." indebærer store boligpolitiske udfordringer.

København

Omdrejningspunktet for bogen er hovedstaden. I 80’erne var København en arbejderby.

I dag bliver stadig flere kvarterer enklaver for overklasse og den højere middelklasse. De har jobs inden for administration, uddannelse og kommunikation.

I dag tilhører 39 procent af indbyggerne i den erhvervsdygtige alder i Københavns Kommune overklassen eller den højere middelklasse.

I 1987 var det tilsvarende tal kun otte procent. Arbejderklassen som tilbage i 1987 udgjorde 56 procent af de erhvervsdygtige indbyggere er reduceret til 21 procent. Antallet af borgere, der længerevarende er uden for arbejdsmarkedet, har holdt sig nogenlunde stabilt. Omkring 17 procent.

Men gruppen er trods byens ellers lukrative udvikling blevet svagere.

I 1987 var kun ni procent af indbyggerne i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomst 80 procent af året.

I 2019 var det tal steget til 13 procent. Gruppen af personer, der er langvarigt uden for arbejdsmarkedet, bor næsten udelukkende i kommunens almene boliger, som udgør godt 20 procent af den samlede boligmasse.

Efter salget af kommunens egne boliger i 90’erne og starten af 0’erne er de almene boligafdelinger alene om at løfte den boligsociale opgave.

Pædagogen holdes ude

I følge bogen skyldes udviklingen primært to forhold. Produktionsapparatet er flyttet til provinsen og udlandet og er blevet erstattet af nye brancher. Det andet forhold er boligpriserne.

Tusindvis af små lejligheder er lagt sammen og omdannet til markant dyrere andels- og ejerlejligheder. Nyt byggeri er meget dyrt.

De høje priser – uanset om det er ejerboliger eller ejerboliger ­– rammer blikkenslageren og sosu-assistenten, læreren og pædagogen. Grupper der paradoksalt nok er nødvendige for at holde byen i gang.

Kulturelt er byen også forandret. Det forhold, at forskellige klasser ikke længere bor dør om dør, har ændret skolerne.

Byen var tidligere en beskidt industriby. I dag kan der bades i havnen.  

Politiske kolbøtter

Bogen mere end antyder, at det politiske billede i København, der siden 1903 har haft socialdemokratisk borgmester snarligt kan ændre sig.

Det gamle arbejderparti erobrede ved seneste kommunevalg kun 15 af Borgerrepræsentationens 55 pladser.

Flertallet bag borgermesterposten er båret af 22 pladser til SF og enhedslisten og fem radikale pladser.

Med en befolkningssammensætning, der socialt har ændret sig, så den i dag er næsten identisk med den, der i 80’erne var i Gentofte, kan udviklingen slå kolbøtter. Det har den for så vidt allerede.

På Vesterbro fik Socialdemokraterne ved folketingsvalget i 1990 40 procent af stemmerne. I 2019 opnåede partiet kun 14 procent af vælgerne.

De tabte er især gået til Enhedslisten, SF og de radikale.

Når der ikke er blevet et borgerligt flertal, skyldes det ifølge bogen, at kommunen bebos af det, forfatterne kalder, kulturelt højere klasser. Mens erhvervslivets topfolk bor i de nordsjællandske kommuner.

De store strukturelle samfundserfaringer er ikke unikke for Danmark. Bogen skæver i flere sammenhænge til resten af verden.

Blandt de mere kuriøse ting, der er værd at fremhæve, er en forudsigelse af geografen Christophe Guilluy fra 2014.

Socialistpartiet vil kollapse. (De fik seks procent ved seneste præsidentvalg.)

Marine Le Pens nationalpopulister ville blive en afgørende politisk kraft. (De var ved seneste valg ude i sidse runde mod Macron om præsidentposten)

Der ville opstå nye eksplosive protestbevægelser, drevet frem af en overset arbejderklasse i det perifere Frankrig. (De gule veste)

Ifølge bogen er det periferiens reaktion mod, at alle offentlige investeringer, velstand, kulturel og politisk magt samler sig i Paris, Bordeaux og Lyon.

Bogen fremhæver, at der var anløb til lignende reaktioner mod de etablerede partier i Danmark i forbindelse med folketingsvalget i 2015.

Hvor mange proteststemmer ifølge bogen i de store byer havnede hos Liberal Alliance, Enhedslisten og i provinsen især hos Dansk Folkeparti.

Men tilliden syntes at være vendt tilbage til de etablerede partier ved seneste folketingsvalg i 2019.

Tilsvarende udvikling i andre byer

Mønsteret for befolknings- og bolig-udviklingen i København er nogenlunde knap så gennemtrængende men tilsvarende i Odense og Aarhus.

Også her er de indre bykerner blevet eksklusive og bebos af de mere privilegerede klasser. Og som det er tilfældet i København er det de almene boligafdelinger, som i høj grad står alene med de grupper, der har det sværest.

Faktisk fremhæver bogen, at Vollsmose og Gellerup står med endnu større og isolerede sociale problemer, end det er tilfældet i de udsatte områder i København.

Bogen indeholder et særdeles læseværdigt portræt af 72-årige Lillian Henriksen, der som 24-årig flyttede fra en lejlighed uden eget toilet i barakkerne på Martin Møllersvej til en for den tid utrolig luksuriøs lejlighed i Gellerup.

Hun beskriver, hvordan hendes blok dengang kun var beboet af danskere under 40 år, som alle har børn.

Det første halvandet årti berørte, den langsomme og gradvise ændring af beboersammensætningen hende ikke.

Men gennem slutningen af 80’erne og 90’erne, hvor der især kom mange tilflyttere med palæstinensisk baggrund, ændrede tingene sig.

”To gange er jeg blevet slået ned,” fortæller hun blandt andet.

Hun har måttet acceptere, at samtidig med at hendes oprindelige sociale netværk blev mindre, så er stakkene med henkastet affald vokset.

Hun har dog ingen planer om at flytte.

”Hvor skulle jeg flytte hen? Og i øvrigt har jeg en fantastisk udsigt fra min hjørnelejlighed på 7. sal,” forklarer hun.

Problemer med udsatte boligområder med mange stærkt marginaliserede indvandrere beskrives også i byer som Herning og Horsens.

Ligesom det beskrives, hvordan landkommuner som Lolland og Langeland har fået omfattende problemer med mange danskere i den erhvervsaktive alder, som står uden for arbejdsmarkedet.

Et problem der også har ramt i de større provinsbyer – blandt andet Aalborg, som også beskrives som en by der har ændret karakter fra at leve af industri til at være en metropol, der nu bygger sin fremtid på viden og kultur.

Sammenhængskraften krakelerer

Det er ikke kun, når det gælder klasseforskelle, at sammenhængskraften i Danmark er udfordret.

Bogen beskriver, hvordan unge i provinsen typisk ender med erhvervsfaglige uddannelser, medens unge i byerne i langt højere grad ender på universiteterne.

Også når det gælder sundheden, er befolkningen delt op.

Middellevetiden for overklassen og den højere middelklasse er over 85 år. For gruppen, der langvarigt er uden for arbejdsmarkedet, er den under 75.

I overklassen er det 0,3 procent, der oplever at blive fysisk overbelastet. Blandt arbejderklassen rammer det over 15 procent.

Dem der er mindst udslidte og mest velhavende kan betydeligt tidligere forlade arbejdsmarkedet.

Det store flertal i både overklassen og den højere middelklasse har både finansiel formue og friværdier, til at opretholde en vanlig indkomst i flere år, før de når pensionsalderen.

Det har arbejderklassen og gruppen af dem, der står uden for arbejdsmarkedet ikke.

De må til gengæld leve med, at alderen for, hvornår de kan få pension kontinuerligt hæves.

De rigeste lukker øjnene

Forskellige indkomstgrupper reagerer på følgende påstand: Det er pjat at snakke om fattigdom i Danmark.

Tilsvarende holdninger kan ses ud af andre spørgsmål om blandt andet beskatning contra velfærd.

Kun 50 procent af dem med indkomster på over en million, mener at høje indkomster bør beskattes hårdere. Og kun 40 procent af samme gruppe mener, at skattelettelser bør komme forud for velfærd.

Det er ikke et flertal. Men kun 31 procent mener faktisk at velfærd bør gå forud for skattelettelser.