28. SEP. 2020 KL. 12:50

Dét skal du opleve på Copenhagen Architecture Festival

Cafx Pressebillede Roed

Copenhagen Architecture Festival (CAFx) udforsker, hvordan arkitekturen præger vores liv og vores verden. Den næste uge er der foredrag, byvandringer, debat og film.

Med ekstra corona-foranstaltninger blænder Copenhagen Architecture Festival i denne uge op for et spændende program. Kom med på byvandringer, til foredrag og film. Vi har overblikket her.

Igen i år blændes der op for Copenhagen Architecture Festival, men med nogen corona-forsinkelse og ekstra god afstand.

Festivalen skulle have været afholdt i maj, men nu på torsdag går det løs.

Fra 1. oktober – 11. oktober kan man i København, Aarhus og Odense opleve film, byvandringer, kunst og debat, der udforsker, hvordan arkitekturen præger vores liv og vores verden.

Festivalen skildrer visioner, konflikter og forandringer i det byggede miljø.

”I år har vi fokus på velfærdsbyen i forandring og har en helt masse arrangementer i almene boligområder. Arkitekturen er menneskelig, og den påvirker alle aspekter af vores tilværelse. Vi vil selvfølgelig gerne opfordre til, at man kommer ud i byen og oplever nogle af de mange spændende arrangementer,” siger Signe Sophie Bøggild fra Copenhagen Architecture Festival.

De fleste af arrangementerne finder sted i København, men der også arrangementer i Odense og Aarhus.

Fagbladet Boligen har kigget programmet igennem og bringer herunder et udvalg af nogle af de arrangementer, der knytter sig til de almene boligområder. Hele programmet for Copenhagen Architecture Festival kan nærstuderes her.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Copenhagen Architecture Festival udforsker, hvordan arkitekturen præger vores liv og vores verden – og hvordan vores liv påvirker arkitekturen. 

Årets festival er anderledes og følger udviklingen i spredning af COVID-19 og forholder sig løbende til forholdsregler for at imødekomme anbefalinger og henstillinger fra myndighederne. Der tages ekstra forholdsregler for at sikre opretholdelse af afstand og god håndhygiejne til festivalens arrangementer, lyder det.

Hele programmet kan ses her

Foto Holger Anderson Tingbjerg 5

Hvad sker der når nye ejerformer og beboere tilføres i Tingbjerg? Nedrivninger er no-go i den bevaringsværdige bydel. Kom med på byvandring, opfordrer Copenhagen Architecture Festival. Foto: Holger Svend Andersson

Arrangement med galleriet Til Vægs i Lundtoftegade – 1. oktober

Hvem har magten over menneskers hjem og de byrum der burde være alles? Tag med til en stemningsfyldt aften i AKB Lundtoftegade, der sætter spot på bølgen af nye boligområder der rammes af folketingets stiGma-plan.
Med udgangspunkt i afsnittet “Noget om naboer” fra den prisbelønnede dokumentar “Høje Historier”, gives der et indblik i regenererende mekanismer i den danske velfærdsstat. Læs mere og køb billet her.

Byvandring i Tingbjerg med fsb – 2. oktober

Tingbjerg er en af velfærdsbyens kronjuveler. Meget er sket siden makkerparret Steen Eiler Rasmussen og C. Th. Sørensen skabte bydelen. Hvad sker der når nye ejerformer og beboere tilføres? Nedrivninger er no-go i den bevaringsværdige bydel, i stedet opføres ca. 1500 nye ejerboliger af ejendomsselskabet NREP i samarbejde med de to almene boligorganisationer fsb og SAB.

Rundvisere: Direktør i boligforeningen fsb Pia Nielsen, arkitekturhistoriker, forsker og medforfatter til den nyudkomne bog om Tingbjerg Jannie Rosenberg Bendsen, arkitekt ved Vandkunsten Elena Astrid Rojas, Julie Linke Bank landskabsarkitekt ved SLA samt beboer og aktivist i Almen Modstand Tingbjerg, Troels Fløe. Mere info og tilmelding her. 

 

Grønne Idealbyer - Højstrup ved Odense - 4. oktober

Har forstaden en historie? En vandring i Bolbro som velfærdsstatens idealby med Jens Toftgaard, kulturarvchef Odense Bys Museer. Bolbro rummer en stærk fortælling om velfærdsstatens idealer, bygninger og miljøer, der hører med til historien om det moderne Odense – og Danmark. Læs mere her. 

 

MorgenDAC om velfærdsbyens idealer – 6. oktober

Hvad vi kan lære af velfærdsbyens idealer? Efterkrigstidens velfærdsby skulle bidrage til det gode liv og samtidig løse nogle af de store samfundsproblemer. Men i dag er velfærdsbyen snarere blevet en velstandsby for især velhavende, veluddannede børnefamilier. Hvordan kom vi hertil, og hvad kan vi lære af de gamle idealer? I anledning af bogudgivelsen ”The Welfare City in Transition” sætter MorgenDAC fokus på erfaringer fra den tid, hvor vi byggede allermest, og på hvad vi kan lære, når vi skal håndtere nutidens urbane udfordringer.
På scenen er bogens redaktører, kunst- og arkitekturhistoriker Signe Sophie Bøggild, og byplanforsker Jesper Pagh. Læs mere her.

Velfærdsbyen London mellem plan og liv – film og foredrag - 8. oktober

Kom med til filmaften og foredrag om velfærdsbyens vugge (og grav?) London mellem plan og hverdagsliv i nutidens Brexitland i denne dobbeltfilmvisning med intro. Where the Houses Used to Be er en gribende dokumentar om hverdagslivet i det sociale boligområde Doddington og Rollo i Battersea – en gigantisk boligplan for 7.000 beboere. Her har virkeligheden ændret sig markant fra sen-tresserne til i dag.

I introduktionen trækker professor i Bystudier, RUC David Pinder linjerne fra 75 års modernistiske byutopier efter krigens nulpunkt til socialt boligbyggeri i nutidens England ca. 40 år efter, at Thatcher begyndte at sælge ud af velfærdsbyens arvesølv. Tilmelding og mere info her 

 

Hvad er en ghetto? Vend Perspektivet film om ungdom i ‘ghetto' – fredag 9. oktober

Oplæg, kortfilm og paneldebat om den stigmatiserede ungdom i socialt boligbyggeri. Vi byder fagfolk og handlekraftige unge fra Mjølnerparken op til en modereret samtale, om bl.a. socialt bæredygtigt boligbyggeri, fænomenet ‘ghetto’ og de stigma der ofte bindes til det ord.

Bag arrangementet står Vend Perspektivet, hvor unge mennesker fra udsatte boligområder deltager i den demokratiske samtale i og udenfor deres egne boligområder, laver film og nuancerer debatten. Læs mere her

Byvandring Farum Midtpunkt – 10. oktober

I Farum er der lørdag 10. oktober byvandring i det almene boligområde Farum Midtpunkt. Københavns Universitet er værter sammen med Blokrådet/Furesø Boligselskab. Mød bl.a. beboere og byforskere og landskabsarkitekter, når livet i bydelen udforskes. Der er fokus på de fælles uderum og hvordan de kan være drivere for fællesskab og integration. Læs mere.

Boliglaboratorium med KADK, kommunen og boligforeningen i Gadehavegård – 8. oktober

Hvordan kan nye typer partnerskaber bidrage til udviklingen af fremtidens byer og boligområder, spørges der her.

Boligområdet Gadehavegård står foran en enorm omkalfatring, der skal omdanne den nuværende boligbebyggelse på ca. 1.000 almene boliger til et kvarter med uddannelsesinstitutioner, ejerboliger, studieboliger og en kraftig reduktion af de almindelige familieboliger. boligselskabet Domea.dk, Høje-Taastrup Kommune og Kunstakademiets Arkitektskole, KADK, gået sammen om at etablere et boliglaboratorium. Det foregår 8. oktober kl. 16. Tilmelding og mere information her. 

Om skribenten

Kristoffer
Kristoffer Friis Sørensen

Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Almene mål sætter retning for de kommende to år

Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Almene mål sætter retning for de kommende to år

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2923 )

0

Læseliste