Hvad giver arbejdet som frivillig dig?
"Jeg lærer ufatteligt meget af at sidde med i bestyrelserne. Det giver mig viden, kompetencer og et netværk, som jeg ikke kan få andre steder. Vi sidder ikke bare og hyggesnakker over en kop kaffe. Jeg er her for at gøre en forskel. Vi repræsenterer cirka 1.000 beboere og træffer store beslutninger for at få de bedst mulige bo-forhold her i boligafdelingen. Det er en stor opgave. Nogle gange synes de andre vist også, at jeg stiller lidt for mange krav."
Læs også: Om afdelingsbestyrelsens opgaver
Hvad laver du lige nu i bestyrelsen?
"Lige om lidt skal beboerne stemme om en helhedsplan. Den har vi arbejdet på i lang tid. Vi skal have facade-renoveret vores bygninger. Jeg har siddet med i flere byggeudvalg, og vi har været på flere studieture for at kigge på mulige løsninger. Min vigtigste rolle som formand er at kommunikere med beboerne om projektet og komme med anbefalinger."
Hvor aktive er I i afdelingen?
"Jeg er meget involveret i, at beboerne engagerer sig i fælles sociale aktiviteter, så vi styrker sammenholdet i afdelingen. Gode relationer giver gode naboer. Vi har flere hyggeklubber, som syr, går, laver børneaktiviteter og fællesspisning.
To nye samarbejder er på vej. Bydelsmødrene, som vi er meget spændte på at se effekten af. Hvis de kan få flere til at uddanne sig, vil det være stort. VUC har også tilbudt at lave basalundervisning for voksne i dansk og matematik herude, så det er fedt. Så der sker rimelig meget på alle fronter."
Afdelingsbestyrelsens fem bud
- Du er valgt til at udvikle og styrke afdelingen efter beboernes ønsker og til at bidrage til et levende beboerdemokrati.
- Du er tillidsmand for alle beboerne i din afdeling. Du skal altså søge løsninger, der tager højde for de til tider forskellige interesser, der er i din afdeling.
- Du er beboernes kontaktled til organisationsbestyrelsen og administrationen.
- Du er igangsætter – f.eks. af aktiviteter i din afdeling – og skal ikke nødvendigvis udføre alle de praktiske opgaver selv.
- Du skal vide (og vise), at andre beboeres holdninger og meninger er lige så meget værd som dine og afdelingsbestyrelsens.
Hvad har dine planer nu?
"For det ikke skal være løgn, er jeg lige blevet valgt til kredsrepræsentant i BL’s 11. kreds. Flere af de problematikker, vi arbejder med lokalt i Sønderpark, er jo større og meget mere komplekse end bare os. I kredsarbejdet kan vi samarbejde på tværs af boligselskaberne og række længere ud rent politisk, end vi hver især kan lokalt. Det åbner nogle andre døre og styrker vores arbejde hjemme i afdelingen. Den platform skal vi udnytte. Så det har jeg fået lov at bruge noget tid på – og jeg glæder mig."
Læs også: Hvad er en almen bolig