25. NOV. 2020 KL. 09:00
Solbakken ventede forgæves på Rigspolitiets retningslinjer
25. NOV. 2020 KL. 09:00
Solbakken i Odense risikerer den 1. december at blive en såkaldt ”hård ghetto”. Det vil betyde, at op mod 60 procent af beboerne skal flytte. Det var formentlig ikke sket, hvis boligorganisationerne reelt havde mulighed for at opsige kriminelle beboere, som et stort flertal i Folketinget faktisk gav dem.
For at give boligorganisationerne en reel mulighed for at undgå, at deres boligområder kommer på den såkaldte ”ghettoliste” vedtog et flertal af Folketingets partier i november 2018, at almene boligorganisationer skal have mulighed for at ophæve lejemålet, hvis lejeren eksempelvis begår vold eller sælger narkotika i nærområdet. Samtidig blev det vedtaget, at Rigspolitiet skulle udvikle retningslinjer for, hvordan de enkelte politikredse kan videregive relevante domme til boligorganisationen, så disse kunne indlede ophævelsen af lejemålet.
Det var fra politikernes side tænkt som et værktøj, boligorganisationerne kan anvende til at slippe af med lejere, der skaber utryghed, og som et værktøj, der kan bruges til at regulere beboersammensætningen, så man undgår, at boligområdet havner på de såkaldte "ghettolister". Men Retningslinjerne lod vente på sig. Faktisk blev de først udsendt til landets politikredse i juli måned i år.
Retningslinjerne udeblev
Den såkaldte ”ghettoliste” regeringen offentliggør den 1. december i år er reguleret efter antallet af beboere, der modtog en dom i årene 2018 og 2019.
De lokale politikredse har med andre ord ikke haft de fornødne retningslinjer og dermed autorisation til at udlevere de domme, som boligorganisationen eventuelt kunne have benyttet til at opsige kriminelle lejere med relevante domme i 2019.
Det værktøj et bredt flertal i Folketinget tilbage i efteråret 2018 besluttede skal hjælpe boligorganisationer og ikke mindst naboer til at slippe af med bestemte typer af kriminelle beboere og hjælpe boligområderne til at undgå de såkaldte ghettolister, har ikke været tilgængeligt og har dermed heller ikke haft indflydelse på de såkaldte ghettolister, som offentliggøres den 1. december i år.
Skæbnesvangert
Specielt for boligafdelingen Solbakken i Odense kan den langsomme proces hos Rigspolitiet vise sig at blive skæbnesvanger.
Optræder et boligområde fire år i træk på den såkaldte ”ghettoliste”, rykkes den ifølge loven til den såkaldte ”hårde ghettoliste”. Beregninger fra Odense Kommune, viser at Solbakken pr. 31. december 2019 har en kriminel person for mange boende til, at de undgår at leve op til det såkaldte ghettokriterie om for mange dømte i boligområdet.
”Det ville være mærkeligt, hvis ikke en af forbrydelserne bag dommene, der blev afgivet efter lovens vedtagelse i efteråret 2018, er begået inden for en radius af en kilometer fra Solbakken,” siger formanden for Fyns Almennyttige Boligselskab, Erling Nielsen.
”Havde vi i 2019 kunnet ophæve lejemålet for bare en af dem, risikerede vi ikke at skulle opløse boligområdet efter den 1. december,” fortsætter han.
Artiklen fortsætter under boksen.
Fakta om relevant lovgivning
Almenlejeloven § 90 stk. 10
Når lejeren eller medlemmer af lejerens husstand er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af §§ 119, 134 a, 180, 181, 192 a, 216, 237 eller 244-246, § 252, stk. 1, §§ 260, 266, 276 a, 281 eller 288 eller § 291, stk. 2, i straffeloven eller i medfør af § 3 i lov om euforiserende stoffer for at have besiddet euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse, og når overtrædelsen er begået inden for 1 km fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.
For at hjælpe boligorganisationerne til bedre at kunne praktisere § 90 i loven om leje af almene boliger, blev der i forbindelse med ghettopakkens lovsæt også vedtaget § 63 d. Paragraffen fastslår, at politiet kan videregive vigtige oplysninger til en boligorganisation om strafferetlige afgørelser vedrørende kriminelle handlinger, som en beboer har begået. Kriminalitet, som vel at mærke er begået indenfor eller med virkning i det boligområde, den pågældende bor i, eller mod en ansat i boligorganisationen.
Ghettokriteriet om antal dømte
Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
Læs senere artikler
Odense går i forsvar for Solbakken
Avis: Solbakken i Odense bliver en 'hård ghetto'
Suspension forgæves
Politikerne besluttede tilbage i 2018 i forbindelse med vedtagelsen af den såkaldte ”ghettolov” at suspendere optaget på den såkaldte ”hårde ghettoliste” den 1. december 2019.
Tallene, Boligministeriet lægger til grund for beregningerne af det såkaldte "ghettoregnskab", er, når man blandt andet beregner antallet af dømte, næsten et år gamle. Politikerne ville derfor sikre boligorganisationer og kommuner et år til at prøve at rette op på beboersammensætningerne med de nye værktøjer.
Men dommene, der kunne have gjort en så stor forskel, nåede ikke frem.
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Regeringen vil ikke forpligte politi til at informere om kriminelleRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Regeringen vil ikke forpligte politi til at informere om kriminelleMest læste
Se alle artikler (2986)0