23. MAR. 2020 KL. 14:36
KAB opfordrer til at yde en ekstra indsats
23. MAR. 2020 KL. 14:36
Har du tid og overskud, så giv en hjælpende hånd til de udsatte beboere, som har det svært i denne krisetid. Det er ordene i et medarbejderbrev fra KAB’s ledelse.
Hverdagen har ændret sig markant for de fleste medarbejdere i den almene boligsektor. Det gælder også administrationsselskabet KAB, hvor størstedelen af det administrative personale nu arbejder hjemme.
Ikke alle medarbejdere kan udføre de samme opgaver, som de plejer, og nogle har derfor fået lidt tid i overskud. Og den ekstra tid håber KAB’s ledelse, at medarbejderne vil bruge på at yde en ekstra indsats ude i boligområderne, hvor mange af beboerne er ramt af corona-krisen, på grund af alder, dårligt helbred eller Covid-19-virus.
Ledelsen i KAB har derfor besluttet, at medarbejderne gerne må bruge arbejdstid på at hjælpe andre. Det kan for eksempel være at hjælpe afdelingsbestyrelser med at organisere hjælp og støtte i en boligafdeling. Det kan også være at yde praktisk hjælp til beboerne eller hjælpe beboere med at søge gode råd og vejledning hos myndigheder, Børnetelefonen og andre organisationer.
Nabo til nabo
Rundt om i KAB-fællesskabet er beboerne i fuld gang med at organisere indkøb for ældre, fællessang fra altanerne og meget andet.
Beboere og afdelingsbestyrelsesmedlemmer har stor viden om beboerne i deres afdeling og ved med stor sandsynlighed, om der er naboer, der har brug for hjælp, er i en særlig udsat situation eller savner aktiviteter.
Det har gjort, at KAB nu sender inspirationsmateriale ud til alle beboervalgte, hvor de kommer med ideer til, hvordan de og andre beboere kan hjælpe de ældre og udsatte naboer i boligområderne. Og gør opmærksom på, at medarbejderne i KAB er klar til at give en hjælpende hånd.
I inspirationsbrevet foreslår KAB blandt andet, at de beboervalgte:
- kontakter naboer, som kunne have behov for hjælp.
- opretter facebook-grupper, telefon- og sms-kæder, så beboere let kan bede om hjælp.
- Omdeler postkort med tilbud om hjælp til indkøb, hundeluftning, skrald m.m.
- holder virtuelle ”kaffemøder” og arranger tryghedsopkald til de mest utrygge beboere.
- laver opslag med information fra Sundhedsstyrelsen.
- finder frivillige beboere til ekstra rengøring af opgange, så smitterisikoen af Covid-19 minimeres.
I både medarbejder- og inspirationsbrevet gør KAB opmærksom på, at det er vigtigt fortsat at holde god afstand, og at alle overholder de retningslinjer, myndighederne melder ud, så ingen udsætter sig selv eller andre for smittefare.
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"