11. MAR. 2020 KL. 09:42

”Jeg er stolt af vores beboerdemokrati”

10740-agenci-ad-065.jpg

Steffen Møller Borgbjerg, direktør i AAB af 1938 - Horsens

Steffen Møller Borgbjerg startede sin almene karriere i Grønland. I dag står han i spidsen for AAB i Horsens. Han er stærkt inspireret af Danmarks boligminister, som ligesom ham selv stiller krav til arbejdet med almene boliger.

Hvornår blev du direktør i boligselskabet, og hvad er det bedste ved det?

”Jeg blev ansat som direktør i 2017. Jeg trives med muligheden for at være med til at skabe rammerne om folks liv. Det er, hvad vi gør i AAB, og det synes jeg er helt utroligt vigtigt. Jeg er også stolt af vores sjældent store og stigende beboerdemokrati, som tæller cirka 25 procent af vores beboere. Det er fantastisk at opleve, at de tager ansvar for egne boligafdelinger og er med til at tegne fremtidens boligafdeling sammen med os i administrationen.” 

I alt, hvad vi gør, overvejer vi, hvilken værdi det skaber for beboerne.

Hvad var din indgang til den almene boligsektor?

”For 14 år siden blev jeg ansat som inspektør i boligselskabet INI i Grønland. Jeg var lige blevet færdig med min uddannelse og troede, jeg skulle til Spanien. Men det ændrede et jobopslag i Grønland på, og jeg blev ansat som inspektør i byen Uummannaq. Der boede min kone og jeg i 3 år. Da vi vendte tilbage til Danmark i 2008, gik jeg målrettet efter et job i den almene sektor. Jeg har siden, igennem forskellige stillinger i sektoren, stræbt efter en position med strategisk ledelse.”

Hvad optager jer lige nu?
”I AAB er vi optaget af to større totalrenoveringer af i alt 230 lejemål, hvor boligerne skal forbedres mærkbart. Og i 2020 påbegynder vi opførelsen af to nye boligafdelinger. Vi glæder os over at bidrage til den massive udvikling af Horsens med kvalitetsboliger, som er til at betale.”

Afdeling Vesterport i AAB - Horsens gennemgår en totalrenovering af 180 boliger.

Hvad er jeres største udfordring?
”Selvom AAB har vækst i antallet af beboere, som kan og vil beboerdemokratiet, kan vi bare se, at gennemsnitsalderen bliver stadig højere. Så vi har en udfordring i at aktivere de kommende generationer og fortælle dem, hvor vigtig en opgave, det er. På tværs af boligorganisationerne skal vi lave et strategisk arbejde for at sikre beboerdemokratiet i de kommende år.”

Hvad optager jer lokalpolitisk?
”At der skal være plads til alle! Sammen med Horsens Kommune har vi derfor en meget vigtig opgave i at sikre, at der også i fremtiden er billige boliger i Horsens. I AAB har vi et lavt og stabilt huslejeniveau, og det skal gerne fortsætte. Alt nybyggeri bliver markant dyrere, og det betyder, at vores billige boliger bliver relativt færre. Kommunalbestyrelsen har ret og pligt til at være kritiske og udpege, hvilke boligorganisationer der skal bygge – og hvor – så Horsens får de boliger, der er behov for.”

Du skal kræve udvikling og sparring fra din bestyrelse, og de skal kræve det samme af dig.

Direktør Steffen Møller Borgbjerg på besigtigelse af den store makeover af afdeling Vesterport.

Hvordan interessevaretager I hos jer?
”Hos AAB ved vi, hvorfor vi er her. Formålsparagraffen fra 1938 hænger synligt på væggen, og i alt, hvad vi gør, overvejer vi, hvilken værdi det skaber for beboerne. Den tilgang har fungeret i 81 år og igennem årtier fastholdt AAB på en position som en af landets billigste og mest effektivt administrerede (målt på blandt andet administrationsbidragets størrelse, udgifter til istandsættelse og huslejeniveau).”

Hvad ønsker du for fremtiden?
”Mit håb er, at landets politikere har modet og evnerne til at sikre, at nye boligområder kommer til at indeholde et passende miks med eksempelvis 30 procent almene boliger. Jeg tror nemlig på, at blandede bydele er afgørende for sammenhængskraften i Danmark – både i landets store og mindre byer. Og jo mere attraktiv en adresse, jo vigtigere er det at sørge for at blande folk.”

Den store totalrenovering involverer også nye altaner.

Gode råd til landets politikere?
”Jeg er stærkt inspireret af boligminister Kaare Dybvad Bek, som i ord og gerning dels stiller krav til den almene sektor, og dels anerkender det arbejde, som vores medarbejdere udfører for de cirka 573.000 almene boliger i Danmark. Det ville glæde mig meget, hvis flere politikere, på tværs af partifarver og lige som boligministeren, ser fordelene og kvaliteten i den almene sektor. Det ville give grobund for en sund udvikling af Danmark.”

Et godt råd fra direktør til direktør?
”I den almene sektor har vi ansvar for noget så væsentligt som folks boliger. Du er leder, og din bestyrelse er bestyrelse. Du skal kræve udvikling og sparring fra din bestyrelse, og de skal kræve det samme af dig. Også selvom det er mere besværligt end at gøre, som man plejer. Hos AAB har vi arbejdet meget med at få mere dynamik i bestyrelseslokalet, blandt andet med simple virkemidler som at aftale, at man får nye pladser ved hvert møde, og at dirigentrollen går på omgang.”

Om skribenten

anja_andersen.jpg
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Danmarks største kollegie vil bane vejen for fællesskaber for socialt udsatte unge

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Danmarks største kollegie vil bane vejen for fællesskaber for socialt udsatte unge

Artikler

vi anbefaler

SOLBAKKEN DSC 6320 Boligformand: "Ghettopakken vil give store problemer"
Kryger (1) BL’s kredse er klar til nye udfordringer
Foto Holger Anderson Bent Madsen 03257 57 organisationer i appel: Danmark har brug for en folkesundhedslov
Mettemogensen Domea.Dk Foto Jacob Ljørring 6189 (3) Hun skal bygge almene boliger til delebørn
Se alle artikler ( 1843 )

0

Læseliste