29. MAJ. 2020 KL. 00:00

Boligdirektører glade for stabil grundkapital i boligaftale

bo-joergensen.jpg

Det er et godt tiltag at grundkaiptalen er låst fast, mener direktør Bo Jørgensen, Boligselskabet Sjælland. Foto: Boligselskabet Sjælland

Bovia, FA09 og Boligselskabet Sjælland: Fast kommunal grundkapital frem til 2026 giver bedre planlægning.

Den nye boligaftale lægger for første gang den såkaldt kommunale grundkapital fast i en årrække, og det giver god mening, lyder det fra boligorganisationerne Bovia, Boligselskabet Sjælland og FA09.

”Det er positivt, at grundkapitalen ligger fast. Så kan boligorganisationerne sammen med kommunerne bedre lave en strategisk planlægning af kommende boliger og en større variation i boligsammensætningen,” siger Kasper Nørballe, direktør i FA09, Glostrup.

Den kommunale grundkapital er det beløb, kommunerne indskyder, når de giver tilsagn til nye almene boliger. Grundkapitalen indgår sædvanligvis i de årlige forhandlinger mellem finansministeriet og KL, men nu har de politiske partier bag boligaftalen lagt den fast frem til 2026.

Giver stabilitet

Det er et godt tiltag, mener direktør Bo Jørgensen, Boligselskabet Sjælland, Roskilde:

”Når kommunerne skal udvikle nye byområder, så tager det fem-seks år, og nu ved kommunerne, at grundkapitalen er låst fast, og det vil sige, man kan byudvikle stille og roligt. Det gør, at vi kan planlægge meget bedre og mere langsigtet,” siger Bo Jørgensen.

Per Nielsen, direktør i Bovia, Kolding, er enig:

”Der er ingen tvivl om, at det giver noget stabilitet. For vi har oplevet det der med, at det bliver varslet, at nu skal grundkapitalen stige eller falde, og så kommer kommunerne og siger, vi har jo det der nybyggeri, der er planlagt om et år, kan vi ikke rykke det frem, eller den modsatte vej,” siger Per Nielsen.

Fremmer mindre boliger

Den nye boligaftale fremmer byggeri af mindre boliger ved at fastholde den differentierede grundkapital, der blev indført i 2019. Det vil sige, at kommunerne betaler en større andel af byggeriet, jo større boligerne er. Ifølge boligaftalen har det allerede medført mindre boligstørrelser i nybyggeri.

”Det er helt fint, at man fremmer mindre boliger.  I den almene sektor er det vigtigt, at vi bygger boliger til alle til en rimelig husleje – både til den enlige og familier,” siger Kasper Nørballe, FA09.

FA09 har cirka 400 boliger på vej i Gladsaxe, Hvidovre, Tårnby og Egedal kommune.

”I København og Storkøbenhavn vil differentieringen formentlig sammen med flere andre initiativer betyde, at man vil bygge flere små boliger,” siger Kasper Nørballe.

Det forventer Bo Jørgensen, Boligselskabet Sjælland, også. Han mærker allerede effekten og ser positivt på, at aftalen fremmer små boliger.

”Det eneste, vi bare skal være opmærksomme på som ansvarlige bygherrer, det er, at vi hele tiden tænker langsigtet og sikrer en blandet beboersammensætning. Så det stiller os som bygherrer i den situation, at vi skal udfordre kommunerne og sikre, at der også bliver bygget større boliger,” siger Bo Jørgensen.

Boligselskabet Sjælland bygger for tiden omkring 600 boliger i Roskilde, Lejre, Ringsted og Køge.

Mere fokus på behov

I Bovias opland bliver effekten af den differentierede grundkapital nok mindre, spår Per Nielsen. Bovia har omkring 400 boliger undervejs i Kolding, Billund, Vejen og Esbjerg kommune.

”Selvfølgelig har vi også brug for de mindre boliger, men når vi skal bygge mangfoldigt og have blandede boformer, så skal der også være de store boliger for, at vi også kan tiltrække børnefamilier. Det skal der i hvert fald her i det jyske. Jeg tror ikke, at de kommuner, vi samarbejder med, har så meget fokus på økonomien. Man har mere fokus på, hvad behovet er,” siger Per Nielsen.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2877 )

0

Læseliste