15. JUN. 2020 KL. 10:23

Mange ældre har stadig et liv uden banko og fest

banko.jpg

Colourbox. Jeanette Christiansen er ansat som seniorkoordinator i KAB’s ældre- og handicapvenlige boligafdeling Husum-Vænge i Brønshøj. Det har hun været i nu 13 år. Foto: Kasper Witte.

Seniorkonsulent Jeanette Christiansen arbejder stadig på at skabe glæde for beboerne i Husum Vænge, hvor mange stadig lever i isolation.

Jeanette Christiansen er seniorkoordinator i KAB’s ældreboliger Husum-Vænge i København. Hun har, siden corona-krisen startede, gjort alt i sin magt for at holde humøret oppe hos sine 260 beboere i Husum-Vænge.

Det er en udfordring, når begrænsningerne er store. Og beboerne utrygge ved at deltage.

”Jeg savner virkelig at være der for beboerne, som jeg plejer. Jeg må stadig ikke smutte forbi til kaffe og sludder eller holde gang i deres elskede bankospil i fælleshuset. Selvom jeg så småt er begyndt at lave små arrangementer ude i det fri, så dukker der ikke særligt mange op. De er bange for at blive smittet med corona-virus,” siger Jeanette Christiansen. 

Vigtigt at holde kontakten

Under en krise som denne, hvor helbredet er på spil, er det svært at være ældre og bo alene. På grund af alder eller sygdom er de i højrisikogruppen for smitte.

Vi finder altid en god anledning til at holde en fest.

Derfor har de fleste beboere i områdets 260 boliger været i isolation, siden Danmark lukkede ned den 11. marts. Det er lang tid at være væk fra det liv, de plejer at leve. Og nu med en utryghed, de ikke har haft før.

En uge uden for krisetider er for beboerne i Husum-Vænge normalt fyldt med tilbud om samvær og fællesskab. Ofte i Husum-Vænges fælleshus, hvor der bliver arrangeret filmvisning, sangeftermiddage, foredrag, tøjsalg, perlesyning og diverse fester. Lige fra grisefest til fastelavnsfest, forårsfest og efterårsfest – og den mest populære aktivitet: BANKO.

”Vi finder altid en god anledning til at holde en fest,” griner Jeanette Christiansen.

Nu, hvor der er en midlertidig stopklods for de aktiviteter, er det blevet det muliges kunst for seniorkoordinator Jeanette Christiansen at holde fast i kontakten og fællesskabet med beboerne. De tidligere mange besøg hos beboeren er i denne corona-periode erstattet af telefonopkald og små kaffe-kage-stunder på fællesarealerne.

”Jeg er også så småt begyndt at tilbyde små ture til beboerne. Så lejer vi en bus og tager i tivoli eller Rødovre Centrum. Så sker der lidt, for dem der vil” fortæller hun.

For det er stadig et meget lille antal af beboerne, der vover sig ud.

”Frygten for smitte af corona-virus fylder rigtig meget i dem. Så selvom vi jo godt mødes i små grupper udendørs i dag, så er de ikke interesseret. Og det respekterer jeg fuldt ud,” siger Jeanette Christiansen.

Gårdsangere spiller op

I den muntre ende af corona-underholdningen arrangerer Jeanette Christiansen eftermiddage med gårdsang i det almene boligområde. Det har hun gjort, lige siden krisen startede.

Det foregår cirka hver anden uge, hvor en musikant går rundt og spiller mellem bygningerne, og beboerne synger med fra deres vinduer. Det er en populær aktivitet, nu de ikke kan komme til de vanlige arrangementer i fælleshuset. Og en aktivitet, der fortsætter noget tid endnu.

Jeanette Christiansen deltager hver gang selv i skønsangen på stierne i Husum-Vænge. Hun er i sin fritid sangerinde og kender mange, der spiller musik. Det har derfor ikke været svært at finde gode musikanter, som kan spille alle de sangskatte, som den ældre generation kender og værdsætter.

Det sker på mange slags instrumenter, som man ellers ikke møder så meget i gadebilledet længere. Indtil videre har en harmonika, guitar, lirekasse og en mundharmonika været forbi – sågar en sav. Til stor glæde for beboerne, som for en kort stund får tankerne væk fra corona.

Læs mere om almene boliger her

Savner dem alle

”Jeg glæder mig til at kunne se mine beboere igen. Jeg plejer at være meget social og er jo knyttet til dem. Vores beboere tager isolationen utroligt flot, selvom mange nærmest kun får besøg af hjemmeplejen i øjeblikket. For de pårørende er heller ikke trygge ved at besøge deres ældre familiemedlemmer endnu.”

Sådan siger Jeanette Christiansen om det at være så langt væk fra den normale hverdag og uden at vide, hvor længe det skal være sådan. Spurgt om, hvad beboerne glæder sig allermest til, når krisen er ovre, svarer hun grinende:

”Helt klart banko.”

Det ønske kan hun desværre ikke opfylde lige nu, men hun glæder sig til at sætte en lille gave med en kærlig hilsen ud foran alle 260 beboeres døre, inden hun går på sommerferie. Som hun også gjorde før påske, hvor beboerne savnede deres kære.

Om skribenten

Anja Andersen BL
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2879 )

0

Læseliste