12. JUN. 2020 KL. 16:39
DF stiller spørgsmål om retningslinjer for udlevering af domme
12. JUN. 2020 KL. 16:39
DF: Boligorganisationerne skal ikke anmode om at få udleveret domme over beboere. De skal udleveres pr. automatik
Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører, Peter Skaarup, har bedt justitsminister Nick Hækkerup om, at udkastet til retningslinjer for udlevering af domme over beboere til boligorganisationer, skal sendes til Folketingets Boligudvalg, inden retningslinjerne træder i kraft. Udkastet, der er udarbejdet af Rigspolitiet, er i øjeblikker til høring i landets 12 politikredse. DF-ordføreren beder samtidig justitsministeren oplyse, om han mener, at retningslinjerne lever op til intentionerne i parallelsamfundspakken, som Folketinget vedtog i 2018, herunder lovbemærkningerne til ændring af almenboligloven.
"Et af de springene punkter i forhold til de kommende retningslinjer er, hvorvidt domme over beboere, der lever op til, at de kan medføre ophævelse af lejemålet, skal udleveres pr. automatik. Eller om boligorganisationen skal anmode om, at få udleveret dommene i de konkrete sager," siger Peter Skaarup.
"Lovændringen giver boligorganisationerne ret til at ophæve lejemålene, hvis beboere eksempelvis udøver vold eller sælger narkotika indenfor en radius af en kilometer fra pågældendes bopæl. Udover at skabe større tryghed, var det også tænkt som et redskab, boligorganisationerne kan bruge i bestræbelserne på at holde antallet af kriminelle beboere nede, Antallet af beboere med domme er jo et af de kriterier, som kan gøre et boligområde til en "ghetto" eller endda en "hård ghetto"," fortsætter han.
"Hvis boligorganisationerne for alvor skal kunne bruge det her som et redskab, der kan holde antallet af dømte personer nede, nytter det ikke noget, at de selv dagligt skal orientere sig i politiets døgnrapporter og slavisk følge med i retternes journaler, så skal de have dommene udleveret pr. automatik," forklarer han videre.
Ventet meget længe
Det er halvandet år siden, at parallelsamfundspakken blev vedtaget. Og dermed halvandet år, hvor boligorganisationerne ikke i fuld udstrækning har kunnet benytte muligheden for eksempelvis at opsige lejemålet for den lokale hash-pusher eller den voldsdømte. Det fik allerede i februar både Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup og SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhard, til at stille paragraf 20 spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup om, hvornår der sker noget i sagen.
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
EU-Domstolen har indledt retssag mod den danske statRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
EU-Domstolen har indledt retssag mod den danske stat