Anmelder: Gellerup Bypark er en fornøjelse

Arkitekt Nathan Romero Muelas

Gellerupplanen er et af landets største almene boligområder, en ambitiøs og visionær plan, tegnet af den dygtige arkitekt Knud Blach Petersen i slutningen af tresserne. I dag besøger vi Gellerup Bypark. Den er den grønne rygrad i omdannelsen af Gellerupparken.

Gellerup var forud for sin tid. Den havde fritidsklubber, teater og svømmehal, og lejlighederne var bedre og større end standarderne. Planlayoutet var en harmonisk helhed. Kedelig og repetitiv vil mange måske sige i dag, men dengang var det “groede" ikke så populært.

Ikke for at idealisere 70'ernes urbanisme med høje boligblokke og enorme græsplæner, men man må indrømme, særligt hvis man har besøgt boligområder i lande under et kommunistisk styre, at Gellerupparken var noget helt andet. Her var der er en iver efter at give flere af livets goder til alle: udsigt, rekreation, sport, materielle kvaliteter og rumlige lejligheder.

Men Gellerupparken tabte med tiden folkets kærlighed.

"Arkitektoniske hekse"

Når først folk holder op med at elske bygningerne og passe på dem, er de dømte. Denne tabte kærlighed kommer sjældent fra indbyggerne selv, men fra politikere, entreprenører og lobbyister.

Jeg vil som arkitekt mene, at ghettoloven kun har gjort ødelæggelsen af ​​vores kulturarv meget lettere.

Vi river blokke ​​ned, som vi engang afbrændte hekse. For hvis man vil slippe af med noget eller nogen, skal man først bebrejde dem alt det onde, de sociale konflikter, narkokriminaliteten osv. Således er betonblokkene fra halvfjerdserne, og selve betonen, de arkitektoniske hekse i dag.

Mens vi diskuterer om fortynding eller fortætning vil afhjælpe nogle af de virkelige problemer disse områder har, river vi fuldstændige gode huse ned for at bygge nye, og sælger almene byggegrunde til private bygherrer. Ikke særligt bæredygtigt, hvis du spørger mig. Og også en måde at ignorere vores arkitektoniske arv. 

 
Vi ved jo godt hvad der oprindeligt skete, da oliekrisen og den første indvandringsbølge kom.

Gellerupparken blev født ud fra et reelt behov med de bedste intentioner, og hvis tingene er gået galt, er det ikke fordi, der var for mange blokke, eller at de var for ens eller fordi parken var kedelig.

Nye vinde i Gellerup Bypark

Uanset årsagerne til denne mislykkede utopi, så er en ny helhedsplan, en version af Gellerupparken med færre blokke og flere private bygninger, blevet sat i gang.

Den nye helhedsplan inkluderer Gellerup Bypark, som vi besøger i dag.

Byparken forbinder Toveshøj med Gellerup, og strækker sig fra Skjoldhøjkilen i nord til Brabrand Ådal i syd. Den forgrener sig også fra Globus i øst til Verdenspladsen i vest.

Parken består af tre såkaldte programklynger (Sportscampussen, Foreningernes Scene og Legehaven) placeret langs en frit flydende ny topografi med dale og bakker, og et nyt netværk af stier.

Programområderne bygger på allerede eksisterende funktioner i området. Samtidig inkorporerer projektet tre vigtige “kvarterportaler”, en slags markører, eller nedslag, der ifølge projektets forfattere skal bære en signalværdi ud til resten af ​​Aarhus. Disse er:

1) ”regnbuebroen”, en farverig makeover af den eksisterende bro mellem Toveshøj og Gellerup

2) og den eksisterende affaldsvarmebygning, der forvandles til en lysende UFO, tæt på Bazarpladsen, for enden af den nye Bygade.


3) Og til sidst vandfaldet ”Fossen” der slutter parken af mod syd.

Derudover har vi den Gyldne Portal, et kæmpe hul i en af blokkene, der hører til den samlede helhedsplan, men ikke direkte til Byparken. Selvom denne portal måske har en vis reklameværdi, er den en dyr og tom armbevægelse, der skaber et unødvendigt, øde rum: den foregiver at sige ”storby”, men skriger ”forstad”.

En sanselig og oplevelsesrig tur

 
Men den nye Gellerup Bypark er en fornøjelsestur.

Som i andre værker af SLA, landskabsarkitekten som er leder af rådgiverholdet, viser projektet en bevidst konfrontation mellem det naturlige og det kunstige.

Det vigtigste element, der tegner parken, er en "flod" af beton, "strømmen" kalder de den, en blid svingende betonpromenade mellem bakkerne. Denne "flod" rejser sig undertiden op for at danne bænke eller trapper, som en slags kunstige flodbredder.


Der er en ironisk og legende brug af de traditionelle greb til at bearbejde landskabet, som fx. poppel-alléen, der normalt flankerer vejene, men som her får et selvstændigt liv og kun til tider falder sammen med betonfloden. Der er også de store, smukke faldne træer, som dem, vi finder i de gamle skove. De er her for at lege, og måske for at hjælpe insektøkosystemerne, samtidig udgør de også et fint poetisk element i landskabet.

Undervejs finder vi desuden nogle noget mere prosaiske klynger af sten, der skal forhindre knallerter i at drøne ned af betonfloden.

Betonfloden har derudover indgraveret tekster og digte af orientalske og occidentale forfattere. Desværre er mange af teksterne blevet ridset af betonen og endnu ikke repareret. Ligeledes var vandfaldet “Fossen”, der som vigtig markør åbner projektet mod syd, desværre tørt under vores besøg. Jeg håber ikke, at dette er et tegn på tingenes udvikling, altså at omsorgen forsvinder med nyhedsværdien.

Byparken kan bringe nyt liv til Gellerup

Byparken drager desuden fordel af en markant skråning ned mod syd, som giver mulighed for etablering af et stort vandbassin, et regnvandsopsamlingsanlæg, som også opleves som en ægte sø i midten af parken. Det gør blokkenes kantzoner (en af de gode ting allerede ved Knud Blach Petersens blokke), specielt attraktive, fordi området transformeres til et slags resort ved søen, med terrasser, grill og pergolaer.

På vej ned mod vandet, indser man, hvor afbalanceret det oprindelige byprojekt fra 1969 var, med højden af blokken, der flankerer nedstigningen, og adskillelsen af de tre sydlige bygninger, der peger på Brabrand Sø.

Med den nye Bypark er der ingen tvivl om, at når vi følger betonfloden ned over frugtlunde og regnvandsbede, langs grupperinger af træer af forskellig størrelse og karakter, nyder vi en sanselig og oplevelsesrig tur.

Efter at have tilbragt nogle timer op og ned ad parken, gribes jeg dog af en tvivl.

Er rummet for tomt, for åbent? Mangler vi de nedrevne blokke?

Jeg håber, at jeg tager fejl.

Jeg håber, at nedrivningen, hullet i blokken, ”åbningen og genforbindelsen af Gellerupparken” er mere end de slogans, der i dag har taget over i byplanlægningen, og at denne dyre operation reelt bringer nyt liv til Gellerupparken.