20. JUL. 2020 KL. 00:00
Coronahjælp til huslejen var en succes
20. JUL. 2020 KL. 00:00
Boligkontoret Danmark og KAB tog nye skridt for at hjælpe beboere og erhvervslejere, der mistede indtægt under nedlukningen. Det virkede.
To store administratorer af almene boliger, KAB og Boligkontoret Danmark, gik nye veje for at undgå, at coronakrisen skulle sende deres beboere og erhvervslejere på gaden, fordi de ikke kunne betale huslejen. Og det har virket, vurderer de to organisationer i dag.
Det er lykkedes af hjælpe en meget stor del af de beboere og erhvervslejere, der henvendte sig, fordi de pludselig mistede indtægt, da Danmark lukkede ned.
Nedlukningen betød, at KAB allerede i marts spurgte boligorganisationerne i KAB-fællesskabet om lov til at give henstand til lejere, der fik økonomiske problemer på grund af corona.
”Vi har normalt stramme retningslinjer for at give henstand med huslejen, men i Covid-19 situationen har boligorganisationerne i KAB-fællesskabet besluttet, at de vil give henstand i op til tre måneder og eventuelt tilbyde afdragsordning,” siger Solvejg von Barm, kundeservicechef i KAB.
Det blev der især brug for i de første måneder under coronakrisen, hvor 97 beboere og lejerne i 70 erhvervslejemål fik henstand eller en aftale om en afdragsordning. De var alle berørt økonomisk af coronakrisen. Mange af KABs erhvervslejemål udlejes til små selvstændige erhvervsdrivende, der generelt blev hårdt ramt af nedlukningen. Under normale omstændigheder henviser KAB i første omgang beboere til gældsrådgivning i de kommuner, hvor de bor, før de kan få en afbetalingsordning, men under corona-epidemien blev det led sprunget over.
”I denne situation er vi fra starten gået ind i en dialog om henstand og afbetaling med de beboere og lejere af erhvervslejemål, som henvender sig,” siger Solvejg von Barm.
Måtte hurtigt sætte sig ind i Folketingets hjælpepakker
I Boligkontoret Danmark blev Folketingets hjælpepakker pludselig en ny opgave for de tre socialfaglige rådgivere, der sad klar til at hjælpe beboerne med råd og måske afdragsordninger.
”En del beboere blev sendt hjem fra arbejde uden løn, og vi rådgav dem om hjælpepakkerne ud fra, om de var i A-kasse eller ej. Vi guidede også beboere, så de kunne sige til deres arbejdsgivere, at de kunne søge lønkompensation,” fortæller Katja Giebel, leder af de boligsociale indsatser i Boligkontoret Danmark.
Rådgiverne begyndte for første gang at samarbejde med Lønmodtagernes Garantifond og Udlændingestyrelsen.
”Flere beboere med udenlandsk baggrund var bange for at miste deres opholdstilladelse, hvis de søgte offentlig forsørgelse. En længere dialog med Udlændingestyrelsen viste, at de fleste kunne få det i en kort periode, så de kunne betale deres husleje uden, at de mistede opholdstilladelsen,” siger Katja Giebel.
Boligkontoret Danmark gjorde det også tydeligt i første rykkerbrev og på sociale medier, at beboerne kunne få hjælp til husleje ved at kontakte rådgiverne.
Beboere fik hjælp i stedet for ophævelser
Hjælpen har været en succes, fortæller Katja Giebel. Boligkontoret Danmark har kun sendt halvt så mange ophævelser af lejemål ud til beboerne i april, maj og juni som året før. Antallet er faldet fra cirka 60 til 30 om måneden. En ”ophævelse” er rykkerskrivelse nr. 2, og skridtet før fogedretten, hvor beboeren i reglen vil miste sin bolig.
”Vi var overraskede over faldet i ophævelser. Det svarer ret præcist til det antal beboere, der kontaktede os for at få hjælp, og vi vil selvfølgelig meget hellere forebygge end ophæve lejemål,” siger Katja Giebel.
Boligkontoret Danmark udlejer 31.000 boliger, og KAB står for 65.000 boliglejemål. Begge organisationer melder, at der nu er langt færre beboere, der henvender sig med økonomiske problemer på grund af corona.
I KAB er kundeservicechef Solvejg von Barm glad for, at indsatsen virkede.
”Det er virkelig bare positivt, at vi kunne hjælpe. Dog kan der også i de kommende måneder være økonomiske dønninger efter Covid-19, som påvirker beboernes økonomi. Det er derfor endnu for tidligt at drage en klar konklusion,” Solvejg von Barm.
Om skribenten
Mest læste
Se alle artikler (2995)0