13. JAN. 2020 KL. 00:00

Forskning: Skimmelsvamp påvirkes af bygninger og beboere

istock-464856930.jpg

iStock. Både bygninger og beboere påvirker fremkomsten af skimmelsvamp i almene boliger, viser ny forskning.

Forskning løser gåden om svimmelsvamp i boliger ved at gå tæt på renoveringer i 11 almene afdelinger, fordelt over hele landet.

Er det beboernes eller bygningernes skyld, når der opstår skimmelsvamp?

Dette spørgsmål blev Turid Borgestrand Øien i stigende grad optaget af, mens hun arbejdede som rådgiver på den oplysende hjemmeside skimmel.dk.

Turid Borgestrand Øien er uddannet arkitekt, og hun fik chancen for at løse gåden i forbindelse med et ph.d.-projekt på Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) under Aalborg Universitet København.

”Der var en påstand om, at skimmelsvamp skyldes beboernes adfærd, fordi de ikke lufter ud, har en for lav temperatur indendørs eller tørrer tøj i lejligheden. Men min undersøgelse viser, at problematikken om skimmelsvamp er kompleks, og at en lang række faktorer er i spil,” siger Turid Borgestrand Øien.

”Der er tale om adfærdsrelateret fugtbelastning, ja, men også om byggefejl, udtjente byggematerialer og manglende vedligehold,” fastslår hun på grundlag af sin afsluttede forskning, som blev gjort bredt tilgængelig for nylig.

Læs også: 10 gode råd til at undgå skimmelsvamp


Første brede tilgang til emnet

Forskningen er baseret på forholdene i 11 almene boligafdelinger landet over, som hun kontaktede med hjælp fra Landsbyggefonden. Afdelingerne gennemgik alle renoveringer, som blandt andet var forårsaget af skimmelsvamp.

Hendes tilgang til emnet var bred, hvilket er nyt i forhold til skimmelsvamp. Hun lavede fokuserede interviews med repræsentanter for administration og beboere samt med byggeteknikere, og hun var på guidet rundtur og foretog registreringer.

Ydermere gennempløjede hun helhedsplaner, byggetekniske rapporter, mødereferater og andre relevante dokumenter.

I dette eksempel er der skimmel i bunden af et køkkenskab under en utæt håndvask. Her vil det være bedst at få repareret håndvasken og rense eller fjerne de inficerede dele af skabet, fremfor at afvente testresultater.

Ansvaret bliver flyttet i forløbet

De 11 boligafdelinger befandt sig i forskellige faser af renoveringen. Hun er således i stand til at konkludere, at gennem forløbet skifter forståelsen af, om det primært er beboere eller bygninger, der forårsager skimmelsvamp.

”Ansvaret for skimmelsvamp er inden en renovering placeret hos beboerne. Ganske vist er det erkendt, at en bygning har problemer, og der er lavet lappeløsninger, men herefter er der en forventning om, at beboerne bruger boligen på en særlig måde,” siger Turid Borgestrand Øien.

”Men når renoveringen går i gang, og der foretages en byggeteknisk undersøgelse, opdager alle, at hovedårsagen til skimmelsvamp er bygningerne i form af fejl, mangler og slitage,” fortsætter hun.

”Efter renoveringen er der en udbredt opfattelse af, at den byggetekniske indsats har løst problemet med skimmelsvamp én gang for alle, og at det atter er alene er beboerne, som kan afværge skimmelsvamp gennem deres adfærd,” siger hun.

Det er Turid Borgestrand, der har forsket i skimmel. Problematikken om skimmelsvamp er kompleks, og at en lang række faktorer er i spil, så svaret er ikke entydigt.

Kampen fortsætter - og er fælles

Turid Borgestrand opfordrer til at udskifte enten-eller-tænkningen, hvor den findes, med en erkendelse af, at kampen mod skimmelsvamp er en fælles opgave for administration og beboere. Også efter en renovering.

”Man skal ikke tro, at et boligbyggeri klarer sig selv, selv om boligerne netop er blevet ’fremtidssikret’. Det er nødvendigt med løbende tilpasning og forbedring,” siger hun.

En typisk problematik i renoverede bygninger er her ventilationsanlæg. Beboerne kan komme i tvivl om, hvorvidt de fortsat skal lufte ud? Og hvad hvis luften er blevet rigeligt tør? Driftspersonale er måske usikker på, om de selv eller en ekstern aktør skal skifte filtre?

Hendes bedste råd er, at nye angreb af skimmelsvamp forebygges gennem en kombination af jævnlige tekniske vurderinger af boligerne og løbende dialog med beboere og driftspersonale.

”Det er vigtigt at få drift med. Det er folk, der ligger inde med rigtig meget viden. De kender bygningerne og mange beboere,” fastslår Turid Borgestrand Øien.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2879 )

0

Læseliste