22. JAN. 2020 KL. 14:26

100 forsøg startet i svensk boligblok

54-7248.jpg

HSB. Emma Sarin fortæller om HSB Living Lab torsdag den 30. januar på en Almennet-konference om digitalisering og bæredygtighed i byggeriet.

Svensk boligorganisation tester fremtidens løsninger i bygning med 2.000 sensorer, chips i vasketøjet og cirkulære køkkener.

Kan man genbruge naboens vand fra håndvasken til sit brusebad? Og forlænge køkkeners levetid?

Det er bare to ud af de 100 forsøg, der i løbet af de sidste tre år har fundet sted i den svenske boligorganisation HSBs Living Lab i Gøteborg.

Living Lab blev bygget i 2016 og huser forsøgsprojekter, der skal forbedre fremtidens boliger.

Det er en boligblok med 29 lejligheder, hvor der bor studerende og forskere. Living Lab er bygget af moduler og udstyret med 2000 sensorer, der blandt andet måler fugt, temperatur, vandforbrug og beboernes brug af huset. Vægge og moduler kan skiftes ud, når nye forsøg kræver det. Som en del af eksperimentet skal bygningen efter 10 år flyttes til et nyt sted, hvor der er brug for boliger.

Sommetider kommer den vigtigste lære ikke fra innovationen selv, men fra folks adfærd og reaktioner på den.

Emma Sarin, HSB Living Lab


Skal være bæredygtig sektor

Mange af forsøgene i LivingLab handler om forskellige former for bæredygtighed. For eksempel har forskere bygget et rensningsanlæg i huset, der gør det muligt at genanvende vand fra håndvask og brusebad til nye brusebade i stedet for at bruge drikkevand. De foreløbige resultater viser, at det giver fint brusebadsvand. Anlægget kører dog kun, når forskerne arbejder med det, da love og regler endnu ikke tillader den type genanvendelse.

”Den største udfordring for hele boligsektoren er de store klimaforandringer. Vi er nødt til at se på, hvordan vi bliver en bæredygtig sektor på alle måder. Energiforbrug, materialeforbrug, cirkulær anvendelse af materialer, affaldsreduktion og også, hvordan vi kan støtte en bæredygtig adfærd i bygningerne,” siger Emma Sarin, projektchef for HSB Living Lab.

Andre forsøg går på at mindske ressourceforbruget ved tøjvask, teste klimavenlige byggematerialer og skabe miljøer, der fremmer socialt samvær.


Vigtigt at teste i levende miljø

Living Lab ligger på Chalmers Tekniske Universitet, der er en af HSBs vigtigste samarbejdspartnere i projektet. Derudover deltager blandt andre et energiselskab, en hvidevareproducent og en virksomhed, der bygger højteknologiske byggemoduler.

Living Lab er åben for forskningsansøgninger fra alle interesserede, for eksempel er et hollandsk universitet med i et studie, der skal skabe køkkener med mindre materialeforbrug og længere holdbarhed. Ifølge forskerne kasseres svenske køkkener i gennemsnit efter syv år, men de kan ofte holde i 25 år.

“Den vigtigste læring fra Living LAB er måske den store værdi, der ligger i at afprøve ting i virkeligheden i et hus med permanente lejere og driftspersonale. Sommetider kommer den vigtigste lære ikke fra innovationen selv, men fra folks adfærd og reaktioner på den,” siger Emma Sarin.

HSB Living Lab er også repræsenteret torsdag den 30. januar på en Almennet-konference om digitalisering og bæredygtighed i byggeriet i Eigtveds pakhus i København. Her kommer Freja Bramsen, bæredygtigheds- og udviklingschef i HSB, og fortæller om projektet.  Konferencen er arrangeret af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Byggeskadefonden og AlmenNet. 

Om skribenten

Kristoffer
Kristoffer Friis Sørensen

Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Blev hjemme fra arbejde for at løbe mellem husene

Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Blev hjemme fra arbejde for at løbe mellem husene

Fik du

læst disse?

BL Tingbjerg 111018 014 Nu er der færre parallelsamfund på Boligministeriets liste
Finnmuus Boligdirektører: Kæmpe problem at udskyde energirenoveringer og andre nødvendige renoveringer
RW 210922 FAB Elbiler 0024 Boligselskab: "Planlæg ladestandere til fremtiden"
Katja Lindblad Domea Beboerrådgivning bremser udsættelser
Se alle artikler ( 2726 )

0

Læseliste