13. FEB. 2020 KL. 00:00

Boligforeninger giver håb for hjemløse i Faaborg-Midtfyn

colourbox1057803.jpg

Colourbox

Vi vil gerne hjælpe med at finde boliger til hjemløse, lød det fra boligforeninger på stormøde indkaldt af Faaborg-Midtfyn Kommune.

Boligorganisationerne i Faaborg-Midtfyn Kommune er klar til at finde boliger til hjemløse. Det var konklusionen på et stormøde afholdt den 28. januar, hvor kommunen havde indbudt alle lokale boligorganisationer for at få hjælp til at give et voksende antal hjemløse en bolig.

”Vi vil meget gerne hjælpe hjemløse med at få tag over hovedet og tage et socialt ansvar,” siger Vibeke Harboe, formand for Fåborg Boligforening, der deltog i mødet.

Det er hendes formandskollega i Domea Faaborg-Midtfyn Ældreboligselskab Niels Peter Ellegaard enig i.

”Vi går positivt ind i dialogen. Jeg tror, vi har nogle boliger, der kan bruges. Det skal vi se på nu,” siger Niels Peter Ellegaard. 
 

Læs også: Almene boliger til hjemløse


Fire gange så mange hjemløse på to år

Antallet af hjemløse i Faaborg-Midtfyn Kommune er næsten firdoblet de seneste år fra 19 personer i 2017 til 75 personer i 2019, ifølge den seneste hjemløsetælling fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

”Vi er meget afhængige af at skaffe boliger til de hjemløse,” siger Sissel Skivinger Dyrving.

Den udfordring kan kun løses i samarbejde med boligorganisationerne, vurderer Sissel Skivinger Dyrving, udviklingskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune, der havde indkaldt til stormødet.

”Vores vigtigste samarbejdspartner er de almene boligorganisationer. Det er komplekse problemstillinger, vi ikke kan løse alene,” siger Sissel Skivinger Dyrving.

”Vi er meget afhængige af at skaffe boliger til de hjemløse,” siger hun.

Kommunen har blandt andet en ret stor gruppe hjemløse unge, såkaldte sofasurfere, der ofte kommer fra udsatte familier, og som med en bolig og den rigtige støtte kan komme godt videre i livet, ifølge Sissel Skivinger Dyrving.

Det kan vi godt løse

Faaborg Boligforening har lidt over 400 boliger i Faaborg og omegn. De administreres af Arbejdernes Boligforening Odense, hvor Helle Jakobsen er forretningsfører.

”Vurderingen på mødet var, at det kan vi godt løse sammen med de andre boligforeninger. Vi vil rigtigt gerne arbejde sammen med kommunen om det her, og vi er glade for at blive spurgt,” siger Helle Jakobsen.

Nu handler det om at skabe rammer for samarbejdet og kortlægge boligerne, fortæller Kim Hybel, kundechef i Servicecenter Domea Faaborg-Midtfyn, der administrerer flere boligselskaber i kommunen, herunder Domea Faaborg-Midtfyn Ældreboligselskab, BSB Årslev og BSB Ringe.

”Vi skal i arbejdstøjet og arbejde os ind i det alle sammen. Vi skal finde ud af rammerne, og hvor mange boliger vi har med en husleje på mellem 2.500 og 4.500 kroner. Det er ikke dem, vi har flest af,” siger Kim Hybel og nævner, at nybyggeri også er en mulighed.

Tættere samarbejde

Udgangspunktet for samarbejdet vil ifølge Sissel Skivinger Dyrving være, at kommunen forpligter sig økonomisk, hvis borgeren for eksempel springer fra lejemålet i sidste øjeblik eller efterlader udgifter til istandsættelse.

”Sådan et samarbejde skal være tilgængeligt og let for boligforeningerne,” siger Sissel Skivinger Dyrving.

”Det er noget med at lave nogle systemer i kommunen, så boligorganisationerne kun får en enkelt indgang til kommunen, så de ikke skal henvende sig flere forskellige steder for at få hjælp,” siger Sissel Skivinger Dyrving.

Det falder i god jord hos formanden i Fåborg Boligforening.

”Det er en win-win-situation, fordi vi ønsker os en direkte indgang til kommunen, hvis vi oplever problemer med en beboer,” siger Vibeke Harboe.

Håndholdt indsats vigtig

Faaborg-Midtfyn Kommune arbejder ud fra Housing First-strategien. Den går ud på, at den hjemløse først skal tilbydes en bolig, hvorefter kommunen yder intensiv bostøtte. Kommunen har hentet inspiration i Odense, der har nedbragt andelen af hjemløse med 40 procent fra 2009 til 2019. Her mødes byens boligorganisationer en gang om måneden med kommunens boligstrategiske konsulent og finder boliger, der passer til de hjemløse og som samtidig tager hensyn til beboersammensætningen i boligområdet.

Forretningsfører Helle Jakobsen kender samarbejdet om hjemløse fra Odense.

”Den håndholdte indsats til de hjemløse er vigtig,” siger hun og mener, at vejen frem kan være en strategisk samarbejdsaftale med kommunen som tovholder.

Boligstrategisk konsulent i Odense Kommune Tom Rønning. Annesophie Hansen, afdelingschef i BL og boligforeningen Fåborg-Midtfyn deltog også i stormødet.

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste