10. DEC. 2020 KL. 09:21
Se kortet: De 10 største renoveringsprojekter lige nu
10. DEC. 2020 KL. 09:21
Landsbyggefonden er gået ind i slutspurten af et hektisk efterår. Inden årets udgang har de givet tilsagn til historisk mange almene renoveringsprojekter. Se de 10 projekter, som indtil videre har fået godkendt de største puljer.
350 millioner kroner. Så meget har Landsbyggefonden givet i støtte til et enkelt alment boligområde.
Åhaven i Odense er med sine klynger af rækkehuse et fint område med gode boliger. Men det har vist sig, at der gemmer sig en række byggetekniske fejl, som stammer fra opførelsen i midten af 1970’erne, som er sundhedsskadelige for beboerne. Civica bliver derfor nødt til at rage det hele ned til soklen. For så at bygge husene op igen.
2020 vil ikke kun blive husket for corona. Det er også året, hvor Landsbyggefonden omsætter 14,7 milliarder kroner til skema A-tilsagn.
Med ”Grøn boligaftale 2020” forhøjede et bredt flertal i Folketinget Landsbyggefondens renoveringsramme med 12,1 milliarder kroner i 2020. Det skulle sikre, at hele den efterhånden lange kø af renoveringer i Landsbyggefonden kunne komme i gang. Så hurtigt som muligt og med fokus på energirenoveringer.
Ikke færre end 450 projekter, med cirka 72.000 boliger, har stået på venteliste i Landsbyggefonden – nogle i over 10 år. De kan med fremrykningen af renoveringer nu blive afviklet i 2020 og 2021.
Nogle almene boligafdelinger har søgt om bare få millioner kroner i renoveringsstøtte fra Landsbyggefonden. Andre om flere hundrede millioner.
Ens for alle er, at de med et tilsagn fra fonden kan påbegynde arbejdet med at gøre de almene boliger tidssvarende, energirigtige og sunde at bo i.
Skema A-tilsagn
Almene boligafdelinger kan søge støtte fra Landsbyggefonden til renoveringer, der ligger ud over almindelige vedligeholdelsesopgaver.
Skema A-tilsagn er, når en renoveringssag er oprettet af Landsbyggefonden. Og projektet er formelt godkendt. Derefter kan boligorganisationen begynde at projektere.