24. AUG. 2020 KL. 14:03
Nærpolitistationer kan være på vej til udsatte boligområder
24. AUG. 2020 KL. 14:03
Trygheden skal tilbage. Regeringen præsenterede mandag sit politiudspil. Tirsdag går forhandlingerne i gang. Nærpolitistationer i udsatte boligområder er en vigtig del af udspillet.
Politiet skal tættere på borgerne og synligheden skal styrkes.
Mere nærhed og flere betjente er en del af regeringens løsning på at styrke trygheden, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S), da han mandag under overskriften ”Trygheden først – et politi der er dér, hvor danskerne har brug for det” præsenterede regeringens forslag til en ny politireform.
20 nye nærpolitistationer – 10 i Østdanmark og 10 i Vestdanmark – er et af de centrale omdrejningspunkter i udspillet, når det handler om at øge trygheden. Flere af disse skal placeres i udsatte boligområder, lød det på pressemødet. Præcis, hvor mange nærpolitistationer, der skal placeres i de udsatte boligområder skal forhandlingerne, som går i gang tirsdag med Folketingets øvrige partier, nå frem til.
Nærpolitistationer til de udsatte boligområder
Regeringens oplæg er, at 300 flere betjente skal ud til den borgernære politiindsats i politikredsene.
”Nærheden skal tilbage. De 20 nærpolitistationer skal ligge steder, som har tabt på centraliseringen. Nogle skal placeres i særligt udsatte boligområder, hvor alt for mange mennesker skal se nogle få larme, hærge og skabe utryghed. Vi vil ikke acceptere den form for utryghedsskabende adfærd,” sagde Nick Hækkerup (S).
Nærpolitistationerne er ikke en udbygning af de mobile politistationer, som kan rykke hurtigt ud, men fysiske bygninger i lokalområderne, hvor minimum fem betjente skal gå på arbejde og holde åbent minimum 15 timer om ugen.
”Det skal være sådan, at man kan komme ned og snakke med betjenten og fortælle, hvad man har oplevet og høre til de sager, der er i området. Placeringen af nærpolitistationerne skal være ud fra et geografisk kriterie og ud fra, hvordan kriminalitetsbilledet ser ud. Vi ved endnu ikke, hvor mange, der skal ligge i de her udsatte områder,” siger Nick Hækkerup (S).
Læs også: Derfor er politiforhandlingerne vigtige for de almene boliger
Udover 20 nye nærpolitienheder og 300 flere betjente til den borgernære politiindsats i politikredsene lanceres en ny national efterforskningsenhed i jagten på samfundsundergravende kriminalitet og en reform af Rigspolitiet. Der skal være mindre sagsbunker og kortere sagsbehandlingstid, lyder det i udspillet.
Regeringens udspil har i alt fire overordnede temaer som omdrejningspunkt og indeholder i alt 23 initiativer.
- Nærhedsreform af politiet
- Frihed til lokale løsninger
- Jagten på samfundsundergravende kriminalitet styrkes
- Mindre sagsbunker og kortere sagsbehandlingstid
Om skribenten
Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværkKristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværk