21. AUG. 2020 KL. 12:57

Hurtig indsats bremser corona-udbrud på Resedavej

istock-1226004910.jpg

iStock. Folk stod i kø for at blive testet for corona-smitte ved det midlertidige testcenter i boligområdet Resedavej og Lupinvej i Silkeborg.

Tæt samarbejde mellem myndigheder, boligorganisationer og foreninger har knækket smittekurven i Silkeborg.

Onsdag den 5. august hører direktør i AAB Silkeborg Flemming Jensen om det første smittetilfælde af corona i det udsatte boligområde Resedavej og Lupinvej. Allerede torsdag formiddag mødes han med krisestaben i Silkeborg Kommune og kommunaldirektør Lone Lyrskov.

”Vi kunne se, at der måske var en stigning i antallet af corona-smittede på vej i området,” fortæller kommunaldirektør Lone Lyrskov.

Et par timer senere bliver Flemming Jensen klar over, at der nu er 7-8 smittede familier i området. Det får han at vide af lederen af den boligsociale helhedsplan, der er blevet informeret af beboere i området.

”Så bliver vi selvfølgelig alvorligt bekymrede, og den melding giver jeg tilbage til kommunen,” siger Flemming Jensen.

”Og klokken 15:00 ringer de og spørger, om det er i orden, at Region Midtjylland kommer og laver testcenter i vores område, fordi det er et mikroudbrud,” siger han.

Samme eftermiddag lukker områdets to boligorganisationer fælleshuset for beboeraktiviteter. AAB Silkeborg og Aarbejdernes Byggeforening ejer hver især cirka halvdelen af boligerne i området, hvor der i alt bor omkring 1.900 mennesker. De udsender sms-beskeder til beboerne og opfordrer dem til at blive testet og sætter informationsbreve op i alle opgange.

300 meter lang kø

Testcenteret åbner dagen efter, fredag den 7. august, og alle kan blive testet uden tidsbestilling. Hver dag bliver 400-600 personer testet. Teltet står på græsplænen foran beboerhuset, og køen bliver op til 300 meter lang. Boligorganisationernes ansatte hjælper med at guide beboere og borgere, og det får testningen til at glide.

”Regionen har været presset på testkapaciteten, da de også skulle bruge tid på at vejlede folk om, hvor de skal stå henne, når de skal stå i kø, og der har boligorganisationerne været gode til at hjælpe med ressourcer og gå til hånde,” siger Lone Lyrskov.

”Vi hjælper hinanden for at få det til at fungere, og boligforeningerne har været supergode. De har bare været på,” siger kommunaldirektøren.

Særlige restriktioner i Silkeborg

Få dage efter, mandag den 10. august, indfører Styrelsen for Patientsikkerhed særlige restriktioner i Silkeborg, blandt andet krav om mundbind i offentlig transport. Den dag kommer der også repræsentanter fra Styrelsen for Patientsikkerhed for at informere om smittebekæmpelse. Boligorganisationer og boligsociale medarbejdere hjælper med at kontakte de mange forskellige foreninger i boligområdet.

”Vi samlede en række foreninger, bydelsmødre og andre som har et stort netværk for at give dem information om, hvad det for eksempel betyder at blive testet og isolere sig selv. Det hjalp rigtigt meget. Foreningerne i området har været gode til at forklare, at når man er smittet så skal man isolere sig, og de har hjulpet med indkøb og tøjvask,” siger Lone Lyrskov.

Boligorganisationerne har på flere måder øget informationen, blandt andet ved at sætte plakater op på ni sprog med materiale, som BL har bidraget til at få oversat. De ansatte er blevet testet, og beboere i andre afdelinger har fået en sms, der opfordrer dem til at blive testet. Testcenteret er nu rykket indenfor i beboerhuset på grund af regn og blæst.

Hurtig indsats virkede

Coronasmitten er i dag under kontrol to uger efter udbruddet startede. Hvis den positive udvikling fortsætter, vil de særlige corona-tiltag i Silkeborg blive ophævet mandag den 24. august, ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed.

”For os har det handlet om at begrænse smittespredningen i fællesskab med boligforeningerne. Det er lykkedes over al forventning, og vi håber selvfølgelig, at det holder,” siger Lone Lyrskov.

AAB Silkeborgs direktør er også meget tilfreds med samarbejdet. Hans råd til andre boligorganisationer i samme situation er, at de skal handle hurtigt.

”Det har virket, at vi har reageret hurtigt i forhold til vores samarbejdspartnere: kommunen, vores boligsociale medarbejdere, de lokale foreninger og ikke mindst vores egne beboere og beboerdemokrati. Det er vigtigt at lægge en slagplan, effektuere den og få slået smittespredningen ned med det samme. Beboerne kan blive utrygge ved et coronaudbrud, men en hurtig indsats og god information skaber tryghed igen,” siger Flemming Jensen.

Opdateret 25.08.20: De særlige corona-tiltag i Silkeborg blev ophævet mandag den 24. august.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2983 )

0

Læseliste