02. APR. 2020 KL. 19:50

Social vicevært: Forældreintra kan slå enhver familie ud

hodan-foran-kontoropgang.jpg

Hodan Abdiaziz plejer at tage ud til beboerne, men under corona-krisen må hun nøjes med at ringe rundt. Foto: Privat.

Læs om Hodan Abdiaziz’ arbejde med udsatte børnefamiliers udfordringer under corona-krisen i Københavns Sydhavn.  

”Jeg forstår udmærket godt, at mange familier er frustrerede over situationen med hjemmearbejde og hjemmeskoling.”

Udtalelsen kommer spontant fra Hodan Abdiaziz, som er social vicevært i FællesSkaberne, som er den boligsociale helhedsplan for Sjælør og Sydhavnen i København.

Hodan Abdiaziz er selv mor, hjemmearbejdende og nu også ’skolelærer’ for sine børn, og det er ifølge hende ikke en let tjans. Det selvom Hodan Abdiaziz er både ung og ressourcestærk.

”Når jeg synes, det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen i denne corona-tid, så ved jeg, at de familier, jeg har kontakt til som social vicevært, har det endnu sværere.”

Jeg ringer også til hende bare for at høre, hvordan hun har det.

Hodan Abdiaziz.

Familierådgivning

Hodan Abdiaziz’ rolle som social vicevært er at vejlede og støtte sårbare børnefamilier, så de lærer at tackle udfordringerne i deres eget liv.

De familier, hun har kontakt til, bor i de almene boligafdelinger i Sydhavnen og Sjælør, som hører under AKB, København, 3B, AAB og Vibo.

”Her under krisen kræver det et helt andet relationsarbejde, end jeg er vant til. Jeg kan ikke bare lige cykle ud i boligområdet og med egne øjne se, hvordan familierne har det,” siger Hodan Abdiaziz let bekymret.

Hodan Abdiaziz besøger normalt familierne i deres bolig, eller de kommer op på kontoret, hvor hun sidder. Der får de en snak om, hvad der er svært for dem. Men på grund af corona-virus bliver det kun til telefonopkald.

Her følger hun op på, hvordan familierne har det, og om de har behov for hjælp til at forstå al den information, som de under corona-krisen bliver bombarderet med, både på tv, aviser, e-Boks, sociale medier og fra skolen.

Corona-bekymringer

De nye bekymringer går meget på, at mange familier arbejder hjemme og samtidig skal understøtte undervisningen af deres også hjemsendte børn. Og måske endda i en periode, der vil strække sig over flere måneder.

Hodan Abdiaziz har i øjeblikket kontakt til en mor med fem skolebørn på forskellige niveauer. For moren er det fuldstændig uoverskueligt at finde rundt i al den info, der ligger på Aula, som er skolernes forældreintra.

”Den mor kan jeg konkret hjælpe med at finde og forstå de mange vejledninger, skolen har lavet på hendes fem børn, så hun kan støtte børnene bedst muligt i undervisningen derhjemme,” fortæller Hodan Abdiaziz og tilføjer:

”Men jeg ringer også til hende bare for at høre, hvordan hun har det, for hun har rigtig meget at se til.”

Nødpasning

Hodan Abdiaziz gør også meget ud af at fortælle sine kontaktfamilier, at nødpasning i skoler og institutioner ikke kun er for dem, som har kritiske arbejdsfunktioner.

”Det er også et tilbud til familier, som af andre grunde kan have behov for pasning ude af hjemmet,” siger Hodan Abdiaziz.

FællesSkaberne er i kontakt med den lokale folkeskole i Sydhavnen, Ellebjergskolen, som fortæller, at de endnu ikke har særlig mange børn i nødpasning. Skolen vil derfor kontakte udsatte familier, så de bliver opmærksomme på, at tilbuddet også gælder dem.

Lektiehjælp

Helhedsplanen for Sydhavnen og Sjælør omfatter også lektiehjælp til skolebørn. Det plejer normalt at foregå i lektiecafeer, som er indrettet i lokaler i boligområderne. Her står frivillige lektiehjælpere og unge fritidsjobbere klar til at hjælpe børnene med læse, skrive og regne. Men det har corona-krisen også sat en midlertidig stopper for.

”Nu prøver vi at lave lektiehjælp via digitale kanaler, som de unge jo heldigvis er vant til at bruge. Her kan børnene højtlæse på for eksempel Facetime, og vi kan skrive sammen på Messenger og sms. Det skal da prøves…..for vi ved jo ikke, hvor længe vi skal holde os på afstand af hinanden,” siger Hodan Abdiaziz.

FællesSkaberne har hængt opslag op i opgangene med information til beboerne om den hjælp, de fortsat kan få under corona-krisen.

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste