02. APR. 2020 KL. 11:13

Realdania støtter fremtidens seniorbofællesskab i Struer

realdania-seniorbofaellesskaber.jpg

Efterspørgslen på bofællesskaber er stigende blandt de ældre generationer. Foto: Thomas Søndergaard.

Realdania går sammen med den almene boligadministration Lejerbo og Struer Kommune om at udvikle et bofællesskab for seniorer tæt på by og havn.

Drømmen om at flytte i en individuel bolig med mulighed for at indgå i nære hverdagsfælleskaber, hvor fokus er på at øge livskvaliteten sammen med jævnaldrende, lever hos mange danskere. Særligt blandt de ældre generationer. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Realdania.

Ifølge en undersøgelse fra VIVE ønsker flere end 80.000 ældre at flytte i seniorbofællesskab i løbet af de næste fem år. Og tallet forventes at stige markant i fremtiden.

Den stigende efterspørgsel på seniorbofællesskaber vil Realdania, Lejerbo og Struer Kommune nu imødekomme i et fælles, lokalt pilotprojekt. Det nye seniorbofællesskab skal bestå af 20 boliger med fællesarealer og være frontløber for fremtidige bofællesskabsprojekter. Målet er, at man i byer aktiverer ældre og funktionstømte bygninger og fremmer byliv og fællesskaber med et bæredygtigt aftryk. En del af boligerne forventes desuden at være til at betale med en folkepension.

Beboere nyder samværet

Lejerbo Struer-Lemvig er bygherre på seniorbofællesskabet og vil også stå for den fremtidige drift af boligerne. Lejerbo har mange års erfaring med både at bygge og drive seniorbofællesskaber og varetager i dag driften af en lang række bofællesskaber rundt om i hele Danmark.

Organisationsbestyrelsesformand for Lejerbo Struer-Lemvig, Lars Møller Pedersen, ser frem til samarbejdet om det nye bofællesskab.

"Vi er som almen boligorganisation glade for at kunne tilbyde kommende lejere en boligform som denne. Seniorbofællesskaber er fremragende afsæt for det gode seniorliv, og vi kan se fra andre lignende byggerier i Lejerbo-fællesskabet, at beboerne virkelig nyder mulighederne for samvær og sociale fællesskaber. Med den nye udviklingsaftale i hånden er jeg sikker på, at vi kan skabe nogle gode boliger for seniorer i Struer, som ønsker at bo centralt i byen og samtidig have muligheden for at bevare gode sociale relationer i seniortilværelsen," siger Lars Møller Pedersen i en pressemeddelelse fra Realdania.

Fællesskab øger livskvaliteten

At bofællesskaber er attraktive hos potentielle tilflyttere, er der heller ikke tvivl om i Struer Kommune.

"Jeg møder stor efterspørgsel på alternative boformer, hvor det er naturligt at indgå i det nære fællesskab der, hvor du bor. Det er både ældre og børnefamilier, som gerne vil samles om nogle fælles værdier og det nære i en ofte fortravlet hverdag – som måske kan blive mindre travl ved at bo tæt og klare tingene sammen. Om det er fællesspisning, fælles have eller noget helt andet, er sådan set underordnet. Det øger livskvaliteten, og er noget, jeg oplever efterspørgsel på fra både herboende og udefrakommende. Jeg er helt sikker på, at det er en tendens, som vi kommer til at se vokse også her i landsdelen inden for kort tid," siger Sidsel Munkebo Hansen, bosætningskoordinator i Struer Kommune.

Efterspørgsel på alternative boformer

Siden 2016 har Realdania samarbejdet med den almene boligsektor om at kickstarte opførelsen af nye seniorbofællesskaber, efter markedet stort set var gået i stå. Den indsats har båret frugt, og antallet af seniorbofællesskaber er de seneste år steget markant.

"Efterspørgslen overstiger langt udbuddet af seniorbofællesskaber. Vi ved, at seniorbofællesskaber både styrker livskvaliteten og sænker ensomheden blandt de ældre, der bor der. I projektet i Struer er kommunen gået ind som en aktiv medspiller i opførelsen af et lokalt seniorbofællesskab. Det er et dejligt eksempel, som jeg håber, vil inspirere andre. For der er ingen tvivl om, at kommunerne er vigtige her. Fordi de aktivt kan være med til at understøtte, at de almene boligselskaber bygger flere seniorbofællesskaber, og fordi de kan tænke bofællesskaber ind i deres byplanlægning," siger filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk.

Niels Viggo Lynghøj, borgmester i Struer Kommune, ser frem til det nye projekt og samarbejdet med Realdania:

"Da et flertal i byrådet i december 2018 godkendte købet af Østergade 29, var det med målet om at udvikle attraktive boliger, der bidrager til liv i byen. Jeg er rigtig glad for, at Realdania nu vil udvikle projektet sammen med os. Vi har gode erfaringer med byfortætningsprojekter med netop Realdania. Det er de samme principper, som ligger til grund for vores samarbejde om By+Havn-projektet og Østergade 16, og det er i den kontekst, man skal se bofællesskabsprojektet på Østergade 29. Det er alt sammen med til at løfte livet i byen og gøre os mere attraktive for potentielle tilflyttere."

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste