22. APR. 2020 KL. 15:10
Fælleshuse omdannes til børnehaver
22. APR. 2020 KL. 15:10
Genåbning af landets institutioner har budt på udfordringer med pladsmangel som følge af myndighedernes anvisninger om afstand. Det problem tilbyder flere almene boligorganisationer nu at løse ved at stille fælleshuse til rådighed.
De almene boligorganisationer har lige nu mange beboerlokaler, som står tomme på grund af corona-krisen. Beboerne må ikke bruge dem, så længe de er underlagt regeringens påbud om, at der ikke må være flere end 10 personer samlet.
Det fik en afdelingsformand i Himmerland Boligforening i Aalborg til at tænke kreativt. Han fik ideen til, at boligforeningens tomme fælleshuse kunne laves om til alternative børneinstitutioner.
Den idé var Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening, helt med på.
Derfra var der ikke langt fra tanke til handling. Ole Nielsen kontaktede organisationsbestyrelsen i boligforeningen, som hurtigt besluttede at gøre det til virkelighed.
”Jeg kontaktede Børne- og Familieafdelingen i Aalborg Kommune og tilbød, at de omkringliggende børneinstitutioner frit kunne bruge boligområdernes fælleshuse som ekstra pasningssteder,” fortæller Ole Nielsen.
Aalborg Kommune slog straks til, for der er et stort behov for at finde ekstra kvadratmeter til de mange børn, som skal passes, og som institutionerne eller kommunen ikke bare lige har til rådighed.
En børnehave, som er nabo til Himmerlands afdeling Golfparken i Vejgaard ved Aalborg, viste sig at være meget interesseret i at låne afdeling Golfparkens fælleshus som backup til de dage, hvor der er behov for lidt ekstra plads til børnene.
”Tænk, at så lille et greb kan vise sig at være så nyttigt. Kommunen får kvadratmeter i denne svære tid, og vores beboere får fornøjelsen af se glade børn lege rundt i boligområderne,” siger Ole Nielsen.
Borgmester takker
Københavns Kommune har også svært ved at få puslespillet til at gå op. Det er svært at finde plads til de mange børn, som normalt bliver passet i dens børneinstitutioner.
De skærpede retningslinjer fra sundhedsmyndighederne gør, at kapaciteten i de eksisterende institutioner er reduceret med 50 procent. Kommunen er derfor afhængig af at finde nye lokaliteter. Det har blandt andet ført til samarbejder med almene boligforeninger i København.
”Med de nye retningslinjer skal vi finde rigtig meget ekstra plads til byens børn. Det er en kæmpe opgave, og jeg er rigtig glad for, at der kommer en masse gode ideer og hjælp. Her er de almene boligorganisationer – som altid – nogle af dem, der går forrest," siger Jesper Christensen, børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.
KAB-fællesskabet står klar
KAB har sammen med AKB København, SAB og 3B meldt sig på banen med tilbud om midlertidigt at udlåne KAB-fællesskabets beboerhuse og grønne arealer til de trængte institutioner.
Jens Elmelund, adm. direktør i KAB, er glad for, at afdelingsbestyrelserne hoppede med på beslutningen om at hjælpe kommunen med lån af lokaler rundt om i byens mange boligområder.
”De første beboerlokaler er ved at blive taget i brug, og afdelingsbestyrelserne er lige nu ved at sende info ud til beboerne om, at en gruppe børnehavebørn i den kommende tid flytter midlertidigt ind i nogle af boligafdelingerne,” siger Jens Elmelund.
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"