20. APR. 2020 KL. 08:02

Dansk Byggeri: 7.700 færre praktikpladser i 2020

laerlingepladser.jpg

Hvis corona-krisen varer længe, vil mange tusinde lærlinge stå uden praktikplads i byggeriet. Foto: Colourbox

De mange unge, som er i gang med at tage uddannelser på landets erhvervsskoler, går en usikker periode i møde. Som følge af corona-krisen risikerer antallet af uddannelsesaftaler at falde markant.

I øjeblikket oplever mange danske virksomheder store indtægtstab på grund af den verserende sundhedskrise. De negative økonomiske konsekvenser vil uundgåeligt også ramme de unge elever på erhvervsskolerne. Det fremgår af en ny analyse fra Dansk Byggeri.

Flere tusinde elever er lige nu i gang med deres praktikforløb i virksomheder rundt om i landet. Men virksomhederne mangler opgavebestillinger i ordrebøgerne på grund af krisen, og mange har derfor været tvunget til at opsige både ansatte og lærlinge.

”Godt 2.000 lærlinge i bygge- og anlægsbranchen på korte aftaler og i prøveperiode går en usikker fremtid i møde. Hertil kommer, at flere tusinde elever til sommer er færdige med deres grundforløb, og de skal også ud at finde en praktikplads,” siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.

Giver regeringen tilladelse til at afvikle renoveringskøen på 18,4 milliarder, vil det sikre arbejdspladser og lærlingepladser i langt de fleste kommuner i Danmark.

Ifølge Louise Pihl er der derfor brug for at sikre, at så mange virksomheder som muligt stadig opretter praktikpladser.

”Ligesom under finanskrisen er der en reel risiko for, at bunden går ud af praktikpladsmarkedet. Regeringen og arbejdsmarkedets parter er nødt til at drøfte, hvordan vi kan sikre, at der også i 2020 bliver oprettet praktikpladser til de unge på erhvervsuddannelserne. Vi må ikke komme på bagkant og først handle, når antallet af elever i skolepraktik er eksploderet,” fortsætter Louise Pihl.

Analysen viser, at bliver corona-krisen langvarig, og stiger den økonomiske vækst ikke i resten af 2020, risikerer man, at antallet af uddannelsesaftaler falder med op til 7.700 aftaler.

Sæt gang i almene renoveringer

BL, fagbevægelsen, erhvervsorganisationer og et politisk flertal er enige om, at regeringen bør sætte gang i renoveringen af de 72.000 almene boliger, der lige nu står i kø i Landsbyggefonden for at blive udbedret.

Der er samlet set renoveringsprojekter for 18,4 milliarder kroner, som kan sættes i gang forholdsvist hurtigt, hvis regeringen giver tilladelse til det.

Ifølge beregninger fra Dansk Byggeri vil den investering kickstarte byggeriet i en sådan grad, at cirka 1.500 lærlinge vil komme i arbejde, hvis de almene boligorganisationer fortsat holder et gennemsnit på 10 procent.

Funktionschef i BL, Rikke Lønne, er ikke i tvivl. Får man sat skub i renoveringerne, kan de almene boligorganisationer bidrage til, at flere erhvervsskoleelever får afsluttet deres uddannelse – og ikke ender i skolepraktik eller arbejdsløshed på grund af manglende praktikpladser.

”Faldet i praktikaftaler er bekymrende og endnu et godt argument for, hvor vigtigt og helt oplagt det er at få sat gang i de mange tusinde almene renoveringer, som lige nu venter på støtte. Giver regeringen tilladelse til at afvikle renoveringskøen på 18,4 milliarder, vil det sikre arbejdspladser og lærlingepladser i langt de fleste kommuner i Danmark,” siger Rikke Lønne.

Fokus på lærlingeaftaler  

BL har siden 2013 haft et særligt fokus på, hvordan der skabes praktikpladser og anden beskæftigelse på de almene bygge- og renoveringssager.  

Og det går godt.  I dag er der indgået partnerskabsaftaler med entreprenøren eller indskrevet sociale klausuler om praktikpladser på de fleste almene renoveringssager. For mange af de almene boligorganisationer er det blevet en helt naturlig del af en almen byggesag, at man kigger på potentialerne for at skabe beskæftigelse og uddannelse, for eksempel for boligområdets lokale unge.

”Set i lyset af det potentiale, der ligger i de mange renoveringssager, vil BL selvfølgelig fortsat opfordre og vejlede de almene bygherrer til at få flest mulige lærlinge ombord på de projekter, som egner sig,” siger Rikke Lønne. 

Partnerskabsaftale

Partnerskabsaftalerne er frivillige og forpligter boligorganisationen som bygherre og entreprenøren til sammen at skabe praktikpladser eller andre former for tiltag, som kan hjælpe de lokale beboere i boligområderne med at starte uddannelse eller komme i arbejde.

Det foregår i tæt samarbejde mellem byggeprojektets parter samt lokale aktører såsom den boligsociale helhedsplan, erhvervsskolen og jobcentret.

Social klausul

Med en social klausul kan bygherre lovligt stille krav om, at entreprenør skal ansætte en eller flere lærlinge til opgaveløsningen. Dette gælder også, selvom opgaven bliver løst af underleverandører. Der er dog ikke krav om, at leverandør skal ansætte lokale unge som ved en partnerskabsaftale.

Det er især i nybyggerisager, at sociale klausuler er en effektiv fremgangsmåde for at fremme praktikpladser.

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste