22. APR. 2020 KL. 14:34

BL Vest flytter på havnen

aarhus.jpg

På toppen af Pakhuset kan man kigge ud over Kattegat. Foto: Kilde og Hindby.

Den 8. juni slår BL Vest dørene op for deres nye domicil på Aarhus Ø. De skal fremover være en del af et stort og moderne kontorfællesskab i havnens to nye Pakhuse.

Går alt efter planen – og uden yderligere corona-begrænsninger – flytter medarbejderne på BL’s Aarhuskontor i starten af juni fra Saralyst Alle i Højbjerg til Mariane Thomsens Gade i den pulserende bydel Aarhus Ø.

Her bliver de mødt af den nye havnefront med det populære Havnebad og de mange smukke bygninger – i gåafstand til Aarhus centrum.

”Vi glæder os helt vildt til at flytte ind i de nye kontorer i Aarhus Ø og til at vise de nye faciliteter frem til vores medlemmer og samarbejdspartnere og til den energi og inspiration, et kontorfællesskab med andre virksomheder kan give os. Men allermest glæder vi os over de muligheder for mere samarbejde på tværs af BL Vest og generelt kollegialt samvær, som vores nye lokaler også lægger op til, ” siger Susanne Linaa, der er kontorleder af BL Vest.  

Vi i BL Vest glæder os meget til at byde alle velkomne.

”Det bliver en ny start for Aarhus-kontoret og en unik mulighed for at blive rystet sammen på ny. Vi lærer nye, spændende mennesker at kende, som vi i vores dagligdag møder i den fælles kantine og husets andre fællesområder. Det bliver spændende,” fortsætter hun begejstret.

Det Boligsociale Fællessekretariat, som i flere år har delt adresse med BL Vest i Højbjerg, flytter med ud til Pakhusene i Aarhus Ø og kommer fortsat til at have et nært samarbejde.

Pakhusene, som bliver det nye kontorfællesskab for BL Vest.

Konceptet for Pakhusene

Byudviklerne Rune Kilden og Stine Hindby er idémagerne bag Pakhusene på Aarhus Havn. Det århusianske team har sammen med arkitekterne AART Architects, ingeniørvirksomheden MOE og PFA Ejendomme opført de to Pakhuse. Fra de øvre etager er der udsigt over Kattegat og Aarhus Ø.

Bæredygtighed, deleøkonomi og tværfagligt fællesskab er grundpillerne i det nye kontorfællesskab i Pakhusene. Tre faktorer, som har haft afgørende betydning, da BL skulle finde nyt domicil til deres Aarhus-kontor.

Den almene sektor har igennem mange år haft fokus på bæredygtighed og deleøkonomiske koncepter i stort set alt, hvad de beskæftiger sig med. Derfor var det nemt for BL at se sig selv i det nye kontorfællesskab i Pakhusene, hvor lejerne deler udgifterne til de fælles faciliteter som kantine og mødelokaler – og endda en fælles elbil.

Derudover har BL også lagt vægt på den dynamik, der opstår i et kontorfællesskab med andre, som ikke i udgangspunktet har fælles reference. Det giver mulighed for nye relationer og netværk.

Nye muligheder

Saralyst Alle i Højbjerg, hvor BL Vest har holdt til i mange år, har hverken haft en hensigtsmæssig beliggenhed eller egnede mødefaciliteter.

Pakhusene ligger til gengæld helt centralt i Aarhus og er let at komme til. Kontorleder Susanne Linaa håber, at det vil lokke flere til.

”De store mødelokaler, som vi fremover kan booke, giver BL Vest mulighed for at afholde flere møder her i Aarhus. For eksempel direktørmøder, kredsmøder og bestyrelsesmøder. Vi glæder os meget til at byde alle velkomne.”

Om skribenten

Anja Andersen BL
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste