31. OKT. 2019 KL. 14:04
Kolding lukker lokale jobcentre
31. OKT. 2019 KL. 14:04
Kolding Kommune mener ikke, effekten er stor nok, og det kan betyde lukning af fremskudte jobcentre i kommunens såkaldt hårde ghettoområder. Det har fået formændene for tre almene boligselskaber til at protestere.
”Det er noget af en mavepuster. Det er overraskende, og derfor rører vi på os.” Sådan siger Karl-Jørn Petersen, som er formand for AAB Kolding, til jv.dk.
Sammen med Bent Jacobsen og Tonny Bech, som er formænd for Alfabo og Boligselskabet Kolding, er han i et læserbrev kommet med kritik til kommunens varsling om lukning af jobcenterfilialerne i de to boligområder Skovvejen/Skovparken og Munkebo, som begge er på den "hårde ghettoliste". De mener, det er afgørende at have jobcentre i lokalområderne, hvis de skal lykkes med at nedbringe antallet af beboere på overførselsindkomst.
”Det her handler om at komme tæt på beboerne. Det er nemt at sige, at de her borgere bare skal tage ind på jobcentret på Dieselvej. Det handler nogle gange om, at beboerne kan falde ind og få en snak om, hvordan tingene fungerer i samfundet. Det føles som om, at politikerne nu bare accepterer, at vi er på ghettolisten,” siger Karl-Jørn Petersen.
De to almene boligområder er landet på den hårde "ghettoliste", blandt andet fordi flere end 40 procent af beboerne er på offentlig forsørgelse. Andelen af beboere på overførselsindkomst i Munkebo er 42,9 procent og i Skovparken/Skovvejen 41,5 procent ifølge den seneste ghettoliste fra 2018.
Effekten for lille
I august 2018 vedtog Arbejdsmarkedsudvalget i forbindelse med budget 2019 en besparelse på forsørgelsesudgifterne på 5.195.000 kroner. For at indfri besparelsen skal 48 fuldtidspersoner i Skovparken og Munkebo i beskæftigelse, så områderne kan komme under ghettokriteriet. I de første ni måneder af 2019 er 15 færre fuldtidspersoner i boligområderne på forsørgelsesydelse.
Poul Erik Jensen (S), som er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune, mener ikke, at effekten af de fremskudte jobcentre har levet op til forventningerne.
”Vi havde et mål om, at mindst 40 beboere skulle væk fra overførselsindkomst i 2019. De tal når vi ikke. Men jeg har ikke det konkrete tal. Men vi når ikke tallet. Langt fra. Men effekten af de her filialer har været for dårlig. Selvfølgelig har det haft en effekt. Men den er for ringe. Når økonomien er presset, så må vi handle. Men jeg kan godt forstå, at boligorganisationerne er sure,” siger Poul Erik Jensen til jv.dk.
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"