23. OKT. 2019 KL. 15:59
AAB-beboere: Nej tak til socialt udsatte
23. OKT. 2019 KL. 15:59
Københavns Kommune har planer om at opføre 12 til 18 containerboliger til socialt udsatte unge på et grønt, rekreativt område ved Emdrup Sø - men en række lokale beboere fra Boligforeningen AAB takker nej.
Bestyrelsen i AAB afdeling 34 i Emdrup har sendt et høringssvar til Københavns Kommune, som udtrykker deres holdning til et planlagt byggeri af containerboliger i et område, som beboerne i dag bruger som et rekreativ opholdssted.
Det skriver TV2 Lorry.
Et af bestyrelsens argumenter for, at der ikke skal bygges skæve boliger, er, at området i forvejen har mange socialt udsatte boende, og de frygter, at de 12-18 containerboliger kan være de første af flere, der bliver placeret i området ved Emdrup Sø, hvis dette projekt får grønt lys.
Linda Firlings, som er bestyrelsesformand i afdeling 34 i AAB, siger til TV 2 Lorry:
”Området løfter i forvejen et stort socialt ansvar. Det er meget vigtigt for os at sige, at vi ikke er menneskefjendske - og vi ønsker af hele vores hjerte at hjælpe. Men parken er det åndehul, som vi i hele Emdrup bruger til at spille bold i, lege i, gå tur med vores hunde i og møde vores naboer i.”
På AAB-afdelingens hjemmeside kan man læse, at argumenterne mod containerbyggeriet spænder fra reduceret livskvalitet, til risiko for udslettelse af de 300 år gamle lindetræer og det grønne områdes helt eget mikroklima med flagermus, trækfugle og andet dyreliv.
Skuffet over protester
Socialborgmester i Københavns Kommune, Mia Nygaard (Rad.V), er ikke glad for beboernes protest og kalder det fattigt, at de ikke kan rumme 12-18 containerboliger, som skal hjælpe udsatte unge, som i dag bor på herberger, videre i livet.
Hun siger til TV2 Lorry:
”Vi skal altid tage det seriøst, når folk er bekymrede. Men vi bliver nødt til at sige, at vi vil være en by for alle, vi vil være en rummelig by. Og så skal vi selvfølgelig som system og kommune understøtte de borgere, som ikke lige er som os selv. Men at sige, at vi ikke vil have dem, det nytter ikke noget. Vi kommer ikke til at være den by, vi gerne vil være, hvis vi ikke sørger for, at der er plads til alle.”
Tanken med containerboligerne er, at de unge bor der midlertidigt i seks-otte måneder, og kan modtage forskellig form for pædagogisk støtte.
”Jeg kan garantere, at der ikke kommer flere end 12-18 boliger. Det er klart, at jeg som socialborgmester gerne ville have, at der blev bygget nogle flere boliger. Men det handler også om, at vi ikke kan have udsatte borgere i kæmpestore enklaver - fordi så er det, at utrygheden opstår. Men at sige, at et enkelt område ikke kan rumme 12 unge mennesker, som har brug for en ekstra hånd - det synes jeg faktisk er lidt fattigt,” siger Mia Nygaard til TV2 Lorry.
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Mest læste
Se alle artikler (3010)0