08. MAR. 2019 KL. 13:44
Nationalmuseet indsamler din bolighistorie
08. MAR. 2019 KL. 13:44
BL - Danmarks Almene Boliger fylder i år 100 år.
I den anledning er Nationalmuseet gået i gang med at indsamle beboernes bolighistorier i indsamlingen "Din bolig - vores historie".
Sommerfest i baggården i 1977 og en hel families hverdag gennem 80 år er et eksempel på en historie, der allerede er tikket ind. Alle historier om det levede liv, naboskab og fællesskab for den million mennesker, der i 2019 bor i en almen bolig er vigtige at bevare for eftertiden.
"Det er befolkningen, der former landet. Det synes jeg, at boligforeningerne er et godt eksempel på. Det er ikke en bevægelse skabt af konger. Heller ikke nødvendigvis af politikere. Men af befolkningen, siger Rane Willerslev, direktør på Nationalmuseet.
Rane Willerslev mener, at de resultater, de almene boliger har nået, fortjener anerkendelse, både i Danmark og rundt om i verden.
”Det er en kæmpe, kæmpe lettelse for et menneske, at du kan bo i en rimelig bolig, som du kan betale for. Det er jo helt fundamentalt for menneskets lykke, at du kan få det, og for at få et godt liv. Det har boligforeningerne sørget for er muligt for rigtig mange mennesker,” siger han.
Beboernes egne stemmer
Ifølge seniorforsker ved Nationalmuseet Lykke L. Pedersen er det vigtigt at lade beboerne fortælle historien.
"Det handler om at fortælle bolighistorie, men med beboernes egne stemmer," siger Lykke L. Pedersen.
"Hvordan oplever folk selv deres dagligdag ude i boligerne, og hvilke drømme og forhåbninger har de for fremtiden?"
Hun fortæller, at indsamlingen både tager temperaturen på bolighistorien her og nu, men at det også vil danne baggrund for videre forskning.
I Danmark er der cirka 560.000 almene boliger, hvilket betyder, at de almene boliger udgør en femtedel af boligmassen.
"Vi er en del af det danske velfærdssamfund og dermed en central del af det danske samfund, så det her er en blåstempling. Det er helt unikt, at vi har blandede boligområder, og at man på den måde via velfærdssamfundet tager bredt hånd om folks boligbehov," siger Bent Madsen, administrerende direktør i BL.
Alle almene beboere i hele landet er velkomne til at bidrage til Danmarks historie.
Fra 1. marts til 31. maj indsamler Nationalmuseet digitalt beretninger om de liv, en million danskere lever i almene boligområder. Man kan via dette link finde Nationalmuseets indsamlingsside, hvor du kan læse mere om indsamlingen og indsende din historie.
Om skribenten
Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværkKristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværk