01. MAR. 2019 KL. 00:00
En ’Jobbus’ inde midt i Sundparken giver færre ledige
01. MAR. 2019 KL. 00:00
Med en ny opsigtsvækkende indsats har Horsens Kommune på et halvt år reduceret antallet af ledige i boligområdet Sundparken fra 262 til 232. Målet er at komme af den såkaldte ghettoliste.
I boligområdet Sundparken i Horsens holder der en bus på en parkeringsplads. Men selvom dette ikke burde vække opsigt i sig selv, så er der ikke tale om en helt almindelig bus. Bussen får nemlig æren for, at Sundparken siden august sidste år, hvor den blev parkeret, har reduceret antallet af ledige i området med cirka 10 procent.
Og bussen har derfor nu vundet opmærksomhed fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, som i slutningen af februar var på besøg i den.
Den såkaldte Jobbussen er et forsøg på at bringe Horsens Kommunes beskæftigelsesindsats helt ind i Sundparken. I januar 2018 blev der nemlig nedsat en taskforce med det formål at få nedbragt ledigheden i området for på den måde at få boligområdet fjernet fra ”ghettolisten”.
Taskforcen lagde hovederne i blød for at finde en ny måde at gribe beskæftigelsesindsatsen i området an på, og ud af det opstod ideen om at flytte jobcentret helt ud til borgerne.
”Et af de problemer, vi oplever, er, at nogle af de ledige har rigtig svært ved overhovedet at bevæge sig ud af området, og det skal de jo lære. Men vi tænkte, at vi til en start måtte komme til dem, for det er nødvendigt, at de bliver trygge ved relationen til jobcentret, og at vi sammen dermed får dem i beskæftigelse. Og derfra udsprang ideen om at rykke ud til dem,” siger Tanja Nyborg, direktør for Uddannelse og Arbejdsmarked i Horsens Kommune.
Først overvejede kommunen derfor at leje en lejlighed i Sundparken, som skulle fungere som et nyt lokalt jobcenter. Men hurtigt blev man enige om, at en lejlighed ville virke for permanent, som en statisk tilstand. Valget faldt derfor i stedet på en jobbus.
”Med busideen ville vi gerne signalere noget mobilitet. Den viser, at vi rykker ud, fordi der er en problemstilling lige her og nu, som vi gerne vil gøre noget ved. Men hvis der en dag opstår beskæftigelsesudfordringer et andet sted, hvor jobcentret bør rykke ud, så er der mulighed for at flytte,” siger Tanja Nyborg.
Rammer specielt kvinder
Boligselskabet stillede med det samme en parkeringsplads til rådighed for kommunen. Parkeringspladsen lå ikke helt tilfældigt lige foran en daginstitution i området, og det kom til at få betydning, vurderer Tanja Nyborg. Når områdets kvinder afleverede deres børn i daginstitutionen, blev de nemlig nu pludseligt anbefalet at gå over til Jobbussen på den anden side af vejen.
Og Tanja Nyborg tror, at lige netop det har været medvirkende til, at jobindsatsen har virket specielt godt på områdets kvinder. Så godt, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen også tog ligestillingsminister Eva Kjer Hansen med, da de den 25. februar var på besøg i Horsens.
”Vi var faktisk ikke klar over, at beskæftigelsesindsatsen specielt ville ramme kvinder. Det havde vi ikke gjort op tidligere. Men det har vist sig, at vi med bussen får en større andel af kvinder i beskæftigelse end mænd,” siger Tanja Nyborg.
Hun har ikke noget stensikkert bud på, hvorfor lige netop kvinderne har gavn af Jobbussen.
”Vi har ikke lavet noget decideret forskning i det. Men vi har talt med nogle af medarbejderne derude, og deres fornemmelse af det er, at relationen til dem, der sidder i jobcentret, er ekstra betydningsfuld for kvinder. Og så er der jo samarbejdet med dagtilbuddet, hvor der kommer mange mødre,” siger hun.
Stadig langt til målet
Siden april sidste år er antallet af ledige i Sundparken faldet fra 262 personer til 232 personer. Det viser tal fra Horsens Kommune ifølge Horsens Folkeblad. For at boligområdet skal komme af ”ghettolisten”, skal antallet helt ned på 110 ledige mennesker.
Men selvom der altså stadig er et stykke vej til målet, så vurderer Andelsboligforeningen Odinsgaard, der ejer områdets boliger, alligevel, at det er den vej, man har størst chance for at få Sundparken fjernet fra den frygtede liste.
Boligområdet ligger også over listens grænse for, hvor mange med anden etnisk baggrund end dansk og hvor mange lavuddannede, der bor i området. Men her vil det være endnu sværere at komme af, vurderer Michael Meldgaard, direktør i Andelsboligforeningen Odinsgaard.
”Beskæftigelsen har det helt store fokus. Vi er sammen med Horsens Kommune blevet enige om, at det er den bedste mulighed, vi har for at få området af listen. Vi vil ikke diskriminere ved at sortere folk fra, der er lidt mørkere i huden. Og i forhold til at få flere i området til at have mere end en grunduddannelse, så gør vi også en indsats der, men det vil tage en hel del år, inden nok har fået taget sig en studentereksamen,” siger Michael Meldgaard.
Men målet kan nås
Sundparken har været på ”ghettolisten” i 10 år og bliver derfor kategoriseret som en ”hård ghetto”. Samtidig er området dog et af de områder på listen med lavest kriminalitetsniveau. Derfor forstår direktør Michael Meldgaard heller ikke meget af, at der måske skal rives boliger ned i området.
”For en vækstkommune som Horsens vil det være katastrofalt, hvis vi pludselig skal til at rive en masse boliger ned. Vi har ingen hærværk eller kriminalitet i området. I de syv år, hvor jeg har været direktør, har vi stort set ikke brugt en krone på at skifte en rude, fordi noget er blevet smadret derude. Så det ville være noget uoverskueligt for os, hvis vi skal til at rive boliger ned i et område, hvor vi ellers ikke oplever problemer,” siger Michael Meldgaard.
Sundparken bruger også den nye lovgivning, der giver boligområder mulighed for ikke at lukke nye beboere ind i områder på ”ghettolisten”, hvis de ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet. Og ud over Jobbussen foregår der også andre beskæftigelsesindsatser i området.
Det er derfor ikke muligt at sige, hvor stor en del af arbejdsløshedsreduktionen, der specifikt skyldes Jobbussen. Udskiftningshastigheden i området er dog så lav, at den største del af succesen af Horsens Kommune tilskrives bussen.
Og kommunen tror derfor også, at målet om at komme af ”ghettolisten” vil kunne nås.
”Udfordringens størrelse kommer jo selvfølgelig an på, hvor mange familieboliger vi ender med at skulle omdanne. Men jeg vil sige, at med beslutningen om ikke at lade arbejdsløse flytte ind, med det områdeløft, der er tiltænkt i området, og med Jobbussen, så tror jeg på, at vi kan komme af ’ghettolisten’,” siger Tanja Nyborg fra Horsens Kommune.
Om skribenten