07. MAR. 2019 KL. 10:13

Beboere sagde farvel til skakter

resized_20181213_055959.jpeg

Affaldsskakte er nemme og bekvemme, derfor er der ofte modstand fra beboerne mod at nedlægge dem.

Det er dejligt let at åbne skakten og lade affaldet dumpe ned i hullet. Men der er flere grunde til, det ikke er den bedste løsning. Det er dyrt, fremmer ikke sortering og giver et dårligt arbejdsmiljø for servicemedarbejderne. Det kan dog være svært at få beboerne med til at lukke skaktene. I to boligafdelinger på Nørrebro er det lykkes.

Rekordmange til afdelingsmøde

I Titanparken og Lundtoftegade på Nørrebro har man på afdelingsmøderne i 2018 besluttet, at nedlægge skaktene. Endda med et stort flertal. Forud for møderne holdt man opgangsmøder i begge afdelinger. Medarbejdere fra den boligsociale helhedsplan, NørreBrobyggerne, bankede på hver eneste dør sammen med medlemmer fra afdelingsbestyrelsen. Der blev budt på kaffe, småkager og en god snak ved opgangen.

Leif Sømod fra afdelingsbestyrelsen i Lundtoftegade er ikke i tvivl om effekten.

”Jeg er sikker på, at den uge vi brugte på opgangsmøderne, var godt givet ud. Der kom dobbelt så mange beboere til afdelingsmødet som normalt. Mange af dem havde vi aldrig set før. Og de stemte for,” fortæller han.

Opgangsmøder er gode til generelt at styrke naboskabet, men i dette tilfælde var formålet også at klæde beboerne på til at træffe en beslutning og give dem mulighed for at stille spørgsmål. Eline Feldman, projektleder i NørreBrobyggerne understreger, at formålet ikke var at prædike, men at oplyse:

”Vi trak ikke noget ned over hovederne på folk til opgangsmøderne. Vi gav dem en pjece om muligheden for sortering og lod folk snakke.”

Opgangsmøder har vist sig at være en god og effektiv måde til at nå beboerne - se en kort video om opgangsmøder på Nørrebro

Dårligt arbejdsmiljø

For Boligselskabet AKB, København er nedlæggelse af alle affaldsskakter en vigtig dagsorden. Det skyldes ikke mindst hensynet til medarbejderne, der iført åndedrætsværn skal trække de tunge containere op fra kældrene eller rense skaktene, når de er stoppet med en ildelugtende blanding af brugte bleer, pizzabakker og
kanyler.

Men en væsentlig grund er også økonomien – affaldsskakte er nemlig dyre i drift.

I Titanparken vil nedlæggelse af skaktene og etablering af tre nye affaldsstationer med mulighed for sortering koste omkring 2,2 mio. kr. Penge der er betalt tilbage på ca. to et halvt år – og allerede fra første dag vil afdelingen spare penge på den nye løsning.

Besparelse giver tid til service

”Vi regner med, at restaffaldet vil falde fra ca. 125 l. pr. bolig om året til 60 l. Og det er jo kun restaffaldet, vi skal betale for at få hentet,” forklarer driftschef Dennis Fuglsang Andersen og tilføjer, at de 1.100 timer, medarbejderne i Titanparken årligt bruger på at skakte, kan bruges bedre på beboerservice. Fx ved selv at lave nogle af opgaverne i boligerne og dermed spare udgifter til håndværkere.

 

Bygningsreglementet lemper krav
Baggrunden for, at Boligselskabet AKB, København arbejder med lukning af skakte, er det nye bygningsreglement, BR18. I bygningsreglementet fra juli 2017 er det tidligere krav om skakte i bygninger på mere end tre etager sløjfet, og der åbnes for flere typer af affaldssystemer.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2956 )

0

Læseliste