TÆT-LAV, 50 ÅR EFTER - en bydel i Fyrværkeriparken

Offentlige, åbne arkitektkonkurrencer er vigtige for udviklingen af arkitektoniske ideer. Når politikerne tør være ambitiøse og afholde en åben konkurrence, betaler det sig. I 1971 udskrev Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) en arkitektkonkurrence, der markerede ”tæt-lav”-bevægelsens officielle fødsel, med epokegørende projekter som Tinggården (vinderen af konkurrencen). I 2014 blev der afholdt en anden vigtig – ligeså ambitiøs – konkurrence om ”Fremtidens bæredygtige almene bolig” (FBAB). Denne konkurrence havde to vindere, en i Lisbjerg, (etagebyggeri i træ, som vi skrev om i sidste nummer), og den, vi anmelder i dag, i Seest, som er et moderne eksempel på et ”tæt-lav”-byggeri.

Det er interessant at sammenligne disse to konkurrencer, med en tidsforskel på næsten 50 år. Den første ændrede dansk arkitekturhistorie. Den anden vil tiden vise; men at dømme efter de to ikke helt færdige vinderprojekter, markerer konkurrencen i hvert fald, at træbyggeri igen er kommet til Danmark. 

Pioneråndens pris 

De bæredygtige mål, som politikerne i stor stil kaster om sig, kommer ikke nemt eller billigt i byggeriet. Derfor, når vi læser ”fremtidens bæredygtige”, må vi forvente at betale en høj regning. Dét, kunne man sige, er prisen for at være pionér.

I Seest-boligerne måtte nogle af løfterne fra den oprindelige konkurrence opgives, fordi ingen kunne (eller ville) bygge det for den først anslåede pris. Blandt de forslag, der var at finde i vinderprojektet og ikke i det endelige byggeri, var der – hvad angår bæredygtighed – et ikonisk et: det grønne tag. Jeg må tilstå, at jeg er ret glad for dette tab. Jeg ved godt, at det hjælper til med at forsinke vandafløb, og at det understøtter det vildtlevende liv (insekter og alt muligt andet) – men ærlig talt, jeg savner det ikke. Jeg kan lide jord og græs under mine fødder, ikke over mit hoved. Især på stejle tage giver grønne tage ingen mening. Det vil sige, arkitektonisk mening.


Fra klynge til klynge

Kig udefra imod klynge


Kig imod fællesområdet i klyngens midte
 

”Nye” sociale fællesskaber

I arkitekturen er originalitet en sjældenhed og efter min mening overvurderet. Gode ideer (også dårlige) vender hele tiden tilbage. I slutningen af 60’erne fik ”tæt-lav”-byggeriet verdens opmærksomhed rettet imod Danmark. Det var de hippie og uformelle år. Vandkunsten, Arkitektgruppen, Utzon og andre tegnede nogle meget dynamiske grundplaner, ofte i klynger, der blev efterlignet over hele Europa. Men på en eller anden måde gjorde danskerne det bedre. Deres projekter tillod et frit flow af det offentlige rum, med en fin graduering af det offentlige og private område og med stort fokus på det kollektive liv. Man kan godt sige, at det, vi i dag kalder sociale fællesskaber eller social bæredygtighed, allerede var hipt for 50 år siden.

I Seest er 35 familier fordelt i tre klynger, og hver af dem er sammensat af tre huse. Husene, der er på to etager, indeholder hver fire familieboliger.

Selvom der kun er få variationer af samme hus, er indtrykket ret dynamisk, fordi husene i klyngerne er smart kombineret. De er placeret på en fri, naturlig måde ud over det kuperede terræn, og det overordnede indtryk er vellykket. 

Indgangen til husenes boliger sker fra midterområdet af hver klynge, og de mere sociale dele af boligen (stue og køkken) vender også ud imod dette fællesområde. De mere private rum, såsom soveværelserne, vender derimod ud imod det smukke fredede mose- og engområde.  

Ejerskab og det fælles

Hvad kan disse klynger så sammenlignet med de almindelige rækkehuse? I rækkehusene har vi vores private have (for, bag eller begge) og derefter fortovet og gaden. Men klyngerne som i Seest tilbyder noget andet. Her er hver klynge placeret rundt om et fællesområde, der giver en følelse af ejerskab til de tolv familier omkring det. Men fællesområdet flyder også ind i de andre klynger. Og så er der et hovedfællesområde for alle naboerne, hvor fælleshuset er.

Jeg synes, projektet i Seest er et fremskridt i forhold til de almindelige rækkehuse, og den overordnede fremtoning i landskabet er langt mere naturlig og organisk og mindre repetitiv end hos de sædvanlige rækkehuse.

Også de grønne områder imellem husene er veludførte og smukke, ikke for friseret, lidt vilde med de små moseområder eller damme, der er en del af den bæredygtige strategi. Vandet afledes nemlig uden at belaste kloakkerne ud over hele terrænet, der i blide græsbølger skråner ned imod nord.

Men så på den anden side – hvis vi fortsætter sammenligningen med projekterne fra 70’erne (Tinggården, Fuglsangpark osv.) – er gradueringen af det offentlige og private rum mindre succesfuldt i Seest. Vi mangler her de semiprivate forhaver, der åbner til et fælles område. Man kunne sige, at indgangsterrasserne (træplatformene) og altanerne opfylder de gamle havers funktion, men det er ikke det samme.

Selvom klyngerne i Seest er formet frit, er selve husene meget mindre varierede i form, højde, taghældning og materialer end de gamle ovenfor nævnte ”tæt-lav”-bebyggelser. Heller ikke bebyggelsens hovedparkeringsplads placeret i midten af hele området er så vellykket. Den virker ret stor og kvadratisk og tilhører på en eller anden måde ikke det samme interessante landskab som resten af byggeriet. Men placeringen giver mening, fordi den ligger oven på et forurenet område. Arkitekterne hævder, at de med den fælles parkeringsplads ønskede et ”tvunget” mødested for at forbedre den sociale interaktion. Det viser sig dog, at man nogle gange ikke kan få det hele. 

Moral og byggematerialer

Når vi kigger på husene, er det varmebehandlede fyrretræ i tynde lodrette planker næsten det eneste materiale, vores øjne ser. Jeg er tilhænger af at bruge få materialer, men her går ensartetheden måske lidt for langt.

Netop i 70’erne blev træ brugt som en reaktion imod betonmodulbyggeriets uniformitet og gentagelse. I Tinggården blev træet malet og kombineret med andre materialer, såsom eternit og vandskurede mursten. Det er årene med ”patchwork”, det uformelle, og en genopdagelse af den traditionelle livsstil. Træ var dengang et politisk valg: beton var umenneskeligt og fremmedgørende. I dag er træ imidlertid blevet det sikre valg, der er intet ”oprør” ved at vælge træ. Og da den etablerede mening er, at træ er mere bæredygtigt end beton, foretrækker vi det af ”grønne”, det vil sige moralske, grunde.



Kig imod det fredede mose- og engområde

Gennemlyst stue i stueetage-lejlighed


Førsteetage-lejlighed med højde til kip
 

En velprøvet formel

Som tidligere nævnt medførte et utilstrækkeligt budget nogle ændringer i forhold til det oprindelige Seest-projekt. Blandt dem, også tabet af et mere varieret rum i lejlighederne, der i begyndelsen omfattede mange duplekser. På grund af træhuses brandtekniske udfordringer er alle lejlighederne nemlig kun på en etage. Så vi taler her om et meget lavt ”etagebyggeri” i stedet for ”tæt-lav”-bevægelsens klassiske rækkehuse, hvor hver bolig blev spredt over to eller tre etager, nogle gange med dobbelthøjder.

Alligevel har disse lejligheder en god fordeling og rummelige værelser, især førsteetagen med højde til kip. De har desuden en fantastisk dobbeltorientering, både til det hyggelige fællesområde og ud til den beskyttede engmose.

Min overordnede mening om disse huse er, at de er en god, måske ikke særligt udfordrende, version af en velprøvet formel. At dømme efter dette projekt kommer fremtiden til at få et ret traditionelt udtryk.